• Zimbabwe
• Overblik
• Det gør vi
• Læs mere

Zimbabwe

Et år efter præsidentvalget

Landmand viser stolt sin høst. Via bæredygtige dyrkningsmetoder, der tager hensyn til jorden, har han fået et resultat, som er over dobbelt så godt som ellers.

Det er nu et år siden, at Zimbabwe afholdt anden valgrunde af det omstridte præsidentvalg mellem Præsident Robert Mugabe fra det siddende ZANU-PF parti og oppositionskandidaten Morgan Tsvangirai fra Movement for Democratic Change (MDC).

Det var en valgrunde, som i realiteten kun gav folk én kandidat at stemme på, da Tsvangirai trak sig efter omfattende vold og intimidering af både ham og hans partifæller.

Til trods for mange forhindringer og meget modgang ser det rent faktisk ud til at gå fremad i Zimbabwe.

Zimbabwe overgik først til flertalsstyre i 1980 og har stadig en gruppe af frihedskæmpere som landets magtfulde elite. De fleste sydafrikanske lande har efterhånden fået nogenlunde solide demokratier efter, at første generation af ledere er gået på pension, en proces som Zimbabwe nu også er startet på. En proces, som nok skal føre landet på rette kurs igen, spørgsmålet er bare, hvor lang tid det tager, og hvor meget befolkningen kommer til at lide i processen.

Voldsom inflation

Zimbabwe oplevede i løbet af 2008 en eskalering af inflationen, så den til sidst nående op på svimlende 89,7 sextillion (1021) procent. Zim-dollaren fik jævnligt skåret 10 nuller væk, og seddelpressen stod ikke stille. Sedler på op til 100 trillioner blev trykt op til tre gange med samme løbenummer.

Et sæt til offentligheden, et sæt til partiet og et sæt til militæret. De få forretninger, som stadig havde åbent, lukkede flere gange om dagen for at fordoble priserne til stor frustration for kunderne og de ansatte.

Samfundet gik i stå

Al offentlig service gik i stå, togene holdt stille, hospitalerne var tomme, skolerne og universiteterne var lukkede, vejene var oversvømmet på grund af sprængte vandrør og stoppede kloakker, strømafbrydelser på op til flere dage og permanent tomme vandhaner var, hvad befolkningen oplevede.

Dertil eller måske derfor kom en omfattende kolera-epidemi i følge UNICEF med 100.000 smittede og 4.000 døde og en omfattende fødevaremangel, hvor over 60 procent af befolkningen i følge WFP var afhængige af fødevarehjælp.

Siden de tre partiledere underskrev en aftale og langt om længe fik dannet en samlingsregering med ikke færre end 71 ministre, er der sket en del positive forandringer for landet og for den almindelige zimbabweaner.

Der er også nogle ting, som ikke er forandret, og som stadig gør, at folk lider, og de vestlige donorer ikke helt er villige til igen at give massiv støtte direkte gennem statsadministrationen.

Land på randen af sammenbrud

Landet fortsætter således med at være på randen af sammenbrud - kun holdt sammen af troen på en ny og bedre fremtid eller måske bare troen på, at det kunne blive ligesom før 2000, da farm-invasionerne virkelig tog fart.

Det er nu blevet lovligt at handle i udenlandsk valuta, normalt sydafrikanske rand eller amerikanske dollars. Zim-dollaren er ikke længere i brug i landet. Inflationen er helt forsvundet. Mange butikker er genåbnet og fulde af varer - både i byerne og ude på landet.

Samtidig er priserne faldet med ca. 50 procent siden januar. Zimbabwe oplever nu en regulær deflation specielt på fødevarer og husholdningsartikler.

Nu stabil valuta

At der overhovedet er varer i butikker, gør, at de fleste har nem adgang til de mest basale ting, og det kommer også de fattige på landet til gode. I tiden med hyperinflationen udnyttede mange kyniske forretningsmænd fra byerne deres viden og opkøbte landbrugsprodukter fra landet for penge, som allerede næsten var værdiløse, når de skiftede hænder.

Den stabile valuta gør nu, at landmænd kan få en regulær pris for deres produkter uden at blive snydt, samtidig kan de måske også spare lidt penge sammen til at købe såsæd eller gødning til næste landbrugssæson.

Trods god høstsæson stadig behov for fødevarehjælp

Årets samlet høst for en lokal landmand. Han venter nu på, at majsen skal tørre, så han kan skrælle kornene af og få dem malet til majsmel.

Talemåden ”man høster, som man sår” gælder også i Zimbabwe, og i år er det desværre heller ikke nær nok.

Høstudbyttet blev dog på grund af god regn i denne sæson på 170 procent over sidste års katastrofale høst. Men det er stadig kun 2/3 af, hvad Zimbabwe behøver.

Til trods for den generelt gode høst, er kun en fjerdedel af landets landbrugsjord opdyrket, og ifølge den seneste FN fødevareundersøgelse skyldes det blandt andet manglen på såsæd og gødning.

Den gode høst ser ud til at reducere perioden, hvor der er behov for fødevarehjælp, men at der også i den kommende sæson bliver behov for fødevarehjælp, er de humanitære organisationer ikke i tvivl om.

Allerede dagen efter at Tsvangirai blev taget i ed som premierminister, blev han i de statskontrollerede medier omtalt som den ærede præmiereminister - et radikalt skift efter han i årevis er blevet omtalt som lakaj for Bush og Blair, en parasit eller terrorist.

