Magasinet

Isam Bs poesibog

© Scanpix

Hvad har din opvækst betydet for dig?

Mine forældre har altid været efter mig og mine søskende med, at vi skulle beskæftige os med noget. Vi skulle ikke bare gå og hænge. De fik os til at gå til sprogundervisning og guitar.

Min far har helt tilbage fra folkeskolen gjort meget ud af, at vi fik den internationale dimension med.

Og han har været ambitiøs på vores vegne. Nogle gange lidt for meget.

Allerede i børnehaveklassen skulle vi sidde sammen med ham og stave os gennem kronikken i Politiken.

Men i virkeligheden ville han bare give os de bedste forudsætninger, og så måtte vi selv tage den derfra, hvad vi så skulle ende som.

Hvordan blev du musiker?

Jeg husker stadig en dag, hvor jeg som stor teenager på 14-15 år så en fransk musikvideo med en fyr, der stod i sit mors køkken og spyttede hip-hop rim ud.

Han var også af anden etnisk oprindelse, og hans mor lignede min mor med tørklædet bundet op i en knold i nakken.

Det var et kunstnerisk moment, som ramte mig på et meget personligt niveau.

Hvad er det, at musik kan?

Musik kan åbne hjerter, hjerner og samle folk.

Vi mangler for eksempel et mødested mellem danske muslimer og kristne danskere.

Og her kan musik være et fælles berøringspunkt.

Hvem er dit største forbillede?

Min far. Han har altid stået ved sine værdier, men har været åben for at tage nye ting ind og skabe mødesteder for folk fra vidt forskellige steder i verden.

Hvem er dit musikalske forbillede?

Her kommer jeg ikke uden om Michael Jackson.

I midten af 80’erne købte jeg en piratkopi af et kassettebånd i Marokko, dengang hørte vi ikke radio derhjemme, og han var både nyskabende og bare lige en tand bedre end alle de andre.

Så havde han krøller, ligesom jeg havde dengang. Jeg hadede mine krøller. De var årsag til mobning og følelsen af at skille sig ud.

Men jeg kunne godt lide sammenligningen med Michael Jackson.

Hvad er din yndlingssang?

Michael Jacksons sang ”Man in the Mirror”, fordi den rører så stort et emne, at du ikke bare kan ændre dig som voksen.

Men du kan forbedre dig. Det kan alle, selvom det er svært at lave om på rutiner.

Hvad er den bedste sang, du har lavet?

Det er svært. Jeg behandler musikken som en dagbog; den afspejler det stadie, jeg er på – psykisk, fysisk og spirituelt.

Men sange som ”Aicha” og ”I Danmark er jeg født” betyder meget for mig. Det at grave ned i en sangskat og give en gammel sang et nyt liv og ikke bare duplikere.

Jeg stødte på ”I Danmark er jeg født”, fordi min kone gik og nynnede den. Så googlede jeg den, og det slog gnister.

De første par linjer var meget sigende for mig som kunstner.

Jeg elsker at rejse, men jeg skriver altid med udgangspunkt i København. Danmark er mit fundament.

Så jeg fortolkede sangen mere som en personlig ting end som et politisk manifest.

Hvad kan gøre dig rigtig glad?

En god dag i studiet, hvor jeg har ramt noget i tid og sted og begejstret mig selv og mit hold.

At se min søn smile. Han har sådan et fedt mellemrum mellem tænderne.

Efter en del rejseri kan jeg godt være superglad for at være hjemme og bare have en familiedag.

Hvad kan gøre dig rigtig vred?

Vrede er jo ikke så konstruktivt. Men jeg kan godt blive lidt grå og indelukket over situationen i verden sådan på et storpolitisk plan.

I det små er det mest, når nogen eller noget tæt på mig, der betyder noget for mig, skuffer eller sårer mig.

Hvis du hører, at over en milliard mennesker sulter, hvad tænker du så?

Jeg har set sult. Jeg er jo også marokkaner. Og på en rejse i Indien så jeg i Mumbai en hel stenbro fyldt med tiggere i alle aldre.

Det rammer mig meget hårdt at se sådan noget; jeg går helt i chok.Jeg tænker, at der er noget helt galt i verden på et økonomisk plan. Og der er noget i vejen med den måde, vi leder verden på.

Hvis vi ikke får mere balance i fordelingen af verdens rigdomme, så ender vi langt ude. Meget værre end en finanskrise.

Hvem har ansvaret for, at vi får en bedre og mere retfærdig verden?

Du kan ikke pege på en person. Ansvaret ligger hos os alle.

Vi skal væk fra det grimme, det grådige. Men det bliver ikke nemt, for nogle af de rige kommer til at blive mindre rige, hvis vi skal ændre klodens tilstand. Og det bliver svært.

Min tese er, at vi skal nå bunden, før vi forbedrer os.

Hvad gør du, når verdens tilstand deprimerer dig?

© Scanpix

Bønnen er en god måde at reflektere over det og få følelserne ud på.

Og så vil jeg sige kreativ handling.

Som kunstner og sanger er jeg beæret over for eksempel at få mulighed for at være med på en støtte-cd til Haiti.

Det er måske lidt corny (banalt, red.), vil nogen sige.

Men i sidste ende handler det om, at kan vi samle penge ind på den cd – om vi så bare hjælper en person – så er det berettiget, synes jeg.

Hvor går grænsen for, hvad du vil stille op til i den gode sags tjeneste?

Man kan ikke være ambassadør for alt. Men for eksempel Amnesty gør et rigtigt godt arbejde med at skabe opmærksomhed omkring forskellige problemer i verden for eksempel våben.

Jeg tager fat i det, som rører mig. Til de emner, jeg kan relatere til i forhold til mine værdier og de oplevelser, jeg har med i bagagen.

Som for eksempel sult eller kvinders rettigheder.

Hvad tænker du om at være muslim og stille op for Folkekirkens Nødhjælp?

Pointen er at yde en indsats og hjælpe nogle mennesker.

Så er det fuldstændigt ligegyldigt, om det sker gennem en muslimsk, jødisk eller kristen organisation. Det kunne måske godt have sat nogle tanker i gang, da navnet siger noget om tilknytningen til kristendommen.

Men det essentielle for mig vil altid være at hjælpe mennesker.

Du var med under klimatopmødet. Hvordan var det at stå på scenen og danse med Desmond Tutu?

Det var legendarisk. Måske bliver det ikke større.

Vi havde diskuteret inden, hvilket nummer vi skulle starte med og var endt med at begynde, som vi plejer, med ”The Emperor’s new beat”.

Men et par minutter inden koncerten fik jeg en følelse af, at det var helt forkert. Det var ikke bare en mavefornemmelse.

Det var en kropsfornemmelse, der fik mig til at insistere på, at vi i stedet startede med ”I only ask of God”, der er en argentinsk folkesang.

Og så kom Tutu ind og sluttede sig til os og jammede med os.

Det er sådan en sang, som rammer mange forskellige mennesker, og som folk kan fortolke, som de har lyst til i forhold til race, alder, kultur og religion.

Så det blev en fantastisk oplevelse. Kun kunne det have været prikken over i’et, hvis der havde været en muslimsk leder, en jødisk ditto og en ateist på scenen.

Klimaet handler ikke som sådan om religion, men om jordens tilstand.

Men religion betyder meget for mange mennesker, derfor kunne man have fået budskabet bredere ud med repræsentanter fra alle trosretninger.

Hvor vil du gerne hen - hvad vil du gerne opnå?

Sindsro. Det er en kamp at opnå – en rejse, der varer hele livet.

Det er noget, jeg søger. Om man kan få det hele tiden, ved jeg ikke. Men jeg vil gerne have det.

Sindsro er forbundet med en balance mellem stabilitet og spontanitet og sikkerhed. Det er en rutsjebane. Det går op og ned.

Når jeg ikke har sindsro, så har jeg en uro i kroppen og en tvivl, om jeg har gjort mit bedste.

Og jeg tager måske verden lidt for meget på mine skuldre, i stedet for at give mig selv et klap på skulderen og sætte tingene i perspektiv.

Jeg tænker, at jeg bliver nødt til at slå koldt vand i blodet og se, hvor jeg står, og hvad jeg så kan opnå derfra.