|
|
| For 36 år siden var Saul Katema nødt til at sælge sin cykel. Nu kan han måske snart få en ny. |
Saul Katema løfter hakken højt over hovedet, inden han lader den suse mod den tørre markjord.
Han bliver ved med at lade metalbladet bide stykker af jorden, og imens han gør det, ruller en eneste tanke i hans hoved: Han forestiller sig den cykel, som han en dag vil få råd til at købe. Den skal have bagagebærer, så han kan cykle sine majskolber til markedet og køre familiemedlemmer på hospitalet.
Sidst Saul havde en cykel var i 1972. Men den blev han nødt til at sælge, for at kunne købe mad til sin familie.
Da han solgte den, vidste han, at han ville købe en ny, når han fik penge til det. Men det har han ikke haft endnu.
Gennem mange år har Saul hverken haft mad eller penge nok til at kunne holde sin familie mæt.
Tre af hans fem børn bor sammen med ham, og hevr dag må de nøjes med en enkelt portion majsgrød til aftensmad. Det er alt, de kan få.
Det er svært for Saul at blive ved med at arbejde i marken, fordi han aldrig kan spise sig mæt. Den halvtomme mave får ham til at føle sig svag.
I hans landsby, Mtolongo, som ligger i det sydligste Malawi, hvor det bliver op over 40 grader i november og december, er tørke et stort problem.
Gennem mange år har det betydet, at landmændene i Sauls by har hentet vand til de knastørre marker med livet som indsats i en krokodillefyldt flod.
Og i regntiden, når floden løber over sine bredder, drukner vandet afgrøderne. Derfor er høstudbyttet blevet stadigt mindre.
For ti år siden var det område, som Saul bor i, så velfungerende, at flere landmænd kunne levere majs og hirse til folk i byerne længere oppe i landet.
Nu kan bønderne ikke høste nok til at holde de lokale mætte.
Hele Malawi er ramt af klimaforandringer, men det er værst i det sydlige område.
Der står det så slemt til, at internationale ngo’er netop har ansøgt om at gøre det til katastrofeområde.
”På grund af den tørke, som mere eller mindre konstant plager den sydlige del af Malawi, kan landets regering nu kalde området for katastroferamt”, fortæller Agness Banda, som arbejder med katastrofehjælp for Folkekirkens Nødhjælp i Malawi.
Men Saul tror igen på, at han inden alt for længe vil kunne købe den cykel, som han har ventet på i 36 år.
For hans landsby har fået trædepumper, som kan hente vand op fra floden og sende det videre ud på markerne gennem plastikrør.
Med dem vil hans marker kunne få rigeligt med vand, hvilket kan give han en bedre høst.
Derfor håber Saul og hans landsbyfæller på at gå en bedre fremtid i møde, hvor de har nok majs til at kunne sælge og hvor de ikke længere skal sulte.
”Den dag jeg køber en cykel igen, skal alle børnene have en tur gennem landsbyen”, griner Saul Katema.