• Indien
• Overblik
• Det gør vi
• Læs mere

Indien

Stammefolks kamp mod sult

Dithabai i landsbyen Morchucha i Jharol-kommune i det nordvestlige Indien. Her hjælper Folkekirkens Nødhjælp stammefolk med at kæmpe for deres ret til skovens resurser. Foto: Sumit Dayal

Stier der snor sig gennem tæt vegetation og over tre småbjerge fører til landsbyen Morchucha i Jharol-kommune i det nordvestlige Indien. Alle landsbyer i denne kommune hører under det naturbeskyttelses-område, som staten har afmærket. I det fjerne strejfer påfugle frit omkring, og geder gumler på friske nye blade.

Stammebefolkningerne, som kaldes adivasis-grupperne, har tidligere oplevet at blive fordrevet fra deres forfædres land på grund af statens naturbevaringspolitik for skovområderne. Men forholdene er i hastig forandring på grund af den historiske lov vedtaget i 2006. Den handler nemlig om anerkendelse af de kasteløse og andre traditionelle beboere i skoven samt deres ret til skoven.

Dithabai har været tilknyttet bevægelsen for skovfolks rettigheder i mere end ti år. Bevægelsen blev grundlagt i 1995 af Astha Sansthan, Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner i Rajasthan, og deres arbejde har spredt sig til tre kommuner i det sydlige Rajasthan.

Ditabhai's fortælling

"Gennem to generationer har min familie boet på disse bakker. Jeg har 15 ”bighas” (ca. seks hektarer) jord, hvor vi dyrker afgrøder – forskellige slags linser men hovedsagelig majs. Vi sælger tit noget af høsten, men det medfører, at vi selv må sulte. Jeg har otte mennesker at brødføde i min familie. Jeg kan aldrig dyrke tilstrækkeligt, så jeg er nødt til at rejse langt væk for at arbejde for andre folk på deres jord.

Tidligere bestemte skovens embedsmænd over os. De slog os, misbrugte os og chikanerede os. De krævede penge eller en kylling for at lade os være i fred. Men det er ændret nu. Nu kommer de ikke mere.

Jeg kender den nye lov om skovrettigheder. Jeg lærte om den i en workshop arrangeret af Astha Sansthan. Jeg tror, mange mennesker vil opnå at få deres rettigheder gennemført med denne nye skovlov. De fleste af os var fuldstændigt uvidende om vores rettigheder tidligere og vidste ikke, hvordan vi skulle kræve, hvad der retmæssigt er vores. Men nu har jeg fået kendskab til loven om skovrettigheder, og hvordan man skal udfylde en ansøgning med sit krav om jord.

Foto: Sumit Dayal

Dette er vores skov, og i lang tid er vi blevet chikaneret for at bo her. Vores levebrød er denne skov. Hvorfor skulle vi ødelægge den? Her er ingen dyr, men jeg tror, at mennesker og dyr kan bo i mindelighed uden problemer.

Sammen kan vi opnå meget

Gennem bevægelsen ”Forest Land and People Movement” (”Jungle Zameen Jan Andolan”), der blev startet af Astha Sansthan, kæmpede vi for vores rettigheder, for hvad der retmæssigt er vores. I lang tid blev vi udnyttet af magthaverne. De undertrykte os og nedkæmpede os, men sådan er det ikke længere. En person kan ikke kæmpe alene, men når vi står sammen, kan vi opnå meget.

Jeg har været involveret i ”Jungle Zameen Jan Andolan” i 30 år nu. Jeg har været med til offentlige møder i Kotda, Jaipur og Delhi. Selv min kone deltog i mødet i Delhi i 2006. Jeg tror, den største fordel ved denne kamp er, at naturen er på vores side. Vi kan gå ind i skoven og samle småting, og vores kvæg kan græsse der. Jeg er med i Van Adhikar Samiti (Forest Rights Committee) i min landsby. Denne komité har til formål at hjælpe folk med at få adgang til traditionelle skovarealer og juridisk hjælpe dem med at få adgang til fælles og personlig jord. Vi har indtil nu indsendt 120 formularer med fordringer på jord, hvoraf 28 allerede er blevet godkendt og er gået videre til distriktdommerens kontor.

Jeg tror, det er vigtigt for folk at tage ejerskab over deres eget liv, og jeg tror, at denne lov giver os mulighed for at arbejde for vores udvikling. Det er nu op til os, og vi skal gribe denne chance med begge hænder."

Skrevet af Priyanka Mukherjee, dokumentationsmedarbejder, Folkekirkens Nødhjælp, New Delhi, Indien