Magasinet

Mukupas store hjerte

© Christian Stæhr

Den grønne papegøje Kiwi sidder på ydersiden af fugleburet i sit nye hjem på Islands Brygge.

På en hylde i køkkenet ved siden af to afrikanske krukker står et glas med noget ubestemmeligt.

Er det mon de berømte sommerfuglelarver, som Karen Mukupa har fortalt, hun har med hjem fra sine rejser til Afrika og spiser med stort velbehag?

Næh, det er bare Kiwis mad: Helt almindelige fuglefrø.

”Sommerfuglelarverne ligger stadig i en af kasserne,” lyder det fra den 34-årige sangerinde, der står på hovedet i en af de utallige fyldte flyttekasser i lejligheden.

Hun er på jagt efter noget tøj uden pletter, som hun kan have på i et lille tv-indslag til Boogie-tv om unges rap-idoler.

”Jeg bliver nødt til at tage en hat på”, siger hun og presser en sort hat ned over sit sorte pandehår, der stritter genstridigt.

”Ih altså, afrikansk hår er bare så besværligt,” siger hun og griner, mens hun finder et par store øreringe og en mascara frem fra en taske. Så er hun klar. ”Kom bare med kameraerne, Boogie-folk.”

To uger tidligere har hun også en kameramand i hælene, da hun samler ind for Folkekirkens Nødhjælp til årets sogneindsamling.

TV2 er helt med på at lave et indslag om en ung, smuk og kendt musiker, der sætter tre timer af til at vade rundt med en raslebøsse. For hvorfor gør hun det?

Karen Mukupa – der tidligere kaldte sig Miss Mukupa – er også en af de to frontfigurer for genbrugsbutikken fisk’ SKIFt-kollektion, der er tøj designet i Danmark men produceret i Burkina Faso og Guatemala.
Udover det stiller hun op til gratis koncerter for Amnesty og støtter Care Danmark – og har bakket op om en masse andre velgørende projekter.

Er hun en slags godhedsindustriens yndlingskendis?

”Altså, det ligger nok i min natur. At det er vigtigt at hjælpe dem, der har brug for det. Jeg har altid set min mor gøre det. Og min far har arbejdet med udvikling i Afrika. Så jeg ville føle mig som et dårligt menneske, hvis jeg sagde nej til at stille op. Men jeg er faktisk begyndt at forsøge at begrænse det lidt,” lyder det fra Karen.

Det sidste vender vi tilbage til. Men først spoler vi tiden 34 år tilbage og skifter scenen fra Islands Brygge ud med en lille landsby i Zambia.

Mukupa efter oldemor

Karen Mukupas far er uddannet laborant og er i Zambia, hvor han skal lære zambierne at lave ost og yoghurt på et mejeri.

I Zambia forelsker han sig i en smuk sort kvinde, der har elleve søskende, og hvor faderen arbejder i en kulmine for at skaffe penge til at give bare nogle af de mange børn en uddannelse.

Karens mor er en af de heldige, der har fået lov til at gå på college.

© Christian Stæhr

Vidste du at Karen... elsker ristede flyvende myrer har 52 fætre og kusiner i Zambia har lært sin kæreste, kokken Nikolaj Kirk, at lave en god nsima drømmer om at starte et børnehjem i Afrika

I landsbyen er der ingen elektricitet, og vand henter man ved åen.

Det er ikke altid, der er mad til mere end et enkelt måltid om dagen.

De to bliver gift, og som bare 20-årig og 22-årig får de en lille pige, som de døber Karen Mukupa. Navnet Mukupa får hun efter oldemoderen.

To år senere flytter de til Søborg, hvor Karens far er vokset op.

Nu tæller familien fire, for i mellemtiden har Karen fået en lillesøster – Inger. Det navn klinger så smukt dansk, synes pigernes mor.

I Søborg føler Karens mor sig ensom. Så hun er glad, da Karens far efter to år får job i Dar Es Salaam for firmaet Sadolin Farver.

I Tanzania kommer Karen i en international skole og møder børn fra alle mulige folkeslag.

