Folkekirkens Nødhjælp

Manden der kaldte sig DanChurch

Under en brændende stærk sol står DanChurch og ser på, hvordan folkene fra Folkekirkens Nødhjælp instruerer de omkringstående i at så på den rigtige måde.

Det foregår på swahili eller et af de andre lokale sprog, men selv uden sprogkundskaber er det let at følge med. Først siger instruktøren noget, dernæst viser han det – og til sidst prøver folk det selv under yderligere instruktion.

Stedet er det østlige Congo – en dagsrejse med bil ind i landet fra Tanganyikasøen. I landsbyen Katwangaba. Her driver Folkekirkens Nødhjælp et udviklingsprojekt, der skal få de mennesker, der måtte flygte under den store borgerkrig i 1990’erne til at genoptage landbrugsproduktionen, nu da de er vendt hjem igen. Men de sidste mange år har der ikke været fred i Congo, så der har ikke været muligt at have en effektiv landbrugsproduktion i området.

Jorden var tidligere inficeret af landminer. Men gennem et par år har Folkekirkens Nødhjælp trænet og arbejdet med lokale mineryddere. De tidligere minefelter er nu blevet til marker. Jorden er frugtbar, regnen tilstrækkelig. Her høster døden ikke længere – det gør menneskene.

DanChurch er pygmæ – en smule mindre end de andre, kindbenene er mere markerede. Men det, der virkelig adskiller ham fra de øvrige, er hans kropsholdning.

Ligesom de andre pygmæer i gruppen står han hele tiden i udkanten og følger med. Vant til at kende sin plads. Lidt underdanig, træder tilbage, når andre vil til. Ansigtstrækkene er ikke så milde og venlige som hos de fleste andre bantuer.

DanChurch har oprindelig heddet noget andet, fortæller han.

Muliadambo var navnet, måske mere dækkende for hans situation, ”Den der spiser lidt”. Men efter at han er kommet med i gruppen og kunnet dyrke forskellige afgrøder, så han og familien faktisk kunne blive mætte, tog han af taknemmelighed navneforandring til DanChurch.

Måske også i forventning om, at kraften fra det nye navn kunne føre noget godt med sig. DanChurch er det navn, som Folkekirkens Nødhjælp er kendt under i Congo.

Han har kone og fem børn, et sjette er på vej. ”Hvis det bliver en pige, skal hun opkaldes efter dig,” siger han med et alvorligt smil til Birgitte Hagelund, leder af Folkekirkens Nødhjælps Congo-program.

Han får en seddel med navnet på et stykke papir, som han omhyggeligt folder sammen og gemmer bort i lommen.

Fremtiden er enkel for DanChurch, hans behov er ikke store. Han tøver lidt og tænker sig om. Han vil gerne have lidt mere såsæd til sin jord – og så også gerne en skole, så hans børn kan få en uddannelse, siger han med eftertryk.