Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Manden i køkkenhaven

01.11.2008: I Honduras fattigste områder er sult et stort problem, og fædre er nødt til at forlade deres familier i månedsvis for at tjene penge ved daglejerarbejde. Det kan køkkenhaver lave fuldstændig om på.

0002913
© Mike Kollöffel

Geronimo udplanter stiklinger i køkkenhaven.

Mango, melon, tomater, agurker, lime, krydderurter, chili, bønner og kaffeplanter. Geronimo Orellana Rodriguez’ køkkenhave har det hele, og han viser den gerne frem.

”Jeg er meget glad for min køkkenhave, jeg bruger næsten al min tid på at passe den,” siger han og sætter sig på hug for at fjerne lidt ukrudt i et af bedene.

Han bor i bjerglandsbyen El Zapote i det vestlige Honduras, hvor hans familie sammen med 17 andre i området er blevet udvalgt af den lokale organisation CASM til at modtage en køkkenhave.

Udover frø, planter og frugttræer får familierne undervisning i, hvordan man anlægger og passer en køkkenhave.

Fælles for familierne er, at de har små stykker jord, der før ikke gav nok mad til at mætte familien.

Mad hele året

Området er et af de fattigste i Honduras, og fejl- og underernæring er meget udbredt, især blandt børn. Det kan køkkenhaverne hjælpe med at lave om på.

”Vi søger for, at køkkenhaverne har mange forskellige afgrøder, så de giver mad hele året rundt, og vi sammensætter frugt, grøntsager og krydderurter, så ernæringen er rigtig god,” fortæller Noris Pineda fra CASM.

Hun hjælper familierne med at anlægge og passe køkkenhaverne og fortæller dem om vigtigheden af alsidig og nærende kost. Det har blandt andet hjulpet familien Rodriguez.

”Nu har vi mad hele året, og mine børn kan blive mætte. Før spise vi kun bønner og majs, men nu har vi lært at spise mere varieret,” siger Geronimo Orellana Rodriguez.

Køkkenhaven skaber indkomst

I landsbyen Cacahuatal lidt derfra bor Jose Adan Ayalo sammen med sin kone og deres fire børn.

For tre år siden hjalp CASM dem med at anlægge en køkkenhave og lave et vandingssystem, ved at føre vand fra en nærliggende flod til en stor vandtank tæt på familiens jord.

Det har betydet, at familien kan dyrke frugt og grøntsager hele året.

”Køkkenhaven giver nu så meget, at vi har nok mad til at mætte familien, og vi kan endda sælge noget på markedet, så vi kan købe kød, tøj og sko til vores børn,” siger Jose Adan Ayalo.

Inden familien fik køkkenhaven, var han nødt til at forlade sin familie tre måneder om året for at arbejde som daglejer i kaffeplantager langt fra landsbyen.

Men siden 2005 har kan kunnet blive hjemme, fordi køkkenhaven både sørger for mad og indkomst til familien.

 

 

Anne Lund-Pedersen