Ti timer fra Tegucigalpa i Honduras til Guatemala City. Derefter ti timer i bil til det nordligste Guatemala, tæt på Mexicos grænse. Jeg troede, at jeg ikke kunne komme længere ud, men der tog jeg fejl.

Dans

Natten mellem lørdag og søndag regnede det voldsomt her i det nordligste Guatemala. Søndag morgen kl. 6 kørte vi afsted ud af en grusvej, efter blot en halv time drejede bilen af og kørte op i bjergene af små, hullede veje. Sådan fortsatte vi i to en halv time.

Flere steder krydsede vi små bække, der på grund af den voldsomme regn var blevet til små floder. Desuden 'dansede' bilen hver gang, vi kørte igennem mudrede steder, hvor den havde svært ved at få vejgreb.

Storbypigen i bjergene

Efter køreturen stod den på vandring. Vi skulle til en landsby, der ikke er adgang til via veje. Vi krydsede en kæmpeflod over en hængebro og så gik det eller op ad.

Til stor morskab til de lokale, er jeg ikke ligefrem vant til at gå på små, mudrede stier i guatemaltanske bjerge, hvorfor jeg flere gange var ved at skvatte. Vi fik dog løst problemet, da en lokal gav mig en kæp, jeg kunne bruge til at støtte mig til.

Isolation

Efter en halv times gang ankom vi endelig til landsbyen, som var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Her løb børn rundt og legede, men konerne lavede mad til deres mænd. Alle kvinder og piger var klædt i traditionelle maya-skørter og -toppe.

Med os havde vi medbragt en tolk. Det er nemlig meget få i landsbyen, der taler spansk.

Via lidt leg med børnene gik det op for mig, at jeg helt sikkert var den første udenlænding, der nogensinde havde besøgt landsbyen.

Ingen spansk og flere timers transport - jeg befandt mig noget nær det sted, hvor verden ender.

Byen La Entrada i provinsen Copán er en af de hurtigst voksende byer i Honduras. Desværre vokser den ikke af de rigtige grunde, men fordi den geografisk ligger i et vejkryds mellem grænserne til Guatemala og El Salvador og resten af Honduras, hvilke fører til rigtig meget narkotrafik.

Narkotika som handelsvare medfører bander og øget vold. Derfor er La Entrada også en af Honduras' voldeligste byer.

Ungdomsgruppen

I en af bydelene i La Entrada møder jeg nogle unge. De får støtte fra en af Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere og har dannet en gruppe, der arbejder for at gøre deres kvarter et bedre sted.

"Før, når folk spurgte mig, hvor jeg boede, løj jeg, fordi jeg syntes, det var flovt at bo i denne del af La Entrada.", fortæller Lilian, der er valgt som gruppens leder.

De ændrede bydelen

Gennem aktiviteter har de unge ændret bybilledet. Lilian fortæller, at man før ikke kunne gå på gaden, mens vi sammen kigger på livet på torvet.

"Det vigtigste er, at de unge har noget at lave", forklarer Lilian og fortsætter: "Hvis de ikke har noget at tage sig til, begynder de at drikke, tage stoffer og overfalde folk. Det handler også om at have selvværd."

Fodboldkampe

Den vigtigste aktivitet er uden sammenligning den fodboldturnering, de unge har arrangeret. Hver søndag samles hele bydelen på fodboldbanen for at se kampe mellem forskellige hold.

"Når vi laver noget sammen, giver det et sammenhold, som er vigtig i en bydel som vores.", siger Lilian og smiler.

Hvem er de egentlig? Dem, der arbejder på Folkekirkens Nødhjælps kontorer ude i verden?

Hermed en præsentation af mine kollegaer her i Mellemamerika:

Eva Pineda Hansen

Eva er pt. regional repræsentant i Mellemamerika, men det varer ikke længe, inden den tid slutter. Eva er honduraner, men gift med Jesper, som er dansker. Sammen med deres søn Alex på to år vender de til august tilbage til Danmark.
Det er ret smart, at Eva både kender Danmark og Mellemamerika rigtig godt – og at hun snakker flydende spansk, engelsk og dansk.

Zhulma Soto

Zhulma er administrator på kontoret i Honduras. Det vil sige, at hun har styr på alle de praktiske detaljer om alt mellem himmel og jord. Ud over det ejer hun nok omkring 100 par sko og er glad for at shoppe.

