Der skal sondres mellem ret og retfærdighed
For nogle år siden gjorde en landsdommer opmærksom på, at det eneste ord, der ikke står i de juridiske lærebøger er ordet retfærdighed. Det var en smule overraskende, fordi det er den almindelige opfattelse, at en dommer skal dømme retfærdigt i en retssag og være med til at skabe retfærdighed, når en retssag afsluttes med ordene: thi kendes for ret.
Vi må derfor begynde med at sondre mellem ret og retfærdighed. Retten bliver afgjort ved en retssag ud fra den tolkning af loven, som dommeren finder rigtigst i en konkret sag. Det kan godt være, at sagens tabende part ikke er tilfreds med dommen og finder den uretfærdig. I et ordentligt retssystem kan dommen så ankes, men det er ikke ensbetydende, at man får ret eller ændret sin opfattelse af at være blevet behandlet uretfærdigt af retssystemet.
Børns rettigheder
Med til overvejelsen af forholdet mellem ret og retfærdighed hører også det faktum, at alle mennesker er udstyret med en række borgerrettigheder, der sikrer dem imod vilkårlig behandling af andre mennesker eller af offentlige myndigheder. Krænkelse af borgernes rettigheder som f.eks. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed kan medføre retssag, bøde eller frihedsberøvelse alt efter de lokale forhold.
Det seneste skud på udviklingen af borgerrettigheder er vedtagelse af FNs konvention for børnenes rettigheder. Blandt de vigtigste børnerettigheder er retten til uddannelse og forbuddet mod børnearbejde. FNs Børnekonvention skal mindske den grove udnyttelse af børn, der sker mange steder i verden, og som forhindrer, at børnene kan få en uddannelse, så de på langt sigt kan blive myndige mennesker, der er i stand til at tjene deres egne penge på en ordentlig måde og brødføde deres familier. FNs børnekonvention har bidraget til at skærpe det internationale samfunds opmærksomhed omkring undertrykkelse og misbrug af børn. Samtidig har det givet menneskerettighedsorganisationer et juridisk værktøj til at føre sager imod personer, der krænker børnenes rettigheder.
Ethvert menneske har rettigheder fordi det er skabt i Guds billede
Børnekonventionen er udtryk for den rettighedstænkning, der blev etableret til regulering af det internationale samfund efter Anden Verdenskrig. Den internationale menneskerettighedserklæring blev vedtaget d. 10. december 1948 som et direkte resultat af krigens uhyrlige overgreb på jøder, handicappede, homoseksuelle og sigøjnere. Der skulle sættes en stopper for, at stater kunne straffe deres indbyggere, blot fordi de havde en bestemt religion, seksuel orientering, etnisk baggrund eller sygdom. ”Aldrig mere” lød budskabet fra FN, og redskabet til at opnå det formål var international enighed om at udstyre hvert enkelt menneske med et sæt rettigheder, der skal beskytte individet mod overgreb.
Blandt de toneangivende deltagere i udarbejdelsen af FNs Menneskerettighedserklæring var en række teologer og kirkefolk, der betonede, at mennesket som skabt i Guds billede er ukrænkeligt og har en værdi, der skal respekteres uanset en regerings politiske opfattelse. Ethvert menneske har ret til liv og til at leve et liv i frihed, fred og retfærdighed. Rettighedstænkningen udfordrede den traditionelle tænkning på mindst to områder. For det første blev det understreget, at politisk og militær magt ikke altid har retten på sin side. Magt er ikke altid ret, fordi magten skal tage hensyn til, hvem man udøver magten over for. For det andet udfordrede rettighedstænkningen den nationale stats suveræne ret til at gøre, hvad den ønskede, over for dens indbyggere. Det lå i kortene, at en stat, der krænker borgernes rettigheder, må være indstillet på andre stater og institutioners kritik og modstand.
Rettigheder er vejen frem mod et mere retfærdigt samfund
På det teologiske område var rettighedstænkningen en udvidelse af den traditionelle tanke om at vise barmhjertighed over for den svage. Rettighedstænkningen flyttede fokus fra den, der skal øve barmhjertighed, til den, der har rettigheder. Det skete i erkendelse af, at kristen etik hviler på både en tanke om barmhjertighed og en tanke om den enkeltes rettigheder. Ikke mindst Det Gamle Testamentets udsagn om, at det hører til opgaven at beskytte flygtningene, de faderløse og enkerne er blevet udlagt som en forpligtelse til at beskytte udsatte mennesker og samfundsgruppers rettigheder. Dette er ikke det samme som at sikre retfærdigheden, fordi den er større og mere omfattende end retten. Men overholdelse af individets eller gruppens rettigheder er et skridt på vejen til at skabe mere retfærdighed i et samfund. Det kan også ske i Uganda, når børnenes rettigheder bliver respekteret. Når det sker, respekteres det enkelte barn også. Det er det første skridt til mere frihed, mere retfærdighed og mere demokrati. Måske er et i visse tilfælde ligefrem nødvendigt at gå rettens vej for at få børnenes rettigheder respekteret, men mindre kan forhåbentligt også gøre det gennem uddannelse og oplysning – både herhjemme og i Uganda.