Eksemplet er kun et af mange på, at MDC har opnået en legitimitet, som ikke tidligere var mulig, en legitimitet som ikke sådan uden videre igen kan fratages partiet. Alle inklusive de statslige medier anerkender, at partiet er regeringsdueligt og et reelt alternativ til ZANU-PF.

Uopfyldte politiske målsætninger

Men ikke alt i Zimbabwe går som aftalt. I følge uafhængige organisationer i Zimbabwe, som følger processen, er stort set ingen af de politiske målsætninger, der blev sat for at kunne måle om Zimbabwe reelt ændrede kurs, blevet opfyldt.

Senest har Amnesty Internationals generalsekretær efter et seksdages ophold i Zimbabwe udtalt, at samlingsregeringen har gjort alt for lidt for at stoppe de massive, daglige menneskerettighedskrænkelser.

Der er stadig ikke frie medier, og journalister bliver rutinemæssigt chikaneret og fængslet, hvis de bliver lidt for skarpe i deres kritik af magthaverne. Det samme gælder fredelige demonstranter, som prøver at gøre opmærksom på, hvor hårdt livet er for almindelige og fattige zimbabweanere.

Ny bølge af fordrivelser af hvide farmere

Der er startet en ny bølge af fordrivelser af de sidste af de tilbageværende 300 hvide farmere, primært anført af ledende ZANU-PF-medlemmer. Bølgen startede, efter Mugabe i en tale sagde, at fordrivelserne var endegyldige. MDC bliver ved med at påtale, at landet må tilbage til en tilstand af lov og orden, men ledende militær- og politifolk ser ikke ud til at være enige, for fordrivelserne får lov at fortsætte.

De håber formentlig stadig, at det er muligt at sikre ZANU-PF en valgsejr ved næste valg om 18 måneder. I følge den ZANU-PF kritiske avis ”The Zimbabwean”, som bliver redigeret i London, går taktikken går ud på at obstruere samlingsregeringen så meget som muligt, så MDC fremstår som uduelig. Senest har visse politikere forslået at forbyde avisen, da de mener den bedriver landsskadelig virksomhed.

Før valget kan afholdes, må landet have en ny forfatning, den nuværende er en arv efter Rhodesia-tiden og efter indgåelsen af magtdelingsaftalen afspejler den ikke den aktuelle situation i landet. Processen ser ud til at blive langtrukken og besværlig, og mange observatører betvivler, at valget kan afholdes til den aftalte tid. Der er foreløbigt lagt op til konsultationer med civilsamfundet. Det er dog stadig uklart, hvem der rent faktisk bliver udvalgt til at deltage og af hvem.

Frist pust over landet

Stemningen på gaden er positiv, men også en smule afventende. Det er dog som om, der er kommet et frisk pust ind over landet. I samtaler lurerpasser folk ikke længere, men siger, hvad de mener. Halv- og heloffentlige myndigheder er ikke længere så mistænksomme, som de tidligere var, og i hvert fald de humanitære organisationer kan nogenlunde bevæge sig frit rundt i landet.

Men der er selvfølgelig stadig grænser for, hvad man kan sige og ikke sige. Uafhængige medier rapporterer, at politiet jævnligt arresterer fredelige demonstranter som ytrer deres utilfredshed med situationen i landet.

Lige siden massakrerne på 20.000 ndebeler, som et led i en intern magtkamp i Zimbabwe i midten af 1980erne, har der været åbne sår i folkesjælen i Zimbabwe. Et sår, som igen og igen er sprunget op, hver gang der har været parlaments og præsidentvalg.

Tid til forsoningsproces

De fleste zimbabweanere mener ifølge Zimbabwe Christian Alliance, at for at befolkningen skal komme videre som ét folk, er det tid til en forsoningsproces på tværs af politiske og etniske tilhørsforhold. En proces, hvor hver en sten bliver vendt og hvor både ofre og gerningsmand står frem.

Folk både i byerne og ude på landet har svært ved at forholde sig til en bedre fremtid med udvikling, når personer som tævede dem og tog deres husdyr ved sidste valg, stadig går rundt blandt dem. Til at fremme processen både på lokalt og overordnet plan spås kirkerne en fremtrædende rolle.

Der er kirkelige netværk overalt i Zimbabwe, som har den fornødne organisatoriske kapacitet, og de bliver for det meste regnet for upartiske. Det understregedes yderligere af Tsvangirai, som under sit seneste besøg i Danmark udtalte, at han forventer, at kirkerne går forrest og leder processen.

Zimbabwe lig mange andre afrikanske lande

De fleste mødre føder hjemme og får derfor ikke officielt registreret deres børn. Christian Care tager de lokale myndigheder med rundt, som så sørger for at registrere alle børn.

De fleste zimbabweanere er uforstående overfor, hvorfor deres land skal gennem sådan en nedtur, men hvis man kigger i de afrikanske historiebøger, er Zimbabwe langtfra et særtilfælde.

Landets udvikling er mere reglen end undtagelsen - de er bare 20 år bagefter. De fleste afrikanske stater fik deres uafhængighed i 1960erne, og typisk var det landets frihedskæmpere, der fik magten.

Landet har dog først skullet igennem en meget vanskelig tid. Noget nær et regulært kollaps af landet samt massivt pres udefra skulle der til, før de to kandidater sammen med en udbryderfraktion af MDC, ledet af Arthur Mutambara, endelig fik sat sig til forhandlingsbordet.