Af: Malene Mikkelsen, programkoordinator for
Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Mellemøsten
Hvor er håbet om fred mellem israelere og palæstinensere i disse dage? Er det begravet i store sanddynger? Eller er det gravet op, som da en israelsk bulldozer for nylig pløjede sig gennem en nyplantet mark med 1.564 oliventræer i Gaza, som var købt og betalt af danske menigheder med et håb om fred og fremgang.
Alt er, som det alt for længe har været i konflikten mellem israelere og palæstinensere - bare værre. Godt nok er der ingen bosættelser i Gaza mere, men soldaterne og deres bulldozere er der stadig både inde i Gaza og udenfor. I 15 uger har ingen kunnet komme hverken ind eller ud af Gaza-striben. Antallet af palæstinensere, som er afhængige af mad fra FN, er steget til to ud af tre. Imens vokser hadet hævntørsten og håbløsheden.
Og hvad skal jeg så gøre ved det? Hvad skal jeg gøre ved den stigende fattigdom, hadet, og nyheden om de ødelagte træer, som var et projekt, jeg var med til at planlægge og forhandle på plads?
Jeg har vel to muligheder. Enten bliver jeg som alle dem, der på begge sider af konflikten lader hadet, hævnen og håbløsheden råde. Og så skriver jeg noget meget grimt om den bulldozer, der har ødelagt "mine træer".
Eller også holder jeg fast i håbet. Ikke fordi jeg er en helt. Men fordi alternativet bare er for trist og for destruktivt. Lad mig være som de palæstinensere og israelere, der stædigt bliver ved med at arbejde for fred og frihed for begge folk. Mod ødelagte træer, vold og fattigdom. Lad mig plante et nyt håb om fred.