Kom så Polen!
I morgen mødes EU's miljø- og klimaministre for at tale om hvordan EU kan øge unionens klimaambitioner. Der er en mulighed for, at det bliver et højdepunkt under det danske EU formandskab, en milepæl hvor EU endelig øger reduktions målet for CO2 udslip fra det nuværende 20% i 2020, til 30% i 2020.
Det ser dog desværre ikke ud til at ske. Selv om der er flere lande, der gerne vil øge EU's ambitioner, så er der også et land som ikke vil, nemlig Polen. Polen har indtil nu været et fodslæbende land, som gør hvad de kan for at holde EU tilbage.
Kirkelige organisationer fra hele Europa, både katolske og protestantiske, har derfor skrevet et brev til den polske regering. Kom så Polen, lyt til kirkerne, lyt til de mange firmaer, som vil have tydeligere regler, lyt til befolkningerne i EU, som er bekymrede for vores fælles fremtid, og lyt til alle de ulande, som allerede lever med effekterne af klimaforandringerne!
Et usselt resultat
Så er klimatopmødet i Durban slut. Det blev en diplomatisk succes, men et usselt resultat for de fattigste. Mange af de lande som har størst udslip, har traditionelt gjort alt, hvad de kunne for at undgå en aftale. Men nu har de accepteret en bindende klimaaftale, og det er jo godt.
Men klimaaftalen skal først træde i kraft i 2020, og når vi taler om klimaforandringer, så er det et katastrofalt perspektiv. Ifølge alle videnskablige beregninger bør de globale udslip toppe allerede i 2015, hvis vi fortsat skal have håb om at bevare kontrollen over klimaforandringerne.
I Folkekirkens Nødhjælp og i vores klimaarbejde tager vi udgangspunkt i klodens fattigeste. Og ser vi på netop de fattige, så er resultatet endnu mere katastrofalt. Deres livsbetingelser er hastigt ved at smuldre bort, og hvis aftalen for Durban bliver en realitet - hvis verdens lande for alvor først lægger kursen om fra 2020 - så vil antallet af klimaofre og flygtninge eksplodere.
Så muligvis var der resultater i Durban. Men hvis de komme til at stå alene, så er der ikke meget håb. Vi har brug handling på den korte bane. Ikke bare lovord om en fjern fremtid.
De sidste timer i Durban
Der er blot få timer til klimatopmødet i Durban slutter. Og lige nu kan det gå begge veje. Tidligere i dag fredag fortalte den danske klima- og energiminister, Martin Lidegaard, at EU vil gøre alt for at få en aftale hjem, men at »der ikke bliver en aftale, hvis ikke det også er en god aftale for klimaet«.
EU gik i går aftes i alliance med i alt 90 af verdens fattigste og mest skrøbelige lande. Det er de såkaldte LDC lande (least developed countries) og landene i AOSIS blokken, som er gruppen af ø-stater.
Den nye alliance - der altså dækker over en række af verdens rigeste og verdens absolut fattigste lande - kan være godt nyt for klimaet og de fattige. For som Martin Lidegaard også fortalte, så vil alliancen overleve uanset om det lykkedes verdens ledere at ny en klimaaftale i Durban i nat. Det gælder om, at de lande, der har et fælles mål, nu og i fremtiden lægger pres på de lande, der hverken har mål eller ambitioner.
Natten vil vise, om vi får en aftale. Om det bliver en seriøs aftale. Eller om det hele falder til jorden med et brag.
Ligegyldigt hvad så gælder det, at EU og Danmark husker, at de har givet de fattigste lande et løfte om at arbejde seriøst for klimaet og dermed også for de fattige.
Biskop: Klima er vor tids apartheid
Sydafrikas biskop Geoff Davies sammenligner datidens apartheid i Sydafrika med nutidens klimaproblemer, hvor de rige lande forbruger og skader klimaet, mens de fattige står tilbage med ødelagte livsbetingelser.
»Vi befinder os på sydafrikansk jord, hvor netop apartheid blev besejret. Alligevel ser vi en form for global apartheid, hvor rige lande forsøger at holde pengene og magten for dem selv.«
Og det er ganske hårdt sat op, men biskop Geoff Davies har ret i, at mens de rige og veludviklede lande har skabt næsten ukontrollable problemer for kloden, så er det i dag de fattigste, der betaler prisen: Der dør årligt 350.000 mennesker på grund af klimaforandringerne. 99 procent kommer fra ulande og 80 procent er børn og kvinder.
Klimaforandringerne rammer bestemt ikke ens. Det er de svageste af de svage, der betaler den højeste pris. Så i den forstand, har biskop Davies ret.
At vare del af en global alliance
Mine opgaver i Durban handler ikke bare om lobbyarbejde. En stor del af arbejdet handler også om koordinering og samarbejde. I Durban har jeg nemlig også ansvaret som delegationsleder for Folkekirkens Nødhjælps globale organisation, ACT alliance, der er et netværk af kirker og kirkelige organisationer.
Årsagen til, at vi i Folkekirkens Nødhjælp arbejder igennem en global alliance som ACT, er, at det markant øger vores indflydelse på de internationale politiske processer. Det oplever vi lige nu ved klimatopmødet i Durban.
For igennem ACT´s medlemmer arbejder vi i 140 lande rundt om i verden. Vores partnere i ACT har forbindelser til de poltiske delegationer i deres lande, og vi kan derfor få hurtig og værdifuld information om, hvordan forskellige lande ser på forhandlingerne. Og netop hurtig information er vigtigt, hvis man vi vil påvirke de politiske processer.
I aftes var hele ACT delegationen samlet til pep-talk med ACT´s generalsekretær, John Ndona. Selv om det er det første klimatopmøde ACT deltager i som én samlet delegation, kan vi allerede nu se konkrete resultater af samarbejdet. Billeder af ACT´s deltagelse i den store demonstration i weekenden er gået rundt verden på de store tv-stationer, ligesom vores kontakt til de politiske delegationer betyder, at vi både kan støtte og påvirke dem og dermed hele processen.
Det er naturligvis svært at påvirke international politik, og vi skal nok ikke forvente de helt store resultater fra dag ét. Med jeg er sikker på, at vi over tid - og i takt med at ACT vokser, - bliver en både stærk og vigtig fortaler for verdens fattige.
TILBAGE