»Vi kan ikke skrive under på en aftale, som ikke garanterer vores overlevelse,« lød det i går fra Grenadas delegation, der talte på vegne af alliancen af ø-stater, AOSIS-landende.
Ø-staten Grenada holdt en bevægende tale, hvor det blev gjort helt
klart, at de ikke kan gå med til en aftale, der betyder, at deres land
forsvinder.
Et helt igennem forståeligt argument, skulle man mene. Alligevel er der
uenighed, ikke om der skal være en klimaaftale eller ej, men om længden
af en ny forpligtelsesperiode for den eksisterende klimaaftale, Kyoto-protokollen.
De fattige og sårbare lande argumenterer for fem år, mens de rige lande
foreslår otte år. Logikken er klar nok. De fattige lande lytter til
videnskaben, der fortæller dem, at deres lande står til at forsvinde,
hvis ikke ambitionerne skrues helt op. De vil derfor have en kortere
aftale, så der er bedre muligheder for fleksibilitet og hurtigt at kunne
skrue op for ambitionerne. De vil ikke binde sig til en aftale med en lang
tidshorisont, der hurtigt kan vise sig at være alt for uambitiøs.
De rige lande derimod lader mere til at lytte til nationale interesser, og
søger stabilitet fremfor de højest mulige ambitioner. De vil hellere
have en periode på otte år. Problemet er bare, at hvis vi om måske tre
år kan se, at vi fortsat er alt for uambitiøse, så er der langt til en
genforhandling.
Forskellen på fem eller otte år kan på afstand virke som en bagatel.
Men i sidste ende kan aftalens længde være netop forskellen, der afgør,
om en række lande fortsat skal eksistere.
© Mike Kollöffel