Folkekirkens Nødhjælp
Zambia
Kultur og udvikling i Zambia
”Hvad gør dig glad?”, spurgte jeg Irene, en 43-årig kvinde og mor til 5 børn i landsbyen Milima i Zambias sydprovins. Irene svarede hurtigt: børn, nok mad til at brødføde min familie, husly, sundhed og uddannelse.
I år har høsten været fremragende, så der er mad nok og alle er glade og fornøjede. Irene er stolt af at være medlem af den lokale ”Women for Change” (Kvinder for Forandring) områdekomite og forkvinde for den lokale byggekomite, der er i gang med at bygge et forsamlingshus og et kvægbad.
Arbejde i fællesskab
Dermed bygger de på en lokal tradition om at arbejde i fællesskab: de former og brænder mursten og yder arbejdskraft for at udføre byggeriet. Kun cement, jernarmering og tømmer skal bringes ind udefra og overdrages til dem som gave. Og da det er tørtid, er der ikke meget arbejde, der skal udføres på markerne, så der er rigelig tid til at arbejde sammen på projekter, der kan forbedre deres levevilkår.
Kvægbadet er meget vigtigt for dem, eftersom kvæg traditionelt udgør Tonga folkets ”bankkonto” og de i løbet af de sidste par årtier har de mistet op imod 80% af deres kvæg på grund af sygdomme.
Pengeøkonomien er ved at snige sig ind hos dem, og en vis indtjening får de ved at sælge fisk og ved at dyrke bomuld. Men priserne, som de kommercielle opkøbere giver for varerne, er lave. Med lidt held kan indtjeningen dække udgifter til enkle ting som sukker, salt, sæbe samt udgifterne til uniformer og bøger til de børn der går i skole.
Tillid til ledere og høvdinge
I deres daglige liv har landsbyboerne lært at stole mest på sig selv med lidt støtte fra bistandsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp. Regeringen yder sjældent støtte til mennesker i disse fjerntliggende egne af Zambia, 100 kilometer fra nærmeste asfalterede vej.
De har mere tillid til deres traditionelle ledere og høvdinge, som i hvert fald sikrer dem adgang til dyrkbar jord og hjælper dem med at løse konflikter, der måtte opstå i lokalsamfundet. De hjælper dem også med at fremføre deres problemer for myndighederne, og så er de med ved vigtige begivenheder i lokalsamfundet, f.eks. som jeg oplevede det ved en mindehøjtidelighed for 3 medlemmer af en storfamilie.
De 3 familiemedlemmer fra 3 generationer var døde i regntiden, så højtideligheden havde måtte udsættes til nu i tørtiden, hvor folk kunne rejse og også havde bedre tid. I 4 dage var 200 medlemmer af klanen samlet for at sørge og dermed også bevare klansammenholdet. Her medvirkede Høvdingen med de traditionelle begravelsestrommer.
Selvsikker kvinde i traditionelt patriarkalsk samfund
Irene stråler af selvtillid, hvilket ikke er en selvfølge i et traditionelt patriarkalsk samfund. Hun griner højlydt, når hun fortæller, hvordan hun og hendes 5 børn passer gården med kvæg og afgrøder. Hendes mand bestiller ikke så meget – han tilhører stadigvæk den ’gamle skole’, men nu respekterer han hende i hvert fald, for den person hun er, og for hvad hun udretter for familien.
Denne selvtillid indfandt sig ikke fra den ene dag til den anden. Det skyldes 10 års bevidstgørelses arbejde fra ”Women for Change” i Milima, at mænd og kvinder har ændret syn på køns spørgsmål og har lært at klare deres liv og forsørge deres familier under vanskelige forhold. De kombinerer traditionelle værdier med nye måder et se tingene på og handler derefter. Dette giver dem håb om, at fremtidige generationer vil forblive på landet og forbedre deres levevilkår der.
Uffe Gjerding
Folkekirkens Nødhjælps Landerepræsentant i Zambia
Artikler om Zambia
RSS feed