Delmis Paz

Delmis er programmedarbejder og på hendes bord finder man de projekter og samarbejdspartnere, der arbejder med sult. Hun har været ansat i mindre end et år og tager derfor i næste uge til Danmark, hvor hun skal deltage på et kursus for nye medarbejdere.

Javier Acevedo

Javier er også programmedarbejder i Honduras. Han arbejder med demokrati-programmet (eller, hvad der måske mere præcist på engelsk kaldes ’Political Space’). Desuden kan det siges om Javier, at han er ferm i et køkken.

Reina Castillo

Reina står for finanserne i kontoret i Honduras. Hun har arbejdet for Folkekirkens Nødhjælp i 11 år, så hun kender om nogen til, hvordan det hele fungerer. Næsten hver dag efter arbejde tager Reina i fitnesscenter, hvor hun især er virkelig god til dansetimerne.

Claudia Ágreda

Claudia er programmedarbejder i Guatemala og har ansvaret for alle projekterne – både dem, der omhandler sult og dem, der handler om demokrati. Når Claudia har fri, rejser hun meget med sin mand. Mens jeg har været her, har de både været i Brasilien og Las Vegas.

Carlos Castillo

Carlos er finansmedarbejder i Guatemala og står altså for regnskaberne i den del af Mellemamerika. Indtil for nyligt har Carlos ejet en restaurant, men helliger sig nu fuldkomment til jobbet hos Folkekirkens Nødhjælp.

D. 28. juni 2009 fandt et statskup sted i Honduras og den daværende præsident Manuel Zelaya blev afsat. I lørdags kom han for første gang lovligt tilbage til Honduras.

Fredag aften

Fredag aften skulle jeg hjem til en honduransk veninde, og hvad der skulle være en 20 minutter lang køretur, forvandlede sig til en times tur gennem Tegucigalpas gader.
Først og fremmest regnede det meget, hvilke altid fører til en del trafikkaos i Tegucigalpa. Situationen blev dog forværret af, at hele området omkring lufthavnen var spærret pga. Manuel Zelayas tilbagekomst lørdag.

I området omkring lufthavnen havde studerende slået sig ned og var klar til at modtage deres helt - "Mel" som Manuel Zelaya kaldes.

Forskellige overbevisninger

Jeg kom dog endelig frem til min veninde, og vi snakkede naturligvis om situationen - og det var en meget mærkelig snak. Ud over min veninde, var der to af hendes veninder til stede. Min veninde støttede fuldt og fast Mel og glædede sig til, at han kom tilbage. Hendes to veninder sagde dog begge: "Der var slet ikke noget statskup. Det var helt lovligt, at han blev afsat." og de var derfor ikke ellevilde med nyheden om Mels tilbagekomst.

De forskellige overbevisninger gjorde, at vi ikke talte mere om politik den aften.
Det undrer mig dog stadig, at man kan have forskellige meninger om, hvad der er sket rent historisk.

Da Mel landede

Så blev det lørdag og Mel ankom til Honduras. Lufthavnen var fyldt med folk, der tog imod ham. Alle var klædt i rødt tøj og havde flag og skilte. Stemningen var høj!

Dette så jeg på tv, da jeg ikke tror, at det var det sikreste sted for en udlænding i Honduras at være. Det sjove var dog, at det kun var nogle tv-stationer, der dækkede Mels tilbagekomst og ikke alle.

Hvad skal der ske i fremtiden?

Jeg har slet ikke noget indblik i, hvad der skal ske med Mel, nu hvor han er tilbage. Jeg ved, at han er blevet garanteret, at han ikke bliver retsforfulgt.

Mel har meldt ud, at han nu vil rejse rundt i hele Honduras og møde med de folk, der kæmper på hans side. Han vil ud fra deres meninger beslutte, hvad der skal ske i den nærmeste fremtid.

Det bliver spændende at følge med.

Jeg vil skrive mig ind i en lang blog-tradition ved her at frembringe to lister, der indeholder lidt tanker om at være væk fra Danmark:

Det savner jeg fra Danmark

• Min familie og venner
• Min cykel og bevægelsesfriheden
• Lakridser
• Rugbrød
• Faxe Kondi
• Forårssolen i Kogens Have
• Generelt København
• Min lejlighed på Nørrebro
• Mit klædeskab – eller indholdet af det (har jo ikke haft så meget tøj med)
• Morgensol over Dronning Louises Bro

Det nyder jeg her i Honduras

• Mit arbejde
• Mine kollegaer
• Morgensol i min lejlighed
• Generelt min lejlighed
• Generelt solen
• Honduras’ smukke landskaber
• Den honduranske øl ’Port Royal’
• Ginger Ale af mærket Canada Dry
• At gå rundt i klipklappere det meste af tiden

Her vil man nok tro, at jeg vil vove mig ud i en længere skrivelse om, hvordan topografien eller lignende geografisk fænomen er i Mellemamerika. Man tager fejl.
Jeg vil derimod skrive lidt om, hvordan Mellemamerikas geografiske placering påvirker alt og alle i denne del af verden.

