Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Trædepumper reddet i sikkerhed fra oversvømmelser i Malawi

15.12.2009: I det sydlige Malawi er 44 af Folkekirkens Nødhjælps trædepumper ikke i brug for tiden, fordi Shire-floden, hvor pumperne får vandet fra, er ved at gå over sine bredder på grund af voldsom regn. Trædepumperne er fra Giv en ged-kampagnen og 44 af de i alt 448 pumper, som danskere har givet siden 2006, er givet til fattige malawianske bønder i Ntolongo i det sydlige Malawi, som slås med sult og dårlig høst blandt andet på grund af klimaforandringerne.

Trædepumper bruges til at pumpe vand op af en brønd eller en flod - til overrisling af marker og haver. I Malawi anvendes den især af mennesker, som bor langs med Shire floden i det sydlige Malawi

En trædepumpe ved Shire-floden i det sydlige Malawi bruges af op til fem familier (ca. 25 personer). Bønderne får mulighed for at supplere årets eneste høst i april med op til yderligere to afgrøder af majs og grøntsager, som dyrkes ved hjælp af overrisling i den ellers tørre periode i maj til oktober.

Folkekirkens Nødhjælp er blevet gjort opmærksom på, at 44 trædepumper, som er blevet opsat i det sydlige Malawi i landsbyen Ntolongo, ikke er i brug i øjeblikket på grund regntid.

”Bønderne pumper normalt vandet fra Shire-floden og overrisler de omkringliggende tørre marker for at få en ekstra høst. Bønderne bruger dog ikke vores pumper lige nu, hvor det er regntid. Og de har derfor indsamlet pumperne og anbragt dem i sikkerhed i landsbyen, så de ikke bliver ødelagt af de rivende vandmasser,” fortæller Lennart Skov-Hansen, som er Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant i Malawi.

332 pumper sikrer høst

Siden 2006 har danske gavegivere givet 448 trædepumper i alt via Giv en ged.

332 trædepumper er blevet fordelt til malawianske bønder, som hvert år slås med sult og dårlig høst.

Med vandet fra en trædepumpe kan bønderne i Malawi høste ikke blot en gang om året men to.

I landsbyen Ntolongo i det sydlige Malawi er der blevet uddelt 44 pumper af de i alt 332.

Giv en trædepumpe

Normal procedure

Folkekirkens Nødhjælps mangeårige samarbejdspartner i Malawi, CARD, som har drevet trædepumpe-projektet, har besøgt landsbyen Ntolongo i det sydlige Malawi.

Direktøren i CARD, Melton Luhanga, har netop i denne uge været i Ntolongo og set, at pumperne er i god stand.

Melton Luhanga oplyser, at det er hel normal procedure at pakke trædepumperne ned, når der er optræk til oversvømmelser. Projektet bliver regelmæssigt besøgt af medarbejdere fra CARDs kontor i Nsanje-provinsen.

Pumperne i gang igen til maj

Regntiden i det sydlige Malawi varer indtil begyndelsen af april næste år. Trædepumperne anvendes kun i den tørre periode og bliver derfor først taget i brug igen fra maj til oktober 2010.

Alle trædepumper, som Folkekirkens Nødhjælp har distribueret i Malawi, bliver anvendt i forbindelse med eksisterende projekter, hvor der regelmæssigt aflægges besøg enten af medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælps kontor i Malawi, men hyppigst dog af samarbejdspartnere.

”Vi eller vores samarbejdspartnere er ofte ude og se til projekterne for netop at sikre os, at pumperne bliver vedligeholdt,” siger Lennart Skov-Hansen.


Vis Nsanje på et større kort
Marianne Lemvig (mle@dca.dk)