Folkekirkens Nødhjælp
Zambia
Fanget imellem tradition og modernitet
Da vi bliver ført frem til terrassen ved høvding Amuken Isiteketos palads i den lille provinsby Kaoma i Zambias fattige vestlige provins, knæler vi og klapper i hænderne som tegn på respekt for hans myndighed.
Høvdingens ’palads’ er en ganske enkel bygning, og det er kun flueviskeren, som han tager op og gestikulerer med en gang imellem under samtalen, der minder os om den traditionelle autoritet, han besidder her i lokalsamfundet.
Høvdingen er en stille, rolig mand midt i 60erne. Han er tidligere regeringsembedsmand, og han fortæller os åbent om, hvilke værdier han sætter pris på og hvilken rolle, han indtager i den moderne zambiske nationalstat.
Traditionen med at knæle og klappe i hænderne kendetegner den kultur med gensidig respekt mellem mennesker, som særligt kommer til udtryk i denne del af Zambia.
Som beskytter af traditionen beklager høvdingen sig over de ændringer i den moralske adfærd, som gradvist er ved at trænge ind overalt, og som skader den traditionelle gensidig respekt og samarbejdsvillighed, der har karakteriseret megen afrikansk kultur og udvikling.
Han forklarer, hvordan de traditionelle initieringsriter for unge mænd og unge kvinder nogle steder endnu spiller en vigtig rolle i at bibringe dem livskundskaber, så de er bedre rustet til at klare sig som produktive voksne og ansvarlige familiemedlemmer.
Høvding Isiteketo fortsætter med at forklare, hvordan hans forfædre tildelte de første missionærer – Parisermissionen – land, og han beskriver, hvordan kristne værdier nu er blevet helt integreret med traditionelle værdier som vigtige vejvisere i menneskers liv i dagens Zambia.
I Zambia er 94 % af jorden under traditionelt ejerskab og forvaltes af høvdingen. Dog er en hel del jord siden 1991 blevet gjort til statslig jord til investering i kommercielle farme, minedrift og turisme.
Høvding Isiteketo besidder stadig myndighed til at tildele brugsretten til sine undersåtter i overensstemmelse med deres ønsker og behov. Og hans ’ministerdomstole’ tager sig af lokale stridigheder, hvor disse opstår – især omkring jordspørgsmål.
Høvdingen og hans ’ministre’ får derfor besøg af mange mennesker og ofte står de befolkningen nærmere end de nationale og lokale regeringsembedsmænd. De besidder en stor viden om, hvad der foregår lokalt, og hvilke problemer lokalsamfundene kæmper med.
Nogle gange kan de mobilisere arbejdskraft og overvåge arbejde, der udføres af lokalsamfundet med projekter såsom skolebyggeri, opførelse af klinikker, vedligeholdelse af veje osv.
Men deres magt og deres ressourcer er begrænset. De har ingen myndighed til at inddrive skatter, og de lever af de penge og gaver, som folk, der opsøger dem, medbringer. For eksempel medbragte vi kr. 150 og 3 poser sukker, da vi udbad os et møde med høvdingen. En del heraf forblev hos ’ministrene’ ved høvdingens domstol.
Det er ikke længere høvdingens opgave at føre an i udviklingen af lokalsamfundet, selvom han ofte har en god fornemmelse af, hvad behovene er.
Som eksempel klagede høvding Isiteketo over, at vejen fra hans palads til byens centrum ikke var blevet repareret de seneste 30 år på trods af hans klager over dens dårlige tilstand. Og da vi netop havde kørt den pågældende strækning i vore 4-hjuls trukne bil, kunne vi kun give ham ret.
Og som en af de øverste kvindelige høvdinge, som vi senere mødte, sagde til os, så var høvdingenes magt og kontrol blevet taget fra dem ved Zambias uafhængighed i 1964, men uden at man havde fundet en ny måde at fremhæve borgernes ansvarlighed og forpligtelser.
Dette uafklarede forhold mellem traditionel og moderne styreform udgør måske en af de største udfordringer til den moderne zambiske statsdannelse.
Hverken i forfatningen eller i daglig praksis har man fundet frem til den rette rollefordeling mellem de traditionelle strukturer og den moderne nationalstats strukturer.
Det ville være til stor gavn for landet, hvis dette forhold blev afklaret, så man kunne bygge på værdierne og fordelene ved begge systemer, som endnu eksisterer side om side.
Civilsamfundsorganisationer som ’Women for Change’ (’Kvinder for Udvikling’), som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med for at understøtte den fattige landbefolkning i Zambia, er meget opmærksomme på, at det ikke er tilstrækkeligt at samarbejde med de officielle regeringsmyndigheder.
Man må også samarbejde med de traditionelle ledere. Uden deres samtykke er det ikke muligt at arbejde i de lokale samfund på landet.
Mange steder udgør de stadigvæk nøglen til bevarelse af traditionelle positive værdier, men også til ændringer i traditionelle handlingsmønstre, hvor disse strider imod udviklingsbestræbelser for eksempel i spørgsmål som ligestilling mellem kvinder og mænd og kampen imod hiv/aids.
