Folkekirkens Nødhjælp
Kirgistan
Dybe sår i Jalalabad
|
| Hele familien Jorobaevs ejendom er brændt af. Foto: Dimitry Motinov |
I landsbyen Bazar-Korgon inviterer Gulomjon Jorobaev os hjem til sig.
Huset var engang et typisk usbekisk hus med mange små bygninger omkring en smuk gårdsplads. Her er have med frugttræer, vinranker og blomster, og en smal stribe jord udgør køkkenhaven.
Familien holder til i skyggen fra vinrankerne og roserne. Her kan de spise og sove.
De huse, hvor de plejede at bo, er brændt ned til grunden. Gulomjons kone og mændene i familien er blevet i huset.
Familiens øvrige kvinder er sendt af sted til venner og bekendte i andre dele af landet.
Angst og usikkerhed
|
| Gulomjon Jorobaev frygter, at der skal komme nye bølger af vold. Foto: Dimitry Motinov |
Gulomjon Jorobaev fortæller os grædende, at de stadig er bange for at forlade gården.
De bliver for at beskytte de få ting, der er tilbage. Men de frygter en ny bølge af vold. Ingen ved, hvornår den kan komme.
Usikkerheden får angsten til at vokse.
Da vi fra DanChurchAid og ACT Alliance ankom, var de også bange for os, fordi der er rødt i vores logo på bilen. Den samme røde farve, som der er i Kirgistans flag.
”Vi har mistet troen på den kirgisiske regering,” konstaterer de tilbageværende.
Mistede sin mand
|
| Bøller skar halsen over på nabokonens mand - og hældte benzin over hende. Foto: Dimitry Motinov |
En nabokone kommer til. Efter at have lyttet et stykke tid er hun klar til at fortælle os sin historie.
Da plyndringerne af husene begyndte, flygtede hun med sine børn. Hendes mand blev tilbage for at beskytte ejendommen.
Da hun så ham igen, var han død. Han var fyldt med sår og havde fået halsen skåret over.
Slægtninge stod for begravelsen, hun kunne ikke klare at være til stede ved begravelsen.
Hun begynder at ryste under beretningen og græder.
”De forsøgte også at overhælde mig med benzin og sætte ild til mig,” græder hun. Nu hvor hun har brudt tavsheden, kommer ordene væltende:
”Jeg har aldrig før tænkt over, om jeg levede sammen med kirgisere eller usbekere. Nu har jeg svært ved at se en kirgiser i øjnene.
Hvis hun kunne, ville hun rejse, fortæller hun. Hun har ikke lyst til at leve på den her måde.
Da jeg spørger hende, hvad der skal til for, at hun kan leve et værdigt liv igen, udbryder hun med tårer i øjnene:
”Fred!”
Brug for byggematerialer
Det samme svar får jeg, da jeg spørger én af familiens ældre mænd, hvad han har behov for indenfor de kommende måneder.
Ønsket om fred hører vi igen og igen her i Jalalabad, de mennesker, vi møder, siger det helt uafhængigt af hinanden.
Da jeg for anden gang spørger den ældre mand, hvad de har brug for i materiel henseende for at kunne opbygge deres levestandard, beder han om byggematerialer og penge til at betale byggearbejderne med.
Han vil gerne genopbygge de huse, hvor familien levede.
Høsten blev ikke passet
|
| Autoværksted og traktor er brændt til ubrugelighed. Foto: Dimitry Motinov |
Konsekvenserne for familien Jorobaev er store.
Gulomjon Jorobaev´s ældste søn havde et lille autoværksted. Det er brændt ned til jorden.
Traktoren, som de brugte til høsten, er også brændt.
Gulomjon Jorobaev fortæller, at han, så sent som tre dage før plyndringerne, var i marken med sin traktor.
Familien har stadig mad til 20 dage, derefter ved de ikke, hvad de skal stille op.
De lever af landbrug og dyrkede først og fremmest bomuld. De forventer, at udbyttet i år kun bliver det halve af, hvad det plejer, for på grund af urolighederne har de ikke kunnet passe markerne ordentligt.
Familien har modtaget nødhjælp. Indtil videre har de fået et telt, nogle tæpper og vanddunke.
De syv familiemedlemmer, der er tilbage på den nedbrændte gård modtager omkring 20 liter vand om dagen.
Deres tøj har de fået fra indbyggerne i nabolandsbyerne, der har samlet ind og delt ud.
Martin Schuster, informationsmedarbejder, ACT Alliance
Artikler om Kirgistan
RSS feed
