|
|
| Jazzmusikere fra Rusland, Kazakhstan, Uzbekistan og Kirgistan er på plakaten i weekenden. Jeg har givet 1000 som for to billetter. Prisen på mit liv…
|
Vi sidder på en cafe i Bishkeks centrum og spiser pizza. Gladis får en med skinke. Hun er kvinde og kirgiser. Jeg er vegetar. Nøjes med ost og tomater.
Vi tygger og snakken går. Om den jazzkoncert vi har købt billetter til for 1000 som (125 kr.). Om mit liv og hendes og livet i Kirgistan. Ind i mellem sprutter vi af grin. Hver gang Gladis siger ”why not”. Og det gør hun hele tiden.
Men pludselig er der slet ikke noget at grine af. For Gladis kigger på fortovets menneskemylder og siger så:
- Mange af dem der vil slå dig ihjel, hvis nogen vil give dem 1000 som for at gøre det.
Mit liv for en jazzkoncert.
Jeg ved, det ikke passer. Men jeg ved, at Gladis ikke lyver. Så det passer! Min kirgisiske veninde har holdt virkelighedens spejl op foran mig. Det er sådan, det er i Kirgistan.
Og jeg forstår, at jeg ingenting forstår.
Alle de ord, jeg har strøet ud over skærmen på min computer mine første tre uger i Kirgistan. Fattigdom, nød, sult, massearbejdsløshed, korruption, tiggere, dagens ret fra skraldespanden, gadebørn, 82 dræbte, 2000 dræbte. Ord har det været, kun ord.
Mit liv for en jazzkoncert. Det er dér, kirgiserne er. De har ingen kære mor med understøttelse, sygedagpenge, børnecheck, bistandshjælp, revalidering og hvad vil du have. De har at klare sig selv. Helt selv.
Måske jeg også ville slå ihjel for 1000 som. Hvis mine børn skreg af sult, hvis min mor sad i en vinterklam lejlighed med 10 kuldegrader. Hvis jeg ikke kunne hjælpe dem. Hvis… Hvis jeg skulle klare mig selv. Helt selv.
- Why not, siger Gladis.
|
|
| Gladis er smuk og klog. Men hun vil hellere være en dum fotomodel. Det er kirgisisk realisme.
|
Bange for fremtiden
Hun er 33 år, dårende smuk, velbegavet, veluddannet, arbejder som PR-manager. Men det er ikke det, Gladis ser, når hun holder spejlet op foran sig selv. Hun ser en kvinde ude over sin første ungdom, uden en mand at søge trygheden i. En voksen kvinde, der bor hjemme hos far og mor, for det er, hvad der er råd til. En kvinde, der er bange for fremtiden. Når forældrene dør? Hvis hun ikke bliver gift? Hvis hun bliver syg? Arbejdsløs?
- Jeg ville ønske, jeg var en ung, dum fotomodel med store bryster og lange ben. Så kunne jeg blive gift med en rig mand.
Jeg skal lige til…, så klodser jeg tungen. Jeg kan stikke min danskfede kloge-Åge op i røven, kan jeg. Min himmelråbende naivitet kan komme bagefter.
Kærlighed kan man ikke spise. Kildevand hjælper ikke mod kuldegrader. Så hellere være statussymbol. Blive parkeret ved siden af BMW´en i en rig mands lune garage. Hvor man ikke skal klare sig selv. Ikke slå ihjel for 1000 som.
Why not…
© Mike Kollöffel