• Kirgistan
• Overblik
• Det gør vi
• Partnere
• Læs mere

Kirgistan

Tilbage til start

Tatiana Kotova har arbejdet med NGO'er og civilsamfund i 15 år, siden 2008 som leder af Folkekirkens Nødhjælps kontor i Centralasien.

Nogle vil gerne forklare de voldelige sammenstød med et længerevarende had mellem kirgisere og usbekere. Andre forsøger at nedtone det etniske element i konflikten.

Jeg tror begge dele er forkert.

Regionens komplekse problemer har et etnisk aspekt, men de handler i endnu højere grad om

• ekstrem fattigdom
• kamp om resurser, fx vand
• grænsedragninger uden hold i virkeligheden
• fravær af en integrationspolitik
• udefrakommende politiske eller kriminelle interesser, fx narkosmugling

Grusomhed – og min nabos ansigt

Mens Tatiana Kotova vurderer, hvilken hjælp, der er mest brug for, fortræller folk deres historier. Grusomhederne mellem naboer er svære at fatte.

En gruppe usbekere fra Osh fortalte de samme historier, som jeg hører fra alle sider: Vold mod børn, mod kvinder, mord.

Det, der virkelig slog mig var, at alle talte om ’dem’ uden nogensinde at kalde den angribende part ved navn.

De undgik at fortælle, at de havde genkendt deres naboer som en del af folkemængden. Det er meget svært at leve med den viden.

Jeg tror man vægrer sig ved at forbinde anonym, universel grusomhed med sine naboers navn og ansigter.

Had eller forsoning

I øjeblikket er der meget blod imellem folk. Allerede da præsident Bakiev blev væltet i april, blev 80-90 mennesker slået ihjel. Urolighederne i juni gjorde det endnu værre.

Selvom vi måske engang finder ud af, hvem der var ansvarlige for begivenhederne, vil det ikke løse noget. Vi er nødt til at leve sammen, også i fremtiden.

Og så er det fantastisk at se, hvordan unge i Bishkek mobiliserer folk ved at give T-shirts væk med tekst på kirgisisk, russisk og usbekisk: ”Jeg ønsker fred i Kirgisistan!”

Sådan nogen initiativer viser landets potentiale. Vi har brug for de budskaber nu.

Politisk forandring eller nok er nok!

Jeg tror ikke folk væltede præsident Bakiev for at ændre systemet. De rejste sig mod det liv, de levede.

Folk i dette land er ikke særlig krævende. De er forberedte på det faktum, at regeringen stjæler. Men de vil ikke acceptere, at regeringen stjæler det hele.

Bakiev og hans klan begik den fejl, at de ikke engang undte folk så meget, at de kunne leve et nøjsomt, ordentligt liv. Det fik folk til at gå på gaden og hærge, og det var ikke smukt.

Jeg mener ikke, at målet helliger midlet. Jeg tror ikke, at det, der opnås med voldelige midler, kan opretholdes. Alligevel forstår jeg godt, hvorfor det skete.

Valgte folket demokrati – eller bare fred og ro?

For størstedelen af befolkningen er det politiske system underordnet.

Jeg har indtryk af, at folk foretrækker en hård hånd, som er i stand til at forbedre landets økonomiske situation, som tager ansvarlige beslutninger og sikrer, at de bliver gennemført.

Da folket stemte for en ny grundlov stemte de ikke for et bestemt politisk system, men for stabilitet. De var simpelthen trætte efter ugers uro og anarki. De havde brug for en pause.

Det betyder ikke, at de går ind for et parlamentarisk system. Jeg er ikke engang sikker på at flertallet ved, hvordan parlamentarisme vil adskille sig fra tidligere styreformer.

Ikke folkets regering

Den midlertidige regering havde chancen for at blive folkets regering, men indtil videre har den ikke udnyttet den mulighed.

Regeringen var usynlig i flere dage, mens konflikten eskalerede i det sydlige Kirgisistan. Mens folk i Osh og Jalalabad blev slået ihjel, fortsatte regeringen sin valgkamp.

Folk kan ikke se den store forskel på denne regerings arbejdsmetoder og den tidligere regerings.

Måden, embedsmænd ansættes på, er lige så uigennemskuelig som tidligere.

Der er fx stor tvivl om, hvorvidt de, der skal håndhæve lov og orden, fx eksempel specialstyrkerne, der gennemsøger folks hjem efter våben (såkaldte ’opryddere’ – zachistiki), altid opererer inden for lovens rammer.

Hvis regeringen ikke snart formår at vinde folkets tillid, vil den ikke holde særlig længe.

EU's mulige rolle i Kirgisistan

Jeg tror, at EU kan spille en stor rolle i Centralasien.

Tidligere var EU’s engagement i Centralasien primært drevet af en interesse i sikkerhed og stabilitet.

De seneste begivenheder viser, at pragmatisk samarbejde med diktatoriske regeringer ikke leder til stabilitet i det lange løb.

Derfor må EU målrette støtten til de regeringer, som fortjener folkets tillid, og endnu mere til folket selv.

Vedvarende forandring sker kun, hvis folket virkelig vil det!

Martin Schuster, informationsmedarbejder, ACT Alliance