De bor i udkanten af Dar Es Salaam lige op til et ghetto-område, og om eftermiddagen leger hun med børnene fra blikhusene.

Hun løber rundt på bare tæer og lærer, hvordan man fanger og spiser små fugle, der hænger fast på gummitræerne.

På en måde fornemmer Karen, at hun har mere end de andre børn.

Hun stjæler plastikposer og sugerør derhjemme og gemmer det på maven under tøjet og bytter med papegøjer, som børnene har fanget. Og de vingummier, som Karens mor og far får sendt fra Danmark og ellers sørger for at gemme, så de kan holde i laaang tid, snupper hun med og deler ud til børnene fra ghettoen.

Men samtidig er børnene også altid velkomne i hendes hjem, og hun skal ligesom dem lære at hjælpe til i hjemmet og opføre sig respektfuldt over for de ældre og ikke forstyrre, når moren har veninder på besøg eller ytre sin mening hele tiden.

Så hun føler sig opdraget som en afrikaner.

Karens mor gør også meget ud af at lære hende at lave den lokale ugali-grød – ”nsima” som den hedder i Zambia – og at tænde bål.

”Det skal du kunne, hvis du bliver gift med en fra bushen”, som hendes mor siger.

Karens mor har en fordybning hele vejen hen over tænderne i overmunden, formentlig fordi hun har været underernæret som barn.

Karen ser børn med de karakteristiske tykke maver og rødligt hår, som er tegn på fejlernæring. Men selv oplever hun ikke at sulte.
Danmark kommer til at stå for hende som Disneyland, hvor der er mælk i stride strømme, rulletrapper og Tivoli.

Når hun er på besøg hos sin farmor og farfar, er der ikke grænser for forkælelsen.

Glosuppe til middag

Da Karen var 10 bliver hendes fars firma solgt, og familien, der nu er forøget med en lillebror, rykker til Hvidovre.

Hidtil har Karen talt engelsk med forældrene og swahili i skolen.

Men hun lærer dansk på rekordtid og finder sig hurtig til rette på Risbjergskolen.

Godt nok er der en smule drilleri, som ”har du fået glosuppe til middag”, eller ”her kommer hende negeren”.

Men Karens far lærer hende at give svar på tiltale.

Mens Karen trives i Danmark, er det svæ­rere for moren – og faren har udlængsel.

Så tre år efter flytter familien igen til Tanzania – denne gang til Arusha, hvor faren skal arbejde på Mellemfolkeligt Samvirkes uddannelsescenter.

Til familiens store overraskelse synes Karen bare, at det er spændende at skulle til Afrika igen.

I skolen skal hun nu glemme alt om at sige læreren imod, som man kunne i Danmark. Her er strikse regler, men det trives den lidt konfliktsky pige med.

Hjemme får hun heller ikke lov til så meget, som de andre ”fuldblodsdanskere.”

På et tidspunkt kommer Karen på kostskole, hvor hun begynder at interessere sig for musik – særligt rapmusik.

Og den interesse tager hun med sig, da hun som 15-årig får lov til at flytte til Danmark.

Hendes mor og far er nemlig på vej til Zambia igen, og hun har ikke lyst til at tage med. Hun er træt af at flytte.

Det første år i Danmark bliver en blød overgang fra Afrika. Hun flytter ind hos nogle af forældrenes venner på Djursland i et kollektiv.

Det består af både danskere og afrikanere, som er med i kulturgruppen Utamaduni, der dyrker afrikansk dans.

Her skriver hun sin første rap. Og om sommeren møder hun den 14-årige Natasja Saad, der også har afrikanske rødder og er ”blandet” som hun – og vild med musik.

De to bliver veninder, Karen flytter til København og sammen med en tredje veninde danner de hip-hop-gruppen ”No Name Requested”.

Pigerne får en kontrakt med et pladeselskab og bliver spået en stor fremtid i musikbranchen. De spiller på klubber og spillesteder, og folk er vilde med deres energi og lyd, der er en blanding af rap og reggae.

