Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Uganda

Folkekirkens Nødhjælp i Karamoja i 30 år

08.12.2009: Folkekirkens Nødhjælp har stået karamojongerne bi i tre årtier. Adskillige faktorer er årsag til, at der stadig er stort behov for hjælp til den fattige region. Årsagerne er blandt andre dårlig regeringsførelse, oprørsbevægelsers overgreb på civilbefolkningen og vejrmæssige katastrofer som oversvømmelser og tørker, der har været tiltagende de seneste år.

1979: Folkekirkens Nødhjælp bevilger en million kroner til hjælpearbejdet i Karamoja, Uganda, hvor befolkningen – særligt nomadestammerne – sulter. Man anslår, at 500.000 mennesker er berørt af hungersnød efter års tørke og Idi Amin-soldaters hærgen.

1980: Folkekirkens Nødhjælp leder den fødevareuddeling, som Ugandas anglikanske kirke forestår. Også FN’s Flygtningehøjkommisariat og World Food Programme uddeler fødevarer til den sultende befolkning. Folkekirkens Nødhjælp får med 2,4 millioner kroner fra Danida også mulighed for at støtte udviklingsprojekter på landbrugs- og sundhedsområdet.

1981: En ny katastrofe truer på grund af de foregående års tørke, og voldsom regn, som ødelægger vejene og gør det umuligt for lastbilerne at komme frem med fødevarehjælpen. Eksperter anslår, at der er brug for 500 tons fødevarehjælp til Karamoja hver uge i hele 1981. Sideløbende med fødevarebistanden bliver der sat et stort genopbygningsarbejde i gang i Karamoja. Arbejdet blev siden delvis ødelagt under Idi Amin.

1982: Genopbygning er i gang – veje bygges, kvæg vaccineres, klinikker bygges, kvinder får såsæd. Efter først otte år under Amin, dernæst hærgen og røverier fra hans soldater, der flygtede gennem Karamoja efter Amin blev styrtet og så to års tørke, trænger Karamoja til ro. Ud af en befolkning på 450.000 er 75.000 døde af sult.
Ugandas nye regering under Milton Obote arbejder sammen med Folkekirkens Nødhjælps partnere, Lutheran World Federation og Church of Uganda om at genopbygge Karamoja.

1983: Det går fremad for regionen. Ingen får længere madrationer uddelt, og befolkningen har sået og fået en høst at leve af. Folkekirkens Nødhjælp transporterer en borerig fra Knebel på Djursland, doneret af den canadiske kirke, til Karamoja. Generalsekretær Jens Jørgen Thomsen besøger Karamoja og taler for, at man skal forstå og bevare karamajongernes gamle og stolte kultur.

Fra 1984: Der bliver indført nye dyrkningsmetoder og gravet drikkevandsbrønde for at forebygge fremtidige katastrofer og hungersnød.

Fra 1986: Museveni bliver præsident, og det går langsomt fremad med udviklingen i Karamoja de følgende år, blandt andet med flere nye dyrkningsmetoder til landbruget.

Fra 1995: Folkekirkens Nødhjælps partner Lutheran World Federation (LWF) udvider brøndprojekter og vedligeholdelse af brønde. Flere udviklingsprojekter åbner i regionen de følgende år.

Fra 2003: Gennem 23 år har den lokale organisation Karamoja Agro-pastoral Development Program (KADP) været en del af LWF’s arbejde med hovedsageligt nødhjælp og hjælp til adgang til vand. I 2003 fik organisationen status af lokal NGO og arbejdet tog langsomt mere karakter af udviklingshjælp end nødhjælp. KADP fortsætter som Folkekirkens Nødhjælps tætte samarbejdspartner.

Fra 2006: Folkekirkens Nødhjælp lancerer et stort projekt til at forebygge katastrofer i forbindelse med klimaforandringer. Projektet rummer en række elementer til udvikling af landbruget, udvikling af mennesker og dyrs sundhed og udvikling af uddannelsesmulighederne.

2007: I forbindelse med julegavekataloget Giv en Ged samles karamojong-kvinder i grupper, der sammen får gedehold og undervisning i at dyrke afgrøder til dyrene.

2009: Folkekirkens Nødhjælp åbner kontor i Karamojas hovedby, Moroto, for at styrke indsatsen i regionen.

Anne-Mette Futtrup (amf@dca.dk)