|
|
| Skal det være blæsere, så er jeg mere til militære marcher. Numrene er ikke så lange. Her puster et kirgisisk militærorkester ud foran Koncerthuset i Bishkek.
|
Jeg er ikke jazz-det-så-fedt typen. Duke Ellington og Ben Webster ville føle sig som salt på jordbær i min CD-samling. Hvor der kun er den fede fløde: Zappa, Hendrix, Keith Richards, alle dem i Stones, Doors, Pink Floyd, Deep Purple, Lou Reed…
Men nu er det jo ikke KB-Hallen i gamle dage, jeg har visum til. Men Bishkek i Kirgistan. Og man skulle da være en streg i næsen på en møgkat, hvis man ikke her ville lade sig friste af en jazzkoncert med musikere fra Kirgistan, Uzbekistan, Kazakhstan og Moskva. Og en sød veninde at følges med.
Så jeg stiller op. Og sætter mig ned. Og det er helt meget ok før pausen. Og i. Men efter, så er det moskvitten på saxofon. Flink mand, ikke noget dér, men milde Marie, han er en maratontrutter.
Dér knækker min jazz-film. Jeg bliver bare så negativ. Så snothottentot-negativ.
Træt af det hele. Af dem, af jer hjemme på Nødhjælps-kontoret i København. Af mig selv. Af det jeg skriver. Øv, øv, øv.
Hulk og ynk
Lige før det fjerde øv annoncerer maratonmanden så det næste nummer. Og det lyder, jeg lyver ikke ret meget, præcis som om han siger ”Nødens købmand”. Selv om titlen nok er mere hen ad ”The naughty doorman”.
Nødens købmand. Den kan jeg lige bruge. Det er det, jeg er. En stålhjertet handelsrejsende i andre menneskers nød. Sådan en, der maser sig ind i uskyldige pensionisters hjem og hælder nød og fattigdom over på blokken og ”smil nu ikke for meget til kameraet, du er jo sulten og syg”. For straks at suse hjem til den bærbare og trykke på hulk- og ynk-tasterne.
|
|
| Tør det smil af og se lidt sløje og sultne ud! Nødens købmand har kun nød og elendighed i varekataloget.
|
Og da jeg nu har udnævnt mig selv til ”Nødens købmand”, så kommer straks tanken om at maksimere profitten, som vi kalder det på min fløj. Jeg kunne skrive nødens historie en gang for alle og turnere med den. Så skulle jeg bare lave sådan et søg-skift på navne, møntfod, pest og kolera, som jeg nu kom frem. Den historie kunne vel nok holde vand i 150 lande.
Pigtråd i ørerne
Vi går før ekstranumrene. Spiser jordbær med is og flødeskum på en restaurant. Min veninde smiler til mig: ”Glem det, det er lige meget”. Og allerede dér smelter isen, mit humør går i plus.
Helt hedt bliver det dagen derpå. Jeg slentrer ned ad Chui, den lokale Vestergade, og pludselig får jeg levende pigtråd i ørerne. Vups og en gul sodavand sidder jeg på en blå plastikstol foran scenen. Et kirgisisk rockband ruller ”Long Tall Sally” ud. Lige ud i hovedet på mig og solen.
Jeg sender alligevel ikke den mail til København. De har ikke gjort mig noget. Tværtimod.
Det var bare den saxofon…
Nu da eftertanken trykker døren ind, ved jeg godt, hvad det handler om. At man som journalist kan føle sig som en kynisk menneskeforbruger. Og at den historie om mennesker i nød, jeg helst vil skrive, består af syv ord, et komma og et punktum:
Her er et menneske, der lider nød.
Det burde række. Men jeg ved godt, det er himmelråbende naivt.
© Mike Kollöffel