Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Titusinder gav julegaver til gavn for verdens fattige

26.12.2007: Folkekirkens Nødhjælp glæder sig over, at titusinder af danskere har givet geder, høns, og andre humanitære gaver til jul

 

Også Ulla Tørnæs var begejstret for Giv-en-ged-ideen, da hun fik en ged forærende af Folkekirkens Nødhjælps ungdomsfrivillige.

Foto: Peter Høvring

En optælling lavet juledag, viser, at danskerne har købt over 30.000 julegaver via Folkekirkens Nødhjælps Giv en ged kampagne, hvor geder, høns og sække med ris samt køkkenhaver, fodbolde og skolebænke er blandt de gaver, som danskerne har købt flest af.

Alt i alt har danskerne købt julegaver via Folkekirkens Nødhjælps Giv en ged-kampagne for næsten syv millioner kroner. Og i Folkekirkens Nødhjælp er glæden stor.

”Det er fantastisk at se, at danskerne i den grad har ønsket at give gaver til gavn for verdens fattige. Selv om vores gavetal ikke når helt op på det samme som sidste år, så skønner vi, at det samlede gavesalg i Danmark af humanitære gaver i år næsten er fordoblet i forhold til sidste år,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær.

Ikke alene i år

 

Sådan gik det

De mest solgte julegaver blandt private givere er:

  •  

    6.337 Geder

     

  •  

    3.548 Hønseflokke

     

  •  

    3.155 Sække med ris

     

  •  

    2.232 Køkkenhaver

     

  •  

    2.151 Fodbolde

     

  •  

    1.755 Skolebænke

     

 

Sidste år var Folkekirkens Nødhjælp nærmest alene om at tilbyde denne form for julegaver, og danskerne købte for næsten 10 millioner kroner via Giv en ged-kampagnen.

"Denne jul har vi haft hjælp af fem andre organisationer, som også har solgt humanitære gaver. Vi er stolte over, at Giv en ged i den grad har været med til at synliggøre viljen blandt rigtigt mange danskerne til at bruge noget af deres julegavebudget på gaver, der gavner verdens fattigste.”

”Samtidig har vi givet virksomheder og erhvervslivet mulighed for at give sjove og meningsfyldte gaver til kolleger, samarbejdspartnere og kunder,” siger Henrik Stubkjær.

Satte debat i gang

Desuden har Folkekirkens Nødhjælp med Giv en ged fået sat gang i en god og nødvendig debat om u-landsbistanden og om, hvordan danskerne også kan være med til at støtte verdens fattigste. Og en rapport lavet af en gruppe agronomer har fastslået, at geder er god bistand til fattige familier, i de lande, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder.

Gederne såvel som de øvrige gaver bliver indkøbt lokalt og indgår i projekter, som Folkekirkens Nødhjælp i forvejen støtter ude i verden. Modtagerne er blandt verdens fattigste mennesker, for eksempel enlige kvinder, forældreløse børn eller familier ramt af sygdom og handicap. Med de gaver, som danskerne giver, følger både undervisning, faglig støtte og rådgivning. På www.givenged.dk kan man fortsat købe gaver.