I morgen mødes EU's miljø- og klimaministre for at tale om hvordan EU kan øge unionens klimaambitioner. Der er en mulighed for, at det bliver et højdepunkt under det danske EU formandskab, en milepæl hvor EU endelig øger reduktions målet for CO2 udslip fra det nuværende 20% i 2020, til 30% i 2020.

Det ser dog desværre ikke ud til at ske. Selv om der er flere lande, der gerne vil øge EU's ambitioner, så er der også et land som ikke vil, nemlig Polen. Polen har indtil nu været et fodslæbende land, som gør hvad de kan for at holde EU tilbage.

Kirkelige organisationer fra hele Europa, både katolske og protestantiske, har derfor skrevet et brev til den polske regering. Kom så Polen, lyt til kirkerne, lyt til de mange firmaer, som vil have tydeligere regler, lyt til befolkningerne i EU, som er bekymrede for vores fælles fremtid, og lyt til alle de ulande, som allerede lever med effekterne af klimaforandringerne!

Så er klimatopmødet i Durban slut. Det blev en diplomatisk succes, men et usselt resultat for de fattigste. Mange af de lande som har størst udslip, har traditionelt gjort alt, hvad de kunne for at undgå en aftale. Men nu har de accepteret en bindende klimaaftale, og det er jo godt.

Men klimaaftalen skal først træde i kraft i 2020, og når vi taler om klimaforandringer, så er det et katastrofalt perspektiv. Ifølge alle videnskablige beregninger bør de globale udslip toppe allerede i 2015, hvis vi fortsat skal have håb om at bevare kontrollen over klimaforandringerne.

I Folkekirkens Nødhjælp og i vores klimaarbejde tager vi udgangspunkt i klodens fattigeste. Og ser vi på netop de fattige, så er resultatet endnu mere katastrofalt. Deres livsbetingelser er hastigt ved at smuldre bort, og hvis aftalen for Durban bliver en realitet - hvis verdens lande for alvor først lægger kursen om fra 2020 - så vil antallet af klimaofre og flygtninge eksplodere.

Så muligvis var der resultater i Durban. Men hvis de komme til at stå alene, så er der ikke meget håb. Vi har brug handling på den korte bane. Ikke bare lovord om en fjern fremtid.

Der er blot få timer til klimatopmødet i Durban slutter. Og lige nu kan det gå begge veje. Tidligere i dag fredag fortalte den danske klima- og energiminister, Martin Lidegaard, at EU vil gøre alt for at få en aftale hjem, men at »der ikke bliver en aftale, hvis ikke det også er en god aftale for klimaet«.

EU gik i går aftes i alliance med i alt 90 af verdens fattigste og mest skrøbelige lande. Det er de såkaldte LDC lande (least developed countries) og landene i AOSIS blokken, som er gruppen af ø-stater.

Den nye alliance - der altså dækker over en række af verdens rigeste og verdens absolut fattigste lande - kan være godt nyt for klimaet og de fattige. For som Martin Lidegaard også fortalte, så vil alliancen overleve uanset om det lykkedes verdens ledere at ny en klimaaftale i Durban i nat. Det gælder om, at de lande, der har et fælles mål, nu og i fremtiden lægger pres på de lande, der hverken har mål eller ambitioner.

Natten vil vise, om vi får en aftale. Om det bliver en seriøs aftale. Eller om det hele falder til jorden med et brag.

Ligegyldigt hvad så gælder det, at EU og Danmark husker, at de har givet de fattigste lande et løfte om at arbejde seriøst for klimaet og dermed også for de fattige.

Sydafrikas biskop Geoff Davies sammenligner datidens apartheid i Sydafrika med nutidens klimaproblemer, hvor de rige lande forbruger og skader klimaet, mens de fattige står tilbage med ødelagte livsbetingelser.

»Vi befinder os på sydafrikansk jord, hvor netop apartheid blev besejret. Alligevel ser vi en form for global apartheid, hvor rige lande forsøger at holde pengene og magten for dem selv.«

Og det er ganske hårdt sat op, men biskop Geoff Davies har ret i, at mens de rige og veludviklede lande har skabt næsten ukontrollable problemer for kloden, så er det i dag de fattigste, der betaler prisen: Der dør årligt 350.000 mennesker på grund af klimaforandringerne. 99 procent kommer fra ulande og 80 procent er børn og kvinder.

