Da jeg engang i foråret kom ind i receptionen hos Folkekirkens Nødhjælp i Nørregade i København og var i god tid til min aftale, satte jeg mig i den ledige stol lige indenfor til venstre.
Overfor sad en ældre dame. Og da ældre damer – og folk i al almindelighed – pirrer min nysgerrighed, skulle mit hjerte ikke slå ret mange gange, før jeg havde fået på det rene, at vi var der i samme ærinde. At vi begge gerne ville til Kirgistan som seniorsupportere. At vi begge skulle til samtale om dét.
”Konkurrent”, det tænkte jeg sgu. Indtil den ældre dame fortalte, hun var kok. Så blev jeg straks venligere stemt, for jeg er journalist, og det er jo en helt anden menu.
|
|
| Åse Jørgensen boede og kokkererede en uge på et ældrecenter i Balikchy.
|
Den første dag i september sad vi ved siden af hinanden igen. I et fly bound for Istanbul. Og med fælles aftale i Kirgistan. Rejsefæller, kolleger og på fornavn var vi nu.
Og Åse viste sig i øvrigt at være på min alder, hun lidt over, jeg lidt under de 60. Hvad der nu ikke har ændret ved, at jeg her i Kirgistan konsekvent har sagt ”Hej, gamle”, når hun ringede til mig, eller når vi mødtes.
Og det skal der ikke laves om på.
Så nu vil jeg sige ”Tak, gamle!”.
Åse rejste hjem for et par dage siden. Så de sidste uger, inden jeg skal retur til Danmark, skal jeg klare mig selv. Og mon ikke det går… Men det er ikke det samme at være i Kirgistan uden Åse.
Ikke at vi har hængt ud og siddet lårene af hinanden i tide og utide. Da slet ikke. Men vi har været rigtig gode til at bruge hinanden til lige at vende dagene og få snakket om det, der nu kunne være.
Det er også forekommet, at der er gået mor i Åse. Så har hun ringet og ment, jeg ikke ville overleve tiden ud i Kirgistan, med mindre jeg straks kom hen i hendes lejlighed og spiste boller i karry og ris a la mande med kirsebærsovs!
Tak for mad, gamle!
Trylle-suppe
Åse laver god mad. Og så har hun opskriften på, hvordan man vader lige ind i folks hjerter. Jeg ved, de kirgisere, der har mødt Åse i hendes virke som seniorsupporter, er kommet til at holde rigtig meget af hende. For hendes åbenhed, livsglæde og gåpåmod.
Og fordi hun er så sej. En journalist skal bare have en blyant og et stykke papir, så kører det. En kok har brug for gryder og pander, og de har ikke stået i kø i skabene hos de lokale FKN-partnere, Åse skulle samarbejde med.
Men lur mig om ikke hun alligevel sammen med kirgisiske pensionister har tryllet løgsupper og linsefrikadeller ud af den blå bjergluft. Uden snyd og pulvere og dåser…
Verden ville være et bedre sted med færre dåser. Og flere Åse´r!
Nu går Åse rundt i et hus nede på Præstø-egnen og lynpakker til en ferietur til Sri Lanka med hele familien. Forhåbentlig glemmer hun ikke i travlheden at være stolt af sig selv.
God tur, gamle!
© Mike Kollöffel