Finansiering er en af de vigtigste emner på COP17 i Durban. Alle taler om penge, men ingen ønsker tilsyneladende at betale.
Der er dog enighed om, at der skal findes 100 mia. dollar om året fra 2020 til klimafinansiering i ulandene. Men der er ikke enighed om, hvor pengene skal findes. Og med den aktuelle finanskrise, der udhuler statskasserne i en lang række af verdens rigeste lande, er det ikke blevet mindre problematisk at tale om alle de penge der er brug for til klimaaktiviteter i ulande.
Derfor er de rige landes regeringer begyndt at kigge i retning af erhvervslivet. Dér er der penge.
I 2010 placerede private virksomheder investeringer for 570 mia. dollar i ulandene. Til sammenligning blev der givet bistand til ulandene for godt
128 mia. dollar.
Men tallene bedrager. Hvis man ser nærmere på de private investeringer i ulandene, så ser man, at det er ”ulande” som Kina og Indien, der investeres i - ikke de fattigste ulande. Kun 5 procent af de samlede investeringer gik til de 49 fattigste lande i verden. Og ser man på hvad de fem procent så investeres i, så er det fortrinsvis olie og mineraludvinding. At forvente at disse penge pludselig investeres i landbrug og klimatilpasning er ikke realistisk.
Men behovet for klimapenge er enormt, så alle muligheder skal undersøges. Også finansiering fra det private erhvervsliv, som helt sikkert også bør spille en rolle. Men der er også behov for at se med realistiske briller på erhvervslivets bidrag, og ikke præsentere private penge som en ny mirakelløsning, der med et løfter alle byrder. For selvom privat kapital finder vej til lande som Kina, Indien og Brasilien, så er de private virksomheders villighed til at investere i de fattigste lande meget beskeden. Og det er der behovet for finansiering er størst.
...
Læs i øvrigt en netop publiceret analyse fra Stockholm Environmental Institute (SEI), der viser, at det bliver meget vanskeligt at få private virksomheder til at investere i klimatilpasning eller andre aktiviteter i verdens fattigste lande.
© Mike Kollöffel