Colombia til USA

Et af de allerstørste (hvis ikke det største) problem her i Honduras og resten af Mellemamerika, er den store transport af narkotika. Kokain, Marihuana og hvad der ellers findes, produceres for det meste i Colombia, Sydamerika. Derefter skal stofferne på en lang rejse for at nå bestemmelsesstedet - USA.

Og her spiller Mellemamerikas geografiske placering ind. De mellemamerikanske lande ligger jo desværre på vejen mellem Sydamerika og USA.

Den store narkotrafik gør, at der er mange bander, som fører til vold. Desuden er narkotrafikken er god måde at tjene penge på for fattige unge uden en uddannelse - desværre er det også en ulovlig og farlig måde.

Panama

Panama City ligner på mange måder en amerikansk storby

I denne weekend har jeg været i Panama City. Der var tale om en lille turisttur, som dog også gør, at jeg fik forlænget mit visum til Honduras, hvilke var nødvendigt, for at jeg kan blive her indtil august.

I Panama oplevede jeg igen, hvordan geografisk placering spiller ind.
Panama by er nemlig slet ikke som andre mellemamerikanske storbyer. Der er høje flotte huse, pæne veje og sikkerhed.

Al den rigdom jeg så, er først og fremmest skabt på baggrund af Panamakanalen. Panama har så at sige trukket det længste strå om geografisk placering i Mellemamerika.

De gode ting - trods alt

Mellemamerika har dog også nogle gode ting på den geografiske skala. Der findes fantastiske landskaber, nogle smukke, krystalhvide strande og generelt stor udbud af oplevelser til turister.

Nu mangler det bare, at der kan skabes en vis sikkerhed, så turisterne for alvor begynder at komme - for med turisterne kommer penge og en chance for videre udvikling, som de fleste af de mellemamerikanske lande sukker efter.

Jeg har været rigtig ude i marken, for at besøge Idalia og hendes familie.

Søndag, 4.45

Vækkeuret ringer. Solen er ikke en gang stået op endnu, men jeg må slæbe mig ud i badet, spise noget hurtig morgenmad og ud af døren. Turen går med bus kl. 6.30 til Santa Rosa de Copán.

Det er en af de mærkeligste busture, jeg har været på i mit liv. Der er tale om en rigtig lækker bus, hvor en "stewardesse" serverer kolde sodavand og sandwich. Bussen var af den slags, som man kender dem i Danmark, når en skoleklasse tager på hyttetur eller lignende. Og jeg var helt alene! Bare mig, en stor bus, en chauffør og en dame til at opvarde mig.
Efter syv timers behagelig (men dog lang) bustur, ankommer jeg til Santa Rosa de Copán.

Mandag, 5.45

Vækkeuret ringer. Hotelværelset i Santa Rosa de Copán er ganske udemærket, men jeg må videre.

Kl. 6.30 bliver jeg hentet af en medarbejder hos vores lokale partner CASM. Vi kører i bil gennem smukke bjerglandskaber, for at komme frem til byen Tomalá, hvor CASM har deres kontor. Tre timer lang er køreturen, heraf én time uden asfalteret vej.

På besøg hos Idalia

Fra Tomalá er der heldigvis kun 20 minutters kørsel til, hvor Idalia bor. Jeg besøger familien for at lave en opdatering på deres historie. De er nemlig fokusfamilie for 'Det nytter noget'-siden her på noedhjaelp.dk.

Idalias yngste datter Jenni og mig. Billedet er taget den mellemste søn Elvis, hvorfor det er både mørkt og uskarpt.

Det var fantastisk at opleve, at familien med ganske lidt støtte og hjælp har formået at kæmpe sig ud af den værste fattigdom.

Efter tre timers besøg hos familien, går turen igen mod Santa Rosa de Copán, hvor jeg skal tilbringe natten igen.

Tirsdag, 5.30

Vækkeuret ringer. Kl. 6.30 skal jeg med bus tilbage til Tegucigalpa.