Klimaforandringerne rammer bestemt ikke ens. Det er de svageste af de svage, der betaler den højeste pris. Så i den forstand, har biskop Davies ret.

© Jesper Løvenbalk

ACT mødes med El Salvadors miljøminister

Mine opgaver i Durban handler ikke bare om lobbyarbejde. En stor del af arbejdet handler også om koordinering og samarbejde. I Durban har jeg nemlig også ansvaret som delegationsleder for Folkekirkens Nødhjælps globale organisation, ACT alliance, der er et netværk af kirker og kirkelige organisationer.

Årsagen til, at vi i Folkekirkens Nødhjælp arbejder igennem en global alliance som ACT, er, at det markant øger vores indflydelse på de internationale politiske processer. Det oplever vi lige nu ved klimatopmødet i Durban.

For igennem ACT´s medlemmer arbejder vi i 140 lande rundt om i verden. Vores partnere i ACT har forbindelser til de poltiske delegationer i deres lande, og vi kan derfor få hurtig og værdifuld information om, hvordan forskellige lande ser på forhandlingerne. Og netop hurtig information er vigtigt, hvis man vi vil påvirke de politiske processer.

I aftes var hele ACT delegationen samlet til pep-talk med ACT´s generalsekretær, John Ndona. Selv om det er det første klimatopmøde ACT deltager i som én samlet delegation, kan vi allerede nu se konkrete resultater af samarbejdet. Billeder af ACT´s deltagelse i den store demonstration i weekenden er gået rundt verden på de store tv-stationer, ligesom vores kontakt til de politiske delegationer betyder, at vi både kan støtte og påvirke dem og dermed hele processen.

Det er naturligvis svært at påvirke international politik, og vi skal nok ikke forvente de helt store resultater fra dag ét. Med jeg er sikker på, at vi over tid - og i takt med at ACT vokser, - bliver en både stærk og vigtig fortaler for verdens fattige.

For fire år blev klimatopmødet afholdt på Bali. Dengang blev verdens ledere enige om, at to år efter - i København 2009 - skulle en global klimaaftale som afløser for Kyoto-protokollen være en realitet

De to år fra Bali til København var intensive og med hastigt stigende forventninger. Men som vi nu ved, så blev København et flop, og verden så ingen ny aftale i FN regi. Derimod underskrev en række lande den såkaldte Københavneraftale.

To år efter befinder vi os så i Durban. Der er fortsat ikke meget, der tyder på af verden bliver en egentlig klimaaftale rigere. Tværtimod, ser det ud som om, at vi er tilbage ved udgangspunktet på Bali, hvor en lille gruppe af lande kører videre i et Kyoto spor, mens den store klimaaftale for hele verden fortsat forhandles.

Forskellen er dog, at på Bali sagde alle, at der ville komme en global bindende aftale to år senere - i København. Nu tales om en aftale i 2015, som først skal træde i kraft i 2020.

Årligt dør 350.000 mennesker som følge af klimaforandringerne. Det tal stiger hele tiden og i 2035 skønnes det, at en million mennesker om året vil dø på grund af klimaforandringer. Samtidig viser videnskaben, at vi allerede om 4-6 år rammer loftet for udledning, hvis klodens temperatur skal holdes indenfor en to graders stigning.

En aftale i 2020 burde derfor slet ikke være i spil. Det skal gå langt hurtigere end det.

© Sonali Fernando

I weekenden har der været klima-demonstrationer verden over. Kravet er ligeså utvetydigt, som det er klart: Vi vil have højere ambitioner i Durban!

I København var Folkekirkens Nødhjælp en af organisationerne bag klima-demonstrationen. Og eftersom at den danske regering allerede har høje ambitioner, var budskabet i København, at regeringen nu skal holde fast i sine ambitioner. Også selvom der skal forhandles i Folketinget, og regeringen helst ser et bredt forlig.

Her i Durban dansede tusinde af glade men klimabevidste verdensborgere til afrikanske trommer, der kun blev overdøvet af råbene om »time for climate justice,« og »the climate is killing me.«

I den globale økumeniske kirkedelegation, som Folkekirkens Nødhjælp er en del af i Durban, spurgte vi bagefter os selv, om det mon overhovedet har en effekt på de forhandlende politikere. For helt sikkert er det, at de ikke kunne undgå at høre os. Men lytter de?

