|
|
| Chitiama passer godt på sin ged. De sover begge to indenfor. |
Chitiama piller peanuts i et forrygende tempo. Skallerne ligger foran hende i en større bunke. Chitiama har sæsonarbejde i en peanut plantage. Ellers skærer hun græs.
Hver morgen klokken seks drager hun i marken. Med sig i marken har hun den ged, hun har fået fra Folkekirkens Nødhjælp.
Det er otte måneder siden Chitiama fik sin ged.
"Jeg passer godt på den. Vi sover begge to inden for. For de yngre enker er geden meget vigtig, for de skal bruge penge til børnenes uddannelse. Mine sønner er voksne, så det er noget andet for mig," siger Chitiama.
Hun er 37 år gammel og bor i den indiske delstat Andra Pradesh. Er mor til tre og blev enke for ni år siden. Chitiama var 12 år da hun blev gift.
Før hendes mand døde, havde han været sengeliggende og syg i syv år. Hans medicin var dyr og børnene måtte stoppe med at gå i skole.
Den yngste søn på 16 er nu tilbage på skolebænken.
Den ældste på 22 arbejder som vagt i en bank og tjener 2000 rupees om måneden (cirka 170 kroner).
Han hjælper med at afdrage det lån, familien tog da faderen blev syg.
Hendes tre voksne sønner bor ikke længere hjemme, men får en månedlig hilsen fra mor i form af ris og chilli, som de kan lave mad af.
Enkerne er sat udenfor
"Enker må ikke røre ved andre i landsbyen. Vi må heller ikke røre tallerker, komme med til bryllupper eller kigge nogen i øjnene om morgenen, før de har været i templet. ”
”Det taler vi om, når vi mødes en gang om måneden - os der har fået en ged. Vi kunne godt tænke os at ændre traditionen. Endnu er der ikke nogen forandringer, jeg ved slet ikke om det kan lade sig gøre. Det håber jeg."
Efter en måneds arbejde kan hun hente en sæk med 30 kilo ris. Det rækker til en måned.
Chitiama venter på, at hendes ansøgning om en månedlig enkepension skal blive færdigbehandlet.
Hun har fået hjælp til sin ansøgning fra Sahanivasa, den samme organisation som også administrerer gederne.
Enkepensionen er på 400 rupees om måneden (cirka 35 kroner).
Af Mette Lund Sørensen