Status på 2015 Målene

FN's 2015 Mål går i den rigtige retning

Mål 1 - Fattigdom ANDELEN AF VERDENS FATTIGE HALVERET

Andelen af mennesker i verden, der lever i ekstrem fattigdom, er halveret fra 1990 til i dag. Ifølge Verdensbanken er der i dag ca. 1,1 milliarder i fattigdom mod 1,8 milliarder i 1990.

At der så alligevel er sket en halvering skyldes at verdens befolkning også er vokset i de 20 år. Ifølge Verdensbanken vil der i 2015 være under 900 millioner ekstremt fattige i verden.

Andelen af undervægtige børn er faldet fra 29% i 1990 til 18% i 2010 – det svarer til et fald på godt 63 millioner børn.(WHO) Mange fattige i Kina og andre asiatiske lande har oplevet en stor stigning i velstanden. Flere afrikanske lande har også oplevet markante fremskridt.

Værst står det til for Afrikas Horn og landene syd for Sahara. FN vurderer, at der i 2010 var omkring 925 millioner underernærede mennesker på kloden, hvilket er et fald på ca. 100 millioner fra 2009 men stadig uacceptabelt højt (FAO).

Mål 2 - Uddannelse 89 % AF U-LANDENES BØRN GÅR I SKOLE

Det har vist sig at være ret enkelt at få hele verden i skole: Man skal investere i uddannelse af lærere, servere måltider for børnene og gøre det gratis at gå i skole. I Tanzania går dobbelt så mange børn i skole som i 1999.

Også børn fra Ghana, Kenya, Mozambique, Etiopien og Nepal har nydt godt af, at de ikke skal betale for at lære noget.

Men der er også udfordringer at tage fat på: De sidste 11% skal med; der skal kvalitet i undervisningen, og det skal sikres, at børnene gennemfører skolegangen. Det giver flere piger i skolerne, når de har adgang til egne toiletter.

Mål 3 - Ligestilling PIGER OG DRENGE ER BLEVET MERE LIGESTILLEDE

Det går fremad med ligestillingen for kvinder i mange lande. For ca. ti år siden gik kun 91 piger pr. 100 drenge i grundskole. I 2009 var det 96 piger pr. 100 drenge.

Rwanda har den højeste repræsentation af kvinder i parlamentet i forhold til resten af verdens lande, både de udviklede lande og ulandene.

Der er dog stadig store udfordringer med hensyn til kvinders rettigheder. For eksempel er de ofte henvist til mere usikre og dårligere jobs end mænd, og de får typisk en lavere løn.

Mål 4 - Børnedødelighed FÆRRE BØRN DØR

Børnedødeligheden falder hastigt i hele verden. Siden 1990 er tallet faldet med en tredjedel fra 99 døde per 1.000 til 66 i 2009. Omfattende vaccinationsprogrammer har betydet, at på bare ti år er antallet af børn i Afrika, som dør af mæslinger, faldet med over 90 %.

I 2010 oplevede man for første gang nogensinde at børnedødeligheden lå under 9 millioner om året. Men der dør altså stadig ca. 22.000 børn hver dag. Det svarer til ca. 924 i timen eller ca. 15 i minuttet.

Børnene dør typisk af sygdomme som malaria og diarre, der normalt kan forebygges eller behandles.

Mål 5 - Mødredødelighed FLERE KVINDER OVERLEVER AT FØDE BØRN

65 % af alle kvinder i u-landene får i dag hjælp af en jordmoder under fødslen. I 1990 var det 55 %. Det er især kvinderne i Nordafrika og Sydøstasien, som i hyppigere grad har en jordmoder med ved fødslen.

Mange lande mangler et velfungerende sundhedssystem. Det gælder særligt for landene i Afrika syd for Sahara. I u-landene er andelen af kvinder som tilses af uddannet sundhedspersonale mindst én gang under en graviditet steget fra 64 % i 1990 til 81 % i 2009.

Målet med at reducere mødredødeligheden med 3/4 mellem 1990-2015 oplever den mindste fremgang af de otte 2015 Mål.

Mål 6 - SYGDOMME

Mål 6 lyder: "Bremse og reducere udbredelsen af HIV/AIDS inden 2015". Derfor er det ikke globalt muligt at måle, hvor tæt vi er på målet. HIV er dog på vej ned i mange lande. Antallet af hiv-smittede, der modtager aids-medicin er 13-doblet fra 2004 til 2009.

Det har været med til at antallet af aids-dødsfld i samme periode er faldet med 19 %. Antallet af HIV-smittede gravide kvinder, som får en behandling, der forhindrer, at HIV overføres til deres børn, er steget fra 9 % i 2004 til 53 % i 2009. I 2009 betød det, at 170.000 børn slap for at få HIV i vuggegave (UNAIDS).

Antallet af nye HIV- smittede toppede i 1996 med 3,5 millioner. I 2009 var tallet faldet til 2,6 millioner. I D.R. Congo, Niger, Sierra Leone, Liberia, Etiopien og Nigeria ved 50% af alle unge kvinder, hvordan man beskytter sig mod at blive smittet med HIV.

Malaria udgør stadig et stort problem, men øget brug af myggenet har fået malaria-dødsfald til at falde med 20 % fra 2000 til 2009.

Mål 7 - Bæredygtigt miljø 1,8 MILLIARDER FLERE HAR NU ADGANG TIL DRIKKEVAND

Mål 7 dækker over indsatsområder som biodiversitet, afskovning, slum og udledning af CO2. Verden er på vej til at indfri målet om at halvere antallet af mennesker, som ikke har adgang til rent drikkevand. Det skyldes især, at de enkelte lande har investeret heftigt i forbedret vand og sanitet.

De største fremskridt på drikkevandsområdet er opnået i Østasien, hvor adgang til rent drikkevand siden 1990 er forbedret med 30 %. Den globale udledning af CO2 går stadig i den forkerte retning. Det forventes, at vi i 2020 vil udlede 65 % mere CO2 i forhold til 1990-niveau.

Mål 8 – Globalt partnerskab

Henover de sidste ti år har u-landene og verdens fattigste lande opnået større adgang til de udviklede landes markeder. Det er de rigeste u-lande, der har oplevet den største stigning, mens de mest fattige lande kun har oplevet en marginal stigning.

Udviklingsbistanden er stigende på trods af finanskrisen, men Afrika har ikke modtaget det beløb, som de var stillet i udsigt. Hidtil har kun fem lande nået FN’s målsætning om at give 0,7 % af BNP i udviklingsbistand. Danmark er et af de lande. Vi giver ca. 0,9 % af BNP.

Kilde: FN