• Indien
• Overblik
• Det gør vi
• Læs mere

Indien

En kvinde med format

Soneydee foran sit hus i landsbyen Ballabhgarh. Foto: Sumit Dayal

Sonedeyee er en 55-årig Dalit-kvinde. Hendes gang afspejler hendes dristighed og hendes knivskarpe øjne vurderer alle omgivelserne. Sonedeyee kan hverken læse eller skrive, men hendes manerer og talemåde indgyder respekt. Hun er valgt til Sarpanch (leder) af Ballabhgarh landsbyråd, og man skulle tro, at denne høje stilling ville gøre det muligt for hende at udøve sin myndighed.

Men sådan er det ikke, fordi Sonedeyee er ikke blot kvinde, men også Dalit, og i Indiens patriarkalske bagland, afspejles denne dobbelte byrde tydeligt i de mange tilfælde af overgreb, der begås mod kvinder fra de laveste kaster.

I landsbyen Ballabhgarh i Indien er der 4.000 vælgere, og det er en valgkreds, der er forbeholdt de kasteløse. Sonedeyee blev valgt til leder for cirka 1½ år siden, efter Hardeo Koli, der tidligere besatte embedet, var blevet intimideret, pryglet og blændet af voldsmænd fra Jat (den øvre kaste).

Slået i hovedet og brækkede lemmer

Sonedeyee sidder omringet af sine landsbyfæller og fortæller om den brutalitet og det misbrug, som hun og hendes søn blev udsat for en formiddag i januar 2009.

"Vi var på vej tilbage fra skolen efter at have betalt for noget køkkengrej. Jeg havde cirka Rs. 20.000 på mig (2000 DKK, red.) Min søn og jeg blev angrebet med stænger og skarpe våben. Vi blev slået i hovedet og fik brækket arme og ben."

Gerningsmændene bestikker sig fra sag

Sonedeyee gik videre med sagen og indgav anklager mod gerningsmændene fra den øverste kaste under SC/ST-loven, og som har til formål at forhindre oprørende grusomheder og at hjælpe med dalitternes (kasteløse) sociale integration i samfundet.

Men gerningsmændene fik bestukket sig fri. Senere blev en person anholdt, og tre fik en bøde. I forvirringen havde nogle fra Jat (den øvre kaste) såret et af deres egne børn, men anklagede dalitterne for at have gjort det. Så nu havde Jat også indgivet en anklage, og politiet holdt med dem.

Men Sonedeyee er ikke den, der bukker under for pres, så hun tog hele vejen til Jaipur, hvor hun søgte hjælp hos Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner Center for Dalit Rights (CDR). Her mødte hun også den øverste politimand.

Nægter at være marionetdukke

"Jeg nægter at være en marionetdukke. Der er mange mennesker i denne landsby, der støtter mig, men der er nogle få familier fra de øvre kaster, der ikke kan acceptere en dalitkvinde som leder. Disse bøller vil diktere deres betingelser til landsbyens selvstyre, og jeg vil ikke finde mig i det. Jeg blev overfaldet, fordi jeg ikke ville give efter for deres ønsker. Det har faktisk blot gjort mig endnu stærkere. Men jeg har lært min lektie, så nu går jeg aldrig nogen steder alene mere. Jeg har altid 8-10 mennesker omkring mig, fordi jeg ved, jeg risikerer at blive overfaldet," siger Sonedeyee.

Fem fælleskøkkener, arbejdstilladelser til alle og bedre sikkerhed

Landsbyen Ballabhgarh i Rajahstan. Foto: Sumit Dayal

Sonedeyee har opnået en masse for sin landsby: oprettelse af fem fælleskøkkener hvor der bliver lavet mad til folk til frokost, hun har sørget for, at alle får arbejdstilladelse under NREGA samt sikret, at folk fra de lavere kaster ikke bliver overfaldet i landsbyen.

Landsbyen er delt op efter kaster, og hun ønsker nu at sætte en håndpumpe op nær beboelsen Mehter, hvor der bor folk fra de lavere kaster, der laver tyendearbejde. Hun overvandt endda de bureaukratiske forhindringer, der var sat i gang for at få det sanktioneret. Men hun møder modstand indefra.

"Den øverste kaste vil have, at der placeres håndpumper i nærheden af deres boliger. Jeg kan ikke tillade dette, men jeg kan heller ikke stoppe det, så jeg rådede folkene i Mehter til at henvende sig til retten og få en stævning," fortæller Sonedeyee.

Frygter ingen

Da Sonedeyees mand levede, plejede han at give hende tæsk for at være for frimodig, men det har ikke svækket hendes ånd.

"Mit blod koger, når jeg ser uretfærdighed. Du kan sige, at jeg har meget højt blodtryk. Jeg frygter ingen. Jeg tror, jeg altid har været sådan. Der er mange kvinder, der tilbringer deres liv med at tænke på fremtiden, men jeg er ikke en af dem. Jeg gør bare, hvad jeg finder rigtigt, og hvad mit hjerte siger mig," siger Sonedeyee.

Af Priyanka Mukherjee, dokumentationsmedarbejder
Folkekirkens Nødhjælp, New Delhi, Indien