Blog
0

Kommunikation i kampen for Kirgistan

Hans Buhl, journalist og seniorvolontør i Kirgistan

Hans Buhl har boet i Tyrkiet, rejst og skrevet landet tyndt. Han har interviewet Ugandas præsident på hans landsted nord for Kampala. Rapporteret fra husmoderforeningens generalforsamling på kroen i Brørup. Han hamrede ekstatisk i tasterne, da Danmark vandt EM-guld i fodbold i ´92. Og foldede sproget helt ud, da Hørning rykkede op i serie 1. Han har også kørt skrald og stablet dåser med ærter. Sorteret breve og hentet pakker for Post Danmark de sidste fire år.

Nu er Hans Buhl, 58, tilbage i journalistfaget. Han er i Kirgistan som seniorsupporter. Her rådgiver og underviser han Folkekirkens Nødhjælps partnere i information og journalistik; vigtige redskaber når man arbejder for ældres og børns rettigheder i et land knuget af fattigdom, politisk kaos og etnisk strid.

Sult og sindsro

De ser da ok ud, Sovjettidens betonboligblokke. Men rockwool og termoruder er noget, vi andre har. Og om vinteren når temperaturen ned på minus 40 grader.

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan. Og visdom til at se forskellen”.

Det er en bøn, jeg har lært engang. Den giver rigtig meget mening for mig. Bortset fra det allerførste ord. For jeg tænker mere og mere, at det er mennesket, der har skabt Gud. Ikke omvendt.

Den tanke lader vi ligge og simre i gryden til en anden god gang. Det her skal ikke handle om Skabelsesberetningen eller Guds eksistens. Men om fattigdom. Og bønnen bobler op, fordi en veninde spørger mig:

”Tror du, fattige mennesker tænker meget over, at de er det?”

Vi går på Lenina, hovedgaden i Naryn, da hun spørger. Naryn – hed om sommeren, polarkold om vinteren - er en by med 45.000 sjæle syv bjergtagende, hvidtoppede autotimer sydøst for Kirgistans hovedstad Bishkek.

Og kan man få øje på fattigdommen i Bishkek, så skriger den en ind i ansigtet i Naryn. Her var engang en stor brødfabrik, her var engang et stort slagteri, her var der gang i den… engang.

Overlevelseskursus

Nu er der kun fattigdommen tilbage. Et par tal: En undersøgelse i 2001 viste, at en fjerdel af byens befolkning havde en indtægt under 3,50 Dollars, og en tredjedel måtte klare sig for mindre end 11 Dollars.

Om måneden.

Og det er ikke blevet stort bedre siden. Beløbene er sikkert anderledes, men fattigdommen den samme. Arbejdsløsheden er tårnhøj, så der er rigelig tid til at deltage i det overlevelseskursus, hverdagen er for størsteparten af Naryns indbyggere.

”Tror du, fattige mennesker tænker meget over, at de er det?”

Måske indbyggerne flest i Naryn kan finde sindsroen i en accept af deres livssituation, i accepten af, at de ikke kan ændre den. I accepten af, at der ikke er arbejde at få, hjælp at hente. Måske man accepterer, at hverdagen er kulde, brød og kartofler, ikke kurbade, Emmery-spelt og chips-for-sulten-sjov.

Måske man ikke tænker så meget over det. Måske…

Der var engang en butik. Og nogle fabrikker. Nogle arbejdspladser. Nu er der kun fattigdommen tilbage.

Døden på vagt

Men kan man finde sindsro i angsten for morgendagen? Angsten for, at småt bliver til intet? Angsten for hvordan børnene overlever sult og 40 graders kulde, den vinterdag der ikke er råd til mad og lukket for varmen?

Kan man så finde sindsro? Kan man så se forskellen?

Vi går ind i en bank for at veksle 100 Dollars. Vi vil gå ind i en bank… Men døren er låst. En vagt med maskinpistol stikker hovedet ud og ”hvad vil I?”, vil også se sedlen. Så får vi lov at komme ind.

Måske døren er låst og døden på vagt, fordi sindsroen ikke stiller sulten.

Ja, jeg tror, fattige mennesker tænker meget over, at de er det.

Jeg tror også, Gud kan være deres trøst. Hvis de da ikke tænker som jeg, at Gud er en, mennesket har skabt.


Kommentarer
Skriv selv kommentar
Skriv ny kommentar
Navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhed:
Captcha
Gentag:
Arkiv

Maj 2012

Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31