Det kan være svært at få folk op af stolene, når det handler om klimaet. Men nu melder kaffeproducenterne om, at produktionen af kaffebønner trues af klimaforandringerne. Og det kan måske få de kaffeglade europæere til at engagere sig mere i klimadebatten og lægge pres på deres politikere.

For selvom den første uges klimaforhandlinger her i Durban har været konstruktive, så er ambitionsniveauet fortsat alt for lavt. For lavt i forhold til de klimaskabte udfordringer som millioner af fattige allerede kæmper imod. Og altså også alt for lavt, hvis fremtidens kaffe skal reddes.

Nogen gange skal den større kamp ses i hverdagens små detaljer. Og måske er det nemmere at se og forstå udfordringerne, hvis morgenkaffen pludselig koster det firdobbelte.

Finansiering er en af de vigtigste emner på COP17 i Durban. Alle taler om penge, men ingen ønsker tilsyneladende at betale.

Der er dog enighed om, at der skal findes 100 mia. dollar om året fra 2020 til klimafinansiering i ulandene. Men der er ikke enighed om, hvor pengene skal findes. Og med den aktuelle finanskrise, der udhuler statskasserne i en lang række af verdens rigeste lande, er det ikke blevet mindre problematisk at tale om alle de penge der er brug for til klimaaktiviteter i ulande.

Derfor er de rige landes regeringer begyndt at kigge i retning af erhvervslivet. Dér er der penge.

I 2010 placerede private virksomheder investeringer for 570 mia. dollar i ulandene. Til sammenligning blev der givet bistand til ulandene for godt
128 mia. dollar.

Men tallene bedrager. Hvis man ser nærmere på de private investeringer i ulandene, så ser man, at det er ”ulande” som Kina og Indien, der investeres i - ikke de fattigste ulande. Kun 5 procent af de samlede investeringer gik til de 49 fattigste lande i verden. Og ser man på hvad de fem procent så investeres i, så er det fortrinsvis olie og mineraludvinding. At forvente at disse penge pludselig investeres i landbrug og klimatilpasning er ikke realistisk.

Men behovet for klimapenge er enormt, så alle muligheder skal undersøges. Også finansiering fra det private erhvervsliv, som helt sikkert også bør spille en rolle. Men der er også behov for at se med realistiske briller på erhvervslivets bidrag, og ikke præsentere private penge som en ny mirakelløsning, der med et løfter alle byrder. For selvom privat kapital finder vej til lande som Kina, Indien og Brasilien, så er de private virksomheders villighed til at investere i de fattigste lande meget beskeden. Og det er der behovet for finansiering er størst.

...

Læs i øvrigt en netop publiceret analyse fra Stockholm Environmental Institute (SEI), der viser, at det bliver meget vanskeligt at få private virksomheder til at investere i klimatilpasning eller andre aktiviteter i verdens fattigste lande.

© Mattias Söderberg

Så er der ballade igen.
Sidste år i Cancún blev klodens politikere enige om at etablere en såkaldt grøn fond, der skal afbøde de negative konsekvenser af klimaforandringerne i verdens fattigste lande.

I løbet af det seneste år har en arbejdsgruppe derfor udviklet rammerne for fonden. Idéen var, at gruppen skulle fremlægge resultaterne i Durban, hvorefter fonden kunne blive en realitet og pengene komme i arbejde. En rigtig god plan.

Men nej. Knap var klimatopmødet officielt sat i gang, før det første utilfredse land kom på banen: USA er ikke glade for, hvordan fondens penge skal styres.
Og da først USA havde luftet sin utilfredshed, fulgte flere andre lande.
For hvis USA vil tale om styring af pengene, så vil ulandene tale om erhvervlivets rolle i fonden.
Så dét, som mange havde regnet med var et færdigarbejdet kompromis, er nu blevet til endnu et uløst problem.

I bund og grund handler det om, hvem der skal have magten over pengene.
Hvis man følger FN-principperne - og tanken om at klimafinansiering er en form for kompensation som ulandene har ret til - så bør ulandene også have en god del indflydelse på, hvordan pengene bruges og forvaltes i deres lande.
Følger man derimod en traditionel donor-tankegang, så er det de bidragsydende lande, der bestemmer. Og det er problemet: At lande som USA fortsat ønsker at se klimafinansiering som almisser og ikke som kompensation for de klimaskader, der i dag rammer ulandene og udgør en alvorlig barriere for udvikling.