Karen drømmer om at blive et rigtigt stort navn.

Så berømt og rig, at hun får en stemme og kan gøre en masse godt med sine penge ligesom Sting og Bono.

Men pladeselskabet har for travlt med ”Ace of Base”, som de også har i stald, og Karen og Natasja er måske heller ikke disciplinerede nok, så pladen bliver aldrig til noget.

I stedet kaster de sig over nye udfordringer. Karen bliver tv-vært for børneprogrammer og skriver børnebøger, mens Natasja uddanner sig til jockey.

Men drømmen om musikken ligger hele tiden og ulmer. I 2000 udkommer Karens debutalbum. I 2005 er det Natasjas tur til at udgive sin første skive.

Karen og Natasja er også på tour sammen og optræder som korpiger for hinanden.

I 2007 dør Natasja under et biluheld på Jamaica, hvor Karen Mukupa også er med i bilen. Venindens død tager hårdt på Karen.

I starten har hun slet ikke lyst til at lave musik mere, men langsomt kommer hun i gang igen. Og i marts måned i år udkommer hendes tredje album med navnet ”Dreamer.”

Vigtigt at fokusere sine kræfter

© Jonas Lodahl

Karen Mukupa i en funky kjole til ca. 650 kroner

Guatemala skaber dansk trend. SKIFts tredje kollektion er netop nu på bøjlerne. Tøjet er lavet af kvinder fra Guatemala, men designet af danske, frivillige hænder fra butik fisk. SKIFt er bæredygtigt tøj, som forener nordisk stil med gode produktionsforhold og sjæl fra det mellemamerikanske land. Du kan finde dit yndlingssommertøj i SKIFt-kollektionen, der består af kjoler, bælter, nederdele, toppe og herrebukser i mange forskellige ­farver. Når du køber SKIFt, går pengene direkte til kvinderne i Guatemala og til Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Og så er vi tilbage i nutiden, hvor Karen Mukupa er en yderst eftertragtet person – både for medierne, der vil have hende til at fortælle om hendes nye musik.

Men også for koncertarrangører og velgørende organisationer, der opfordrer hende til at stille op og spille gratis til fordel for et godt formål eller være frontfigur for en indsamling eller tøjkollektion, som Folkekirkens Nødhjælp gør det.

”Jeg har altid haft svært ved at sige nej. Men nu er jeg nået frem til, at det heller ikke er godt, hvis jeg siger ja til alle,” siger Karen.

”Jeg tror, at det er godt at fokusere sine kræfter. Offentligheden bliver måske træt af én, hvis man stiller op for det hele – så mister man lidt troværdighed. Og samtidig skal jeg jo også kunne få mad i munden, så det nytter ikke, hvis jeg hele tiden spiller gratis,” siger Karen.

Alligevel har hun et stort behov for at ”gøre noget godt” og har valgt nogle få organisationer eller hjertesager, som hun vil støtte – heldigvis for os er Folkekirkens Nødhjælp iblandt, fordi Karen har oplevet det arbejde, som Folkekirkens Nødhjælp gør i Zambia.

”Jeg er meget optaget af sult. Sikkert på grund af min baggrund. Men jeg synes, det er grotesk, at vi har folk, der sulter i verden, når der er så meget mad.”

Forventningerne er skruet ned i forhold til teenageårene.

Det er nok ikke helt realistisk at blive den nye Bono. Men det er også muligt at hjælpe andre, selvom man ikke er en stor berømthed i hele verden.

Ligesom moren sender Karen penge til mad til sin afrikanske familie, når hun har råd til det. Og hun gør det, selvom hun af og til føler, at de betragter hende lidt som ”julemanden”.

”Det lyder måske lidt helligt, og jeg er jo hverken nogen Buddha eller Dalai Lama, men jeg har brug for at føle, at jeg hjælper – for at være glad hver dag,” siger Karen.

Interviewet er slut, Karen synes, det er rart, at vi ikke kun har snakket om veninden Natasja – og er kommet til at grine flere gange ved minderne om barndommen i Tanzania og Zambia.