• Burma/Myanmar
• Overblik
• Det gør vi
• Læs mere

Burma/Myanmar

Fordobling af minefelter

Halvdelen af mineofrene er civile. Folkekirkens Nødhjælp hjælper bl.a. med a skaffe protester. (Foto Nikolas Strand)

Flygtninge i tusindvis fra den burmesiske minoritetsgruppe karen’erne kommer i denne måned til Thailand, mens et måske endeligt opgør kæmpes mellem de to guerillagrupper KNLA – der er imod Burma regeringen – og DKBA, der er allieret med Burmas ledere.

Men opgøret kan få livsfarlige konsekvenser, hvis flygtningene ønsker at komme hjem. Brugen af landminer intensiveres for tiden, og stort set alle grupper lægger dem ud. Ifølge International Campaign to Ban Landmines (ICBL) er Burma i dag et af de allerfarligste lande med landmine-ulykker, kun overgået af Afghanistan og Colombia.

Fordobling af antallet af miner

Allerede et par måneder før det blodige opgør mellem KNLA og det regerings-støttede DKBA foldede sig ud i juni, kunne Folkekirkens Nødhjælps researchere konstatere, at der skete en hæftig forøgelse af landminefelterne i Pa-an distriktet i Karen-staten i det østlige Burma. Andelen af registrerede mine-felter er næsten fordoblet i løbet af få måneder. For tiden er det først og fremmest Democratic Karen Buddhist Army (DKBA), der i sin fremmarch benytter landminer til at blokere folk i landsbyerne og til at forhindre at Karen Natioinal Liberation Army (KNLA) kan bevæge sig.

DKBA’s angreb og brug af landminer i Pa-an distriktet har medført, at samtlige KNLA styrker nu har forladt området og reelt har mistet nogle af deres vigtigste områder i Burma.

Miner som beskyttelse

Men KNLA er også blandt de flittigste brugere af landminer i Burma, især til at beskytte lejre af interne flygtninge. Ifølge lokale miljøorganisationer og ICBL bruger både DKBA og KNLA også landminer til at beskytte deres indtægtsgivende naturresource områder med skovhugst og minedrift.

Det nu DKBA-kontrollerede Pa-an distrikt er med de nyeste oplysninger det mest landmine-befængte område i Burma. Flere meldinger tyder på, at minefelterne også breder sig ind i nabolandet Thailand, hvor DKBA ønsker at blokere bevægelserne blandt eksil-karenere over grænsen.

Mange civile ofre

Interview fra 800 mineofre de seneste tre år viser, at mindst halvdelen af ofrene er civile, og at mønsteret i brug af landminer har ændret sig:

Siden 1995, hvor DKBA opstod som en fraktionsgruppe fra KNLA, er brugen af landminer intensiveret i det østlige Burma fra begge parter.

Hjemmelavede miner

Op til år 2000 var den typiske mineulykke stadig, at karen’erne blev dræbt eller kvæstet ved ulykker fra Burma-styrets SPDC’s miner – men siden år 2000 er den typiske ulykke, at karen’erne bliver dræbt eller kvæstet fra den etniske gruppes ”egne” hjemmelavede miner – altså miner lagt ud af enten DKBA eller KNLA.

Trods de store tabstal opfatter mange karen’ere minerne ikke kun som en trussel, men også som en beskyttelse – uden landminerne ville de forlængst have mistet de sidste KNLA-beskyttede områder for karenerne i Burma, lyder argumentet.

Generalsekretær Zipporah Sein fra Karen National Union (KNU) forsvarer KNLA’s brug af landminer med, at KNLA er lille og svag i forhold til Burma-styrets hær:

”Det er nødvendigt for os at bruge landminerne, da vi ikke er stærke nok til at forsvare de karenske landsbyer (med soldater) mod angreb fra regerings-styrkerne”, siger hun. KNLA har 4.000 soldater, SPDC mindst 200.000.

Kyaw Tint Swe, der er senior-diplomat for Burma-styret SPDC kritiserede de etniske oprørsgruppers intense brug af landminer på et pressemøde organiseret af International Campaign to Ban Landmines (ICBL): “Det er de etniske oprørsgruppers brug af landminer, der er skyld i Burmas høje antal mine-ulykker”, sagde han til mødet.

Oplysning om minefaren

Den bedste løsning mod landminerne ville være minerydning – men det er ikke muligt i Burma endnu, dels fordi FN hidtil ikke har fået tilladelse til at åbne et minerydnings-kontor, dels fordi der stadig er væbnede konflikter i Burma hvor landminer lægges ud.

Men Folkekirkens Nødhjælp gør det næst-bedste for de minetruede lokalsamfund: De undervises i Mine Risk Education for at nedsætte uheldsrisikoen, og en proteseklinik hjælper med kunstige ben til en del af mineofrene.

Samtidig hjælpes de nye flygtninge i Thailand fra Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation med mad, tæpper og presseninger.