Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Bæredygtig biogas

30.09.2009: Biogas, kompostorme og køkkenhaver er med til at skabe bæredygtig udvikling i det vestlige Honduras

Rudolfo Gonzales har sammen med sin kone skabt et lille øko-husmandssted

Familien Gonzalez bor i Piña Veton i Honduras’ vestlige område, hvor Folkekirkens Nødhjælps lokale partner CASM arbejder med fødevaresikkerhed og bæredygtig udvikling blandt fattige småbønder.

Med hjælp fra CASM har familien Gonzales sammen med 37 andre familier i denne del af landet fået en ko og etableret et af de første af den slags biogasanlæg, som endnu flere fattige familier får glæde af i de kommende par år, når pengene fra ”giv en prut” omsættes til biogasanlæg og dertil hørende gasapparater.

Biogasanlæg skal ud til flere familier

I øjeblikket arbejder CASM på at finde nogle billigere og mere driftsikre biogasanlæg, sådan at flere familier kan få gavn af ”giv en prut”, som var én af Folkekirkens Nødhjælps Giv en ged-gaver sidste år.

Desuden skal der også arbejdes på at finde nogle fælles jorder, hvor flere familier kan slå sig sammen og holde køer.

”Det er et stort problem, at de fleste familier kun har et lille bitte stykke jord på måske 20 x 20 meter, hvor de både skal have køkkenhave, dyrke majs og bønner. De vil maksimalt kunne holde en ko, og der skal helst et par køer til for at biogasanlægget er driftigt,” forklarer Merlin Fuentes, der er teknisk rådgiver i CASM.

Familien Gonzales’ øko-husmandssted

Maria Zoila ved sine gasapparater

”Vi har tre køer nu. De giver mælk til familien, og gødning til biogasanlægget. Det er en kæmpe lettelse, at jeg ikke længere skal bruge al min tid på at hente brænde, sådan som jeg skulle tidligere. Nu har jeg gaskomfuret og bruger kun ildstedet indimellem,” fortæller Maria Zoila Gonzales.

Sammen med sin mand, Rudolfo, har familien med støtte fra CASM etableret noget nær et mønsterøkologisk husmandssted på toppen af bjergskrænten i Piña Veton, hvor familien bor og har et lille stykke jord ned ad bjergsiden.

Komøg, kompost og mindre brænde

Kaffeaffald, komøg og kompost ryger i biogasanlægget, som producerer gassen til Maria Zoilas madlavning.

Det giver flere fordele:

  • mindre træfældning og dermed mindre naturnedbrydning
  • meget mindre brændeforbrug
  • og ud med den usunde røg fra det åbne ildsted i køkkenet, som nu er lavet om til en lukket brændeovn med skorsten.

Et par bistader, der er lavet på ”gammeldags” facon med at udhule en træstamme, giver fem-seks liter i årlig honninghøst. Familien sælger cirka halvdelen lokalt og tjener omkring 275 kroner.

Ned ad skrænten er køkkenhaven og marken. Her står kaffebuske, bananpalmer, liljer, ananas, krydderurter, tomater, løg og bønner.

Regnvand til køkkenhaver

Et par store regnvandsbeholdere uden for huset samler vand, som familien bruger til at dyrke grøntsager i køkkenhaven og i marken, til køerne og til familiens forbrug.

Køkkenhaverne indgår som central del i fødevaresikkerhedsprogrammet i området, da de afgrøder, som familierne dyrker i køkkenhaven skal sikre deres børn bedre sundhed og ernæring.

Kompostorme til salg

Kilovis af kompostorme vrider sig i den mørke, fugtige muld i det lille staldhus, hvorfra Rudolfo sælger både naturgødning og kompostorme.

”Der er næsten ingen her, som har råd til at købe almindelig gødning, som koster 550 lempira for 50 kg på markedet. Jeg sælger 50 kg naturgødning for 200 lempira. Et pund orme kan jeg sælge for 100 lempira”, fortæller Rudolfo Gonzales.

Der er dog ikke meget gang i salget af naturgødning – endnu.

”Folk har ikke rigtigt vænnet sig til, at det er lige så godt og endda meget billigere at bruge naturgødning,” siger Merlin Fuentes fra CASM.

Linda Nordahl Jakobsen