|
|
| Jacoub Aou Deng flygtede med familien efter et angreb på deres landsby i august 2009. Fotos på denne side: Nils Carstensen |
“Vi løb ud af vores hytte, da skuddene vækkede os. Jeg bar vores et-årige baby, min kone havde vores to-årige i favnen. De andre tre børn hjalp hinanden med at flygte.”
Jacoub Aou Deng sidder i skyggen under et halvtag i byen Bor i det sydlige Sudan. Efter et angreb på deres landsby i august 2009, er hele familien flygtet for at finde hjælp.
“Skyderiet begyndte ved daggry og sammen de andre flygtede vi ud af byen uden at tage noget med os. Vi mistede 37 køer, 14 geder, 30 høns, vores kornforråd og alle vores ejendele,” fortæller den midaldrende mand.
|
|
| Nogle visne grene markerer i dag, hvor otte mennesker ligger begravet efter overfaldet på landsbyen. |
Folk flygtede i mange forskellige retninger, så det er svært at få præcise tal fra overfaldet, men Jacoub talte selv at mindst 40 af hans naboer blev dræbt - heraf var de 15 børn.
Angrebet på landsbyen blev sat ind fra nord med både gevær-ild og skulderbårne raketstyr. Da folk flygtede sydover ud af byen - væk fra skudretningen - faldt de i et planlagt baghold:
En krydsild fra snigskytter der kun havde et formål - at dræbe og såre så mange børn, kvinder og mænd som muligt.
Friskopgravet jord og nogle visne grene markerer i dag, hvor folk faldt. I en grav - små 200 meter uden for landsbyen er otte børn og voksne begravet sammen.
|
|
| Bedstemor med børnebørn - fordrevet fra deres landsby |
I løbet af 2009 er et stort antal lokale konflikter brudt ud i det sydlige Sudan. Ingen kan give et præcist tal på, hvor mange der er døde, men et forsigtigt skøn ville være et par tusinde mennesker.
Dertil kommer titusinder der er blevet berørt af konflikterne - heraf mange, der har måttet flygte hovedkuls og i flere måneder har levet af den mad som omkringliggende landsbyer og små byer har delt med dem.
“Vi flygtede hertil for tre måneder siden og har spist af deres mad lige siden,” forklarer en lokal chief og lærer, William Kongor.
Han tænker sig om et øjeblik og fortsætter så på et smukt, lidt gammeldags engelsk:
“Vi har boet hos de mennsker i tre måneder - de har delt alt med os. Så hvis nogen vil hjælpe os nu, må de huske at tænke på de mennesker, hvis mad vi nu har spist. De har ligeså meget brug for hjælp nu, som vi har!"
De mange lokale konflikter i det sydlige Sudan vurderes at have kostet flere menneskeliv i løbet af de seneste måneder, end konflikten i det nordvestlige Darfur har kostet i samme tidsrum.
Angrebet, der ramte Jacoub Aou Deng og William Kongor, er typisk for mange af de konflikter, der har ramt det sydlige Sudan i år. De bunder i urgamle modsætninger mellem forskellige stammer over græsning, vand og de kæmpestore kvægflokke, disse mennsker lever for - og som de er parat til at dø for.
Men nu løber disse traditionelt overkommelige konflikter løbsk, fordi de udkæmpes med automatvåben og raketstyr.
Pludselig er det ikke to, der dør - nu er der 200 ofre efter et kvægraid. Det bliver så hævnet på samme facon og en modbydelig spiral er i gang.
|
|
| Mere end tre måneder fra angrebet tør folk ikke vende hjem - hytterne står stadig tomme. |
Flere lokale kirkeledere advarer om, at konflikterne er helt ude af kontrol.
Samtidig mere end antyder mange iagttagere, at nogle af de våben, der bruges i konflikten, kommer fra kilder nær Sydsudans tidligere modstander - regeringen i det nordlige Sudan.
Den anklage bygger bl.a. på observationer af fly-leverancer af våben forud for angrebene. Regeringen i Khartoum afviser disse beskyldninger.
Det er dog er dog bemærkelsesværdigt, at næsten alle disse “nye” konflikter, involverer ledere og grupper, der tidligere har ladet sig købe af Khartoum til at skabe kaos i det sydlige Sudan.
I april 2010 skal der være valg i hele Sudan.
Året efter (2011) skal det sydlige Sudan afholde en folkeafstemning om mulig selvstændighed. Iagttagere vurderer i den sammenhæng, at regeringen i Khartoum kan have en interesse i at skabe uro og kaos i syden og på den måde prøve at forhindre, at det sydlige Sudan vælger selvstændighed - og stikker af med sine ganske betragtelige olieforekomster og frugtbare jord.
Du kan læse mere om Sudan og om fredaftalen mellem det nordlige og det sydlige Sudan her.
| Vis Jonglei, Sudan på et større kort |
| Det øverste mærke viser placeringen af Jonglei, mens det nederste mærke viser Juba, hvor Folkekirkens Nødhjælps regionale kontor ligger |
I samarbejde med det kirkelige katastrofenetværk, ACT International, har vi udsendt en appel for hjælp til de familier, der er ramt af enten lokale konflikter eller længere tids tørke i de to delstater Jonglei og Eastern Equatoria.
Sammen med lokale og internationale partnere prøver vi at skaffe penge til at: