Folkekirkens Nødhjælp

Tip en ven Print Forstør tekst Formindsk
 
 

Magasinet

Fredsaftale i modvind

26.05.2008: Selvom det er lykkedes at få regimet i Khartoum og oprørsbevægelsen SPLM i syd til at lægge våbnene, er udfordringerne for en varig fred i Sudan store.
Det fortæller Folkekirkens Nødhjælps programmedarbejder i Sydsudan, Mads Frilander.

© Nils Carstensen

Sydsudanesere forlader Kakuma-lejren i Kenya i hobetal. Sidste år tog over 19.000 sudanesere hjem til Sydsudan. I år er tallet godt 4000.

Selvom det er lykkedes at få regimet i Khartoum og oprørsbevægelsen SPLM i syd til at lægge våbnene, er udfordringerne for en varig fred i Sudan store.

Det fortæller Folkekirkens Nødhjælps programmedarbejder i Sydsudan, Mads Frilander.

Fredsaftalen, som afsluttede 21 års borgerkrig i 2005, er grundlaget for en reform af Sudans militærregime, der er hovedårsagen til landets mange konflikter.
I aftalen er der en deling af Sudans olierigdomme, og der er flere demokratiske processer, som skal føre til nationalt valg i 2009.

I 2011 skal Sydsudan stemme om uafhængighed fra Nordsudan.

Flere områder i fredsaftalen halter bagefter og er gået i hårdknude.

Det regerende Nationale Kongresparti i nord, NCP, nægter at acceptere den historiske grænsedragning, der refereres til i fredsaftalen. SPLM i syd vil ikke genforhandle grænseaftalen og trak sig sidste år ud af den nationale overgangsregering i Khartoum, fordi de mente, at NCP ville sabotere fredsaftalen og i øvrigt skjulte landets reelle olieindtægter.

SPLM er nu tilbage i regeringen, men problemerne er ikke løst. Den nydannede selvstyreregering i Sydsudan beskyldes for at være korrupt og ineffektiv.

Fortsæt presset

Et land i krig

Der bor omkring 38,6 millioner mennesker i Sudan.

Udover en 11-årig periode har Sudan været i krig siden uafhængigheden i 1956 fra den britisk/egyptiske koloniherre.
Krigen i Sudans vestlige Darfur-region fortsætter. Oprør ulmer flere steder i landet.

Borgerkrigen mellem Nord- og Sydsudan sluttede formelt den 9. januar 2005

Trods udfordringerne tror Folkekirkens Nødhjælps programmedarbejder i Juba i Sydsudan på fremskridt.

”Jeg tror på, at freden vil holde, hvis alle, der har været involveret i at få aftalen på plads, fastholder fokus på at få den fuldført.

Det internationale samfund har en vigtig rolle i at holde parterne fast på aftalen og at indfri deres løfter om økonomisk og teknisk støtte,” siger Mads Frilander.

Gennem lokale samarbejdspartnere støtter Folkekirkens Nødhjælp udviklingen i nogle af de mest marginaliserede og konfliktramte områder; staterne Jonglei, South Kordofan og Blue Nile.

Samarbejdspartnerne bygger og udvider skoler, genetablerer landbrug og oplyser om fredsaftalen, så folk bliver klar over, at de har ret til for eksempel at deltage i demokratiske valg.

Derudover bliver der arbejdet med konfliktløsning, ammunitionsrydning og undervisning i minefare i Nuba-bjergene.

Malene Haakansson (mah@dca.dk)