Denne gang er der omkring 10 mennesker med bussen ud over mig.

20 timers transport

Alt i alt har jeg siddet i en bus eller en bil i 20 timer for at besøge Idalia og hendes familie i ca. tre timer - prisen er høj for én enkelt historie.

Men ved I hvad? Det var faktisk det værd, for historien er fantastisk! Det er en af den slags historier, hvor man kan mærke helt ned i tæerne, at hjælpen virker nytter.

Og så er det faktisk ligegyldigt, at jeg hader at stå tidligt op.

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg hører meget sjældent radio. Faktisk har jeg ikke engang en radio i min lejlighed i København.
Men her i Honduras, er radioen noget af det vigtigste.

For alle

Det bedste ved radioen er, at den er et medie for alle. Selv blandt de fattigste og i de mest afsidesliggende landsbyer finder man radioer. Der er tale om små, batteridrevne radioer, men de fungere fint.

En ung mand med sin radio

Overalt i Honduras finder man også små lokale radioer, der sender programmer 3-5 dage om ugen i et par timer hver dag.

Det er vigtigt med sådan et medie for alle, for i de små landsbyer, er der fx ikke internet og mange bønder kan ikke læse, og har derfor ikke mulighed for at følge med i, hvad der sket via aviser og andre skrevne medier.

Oplysning

Lokalradioerne sender mange forskellige slags programmer: Lige fra underholdning, debatter og nyheder. Vigtigst af alt sørger radioerne de fleste steder for at oplyse de ofte uudannede bønder.

Ligeledes fungerer radioerne som en slags modpol til de nationale medier, der af de fleste honduranere ses som utroværdige.

Mange af Folkekirkens Nødhjælps partnere arbejder sammen med lokale radioer om at oplyse bønderne om deres rettigheder.

Lidt fra Danmark

Jeg var med en lokal partner i området Copán til en kursus om radio for lokale journalister. Det var meget spændende at møde visionære lokale, der kæmper for at ændre samfundet til noget bedre.

Desuden skete der det sjove, at jeg blev interviewet af en af lokalradioerne. Så mandag d. 9. maj blev der sendt et lille indslag med en danskers tanker om Honduras.

Vil du se, hvordan et af Folkekirkens Nødhjælps udekontorer fungerer?

Så se med her, hvor jeg viser rundt på kontoret i Tegucigalpa.

Jeg har mødt en fantastisk kvinde!

Kæmpende

I Guatemala tæt på grænsen til Honduras bor Maria. Hun bor langt oppe i bjergene med sin mand, sine børn og børnebørn. Hun har ikke haft en nemt liv.

Familien lever af, hvad de selv kan dyrke af deres jord. Arbejdet er hårdt og ikke særligt givende.

Sygdommen

For cirka syv måneder siden blev Marias mand syg. Maria bragte ham til hospitalet, hvor hun fik at vide, at han overlevelseschance ikke var særlig stor. Helt mirakuløst overlevede han, men han fik at vide, at han skulle holde sig væk fra hårdt arbejde i 12 måneder. Maria står altså helt alene med både hus- og markarbejdet.

Fejlernæret datter

På grund af den manglende arbejdskraft bliver høsten ikke særlig stor. Dette fører til, at Marias yngste datter (på billedet) bliver fejlernæret. Maria tager til hospitalet for at få udleveret ekstra vitaminer, men får at vide, at hun skal betale - penge, Maria naturligvis ikke har.

Gennem Folkekirkens Nødhjælps lokale partner får hun dog hjælp og datteren har det i dag godt.

Nutid - ingen fremtid

Marias mand må stadig ikke udfører hårdt arbejde, men kan nu hjælpe lidt til i huset. Det er stadig Maria, der udfører det hårde markarbejde og hun forventer ikke, at høsten bliver god i år. Da hun blev spurgt, hvad hun ønsker sig af fremtiden, var der en lang stilhed. Hun så ned, tænkte sig om og løftede så hovedet for at svare: "Det ved jeg ikke.". Hun lever fra dag til dag uden at kunne tænke på, hvad der skal ske i fremtiden.

Den ene Maria

Efter sådan et møde, kan jeg ikke lade være med at beundre den anden Maria. Hun kæmper for et værdigt liv for sig selv og sine børn. Hun er ovenikøbet gået ind i en lokal komité, der kæmper for bønders rettigheder.

Man bliver imponeret over en sådan kvinde - og også en smule flov over sine egne problemer med, hvor mange par sko, man skal slæbe med i sin kuffert.