Hvis du ikke har læst ”Den forsvundne fuldmægtig” eller ”Det forsømte forår” eller set dem på film - eller i det mindste har et par litografier på væggene med palmer og farvestrålende giraffer, elefanter og tapirer i naiv streg - så er det lige før vi må tage din ret til at være statsborger i Danmark op til overvejelse. Prøver og points kan komme på tale, spørgsmål om årstallet for det kvindelige håndboldlandsholds guld-triumf ved OL og den slags vigtige danskheds-pejlinger…
|
|
| En langbenet hest på fortovet bag en lastbil eller en kortbenet hest på ladet af en lastbil? Vi ser det, vi vil se…
|
Men selvfølgelig har du det.
Hans Scherfig er dansk kulturarv, så det klodser.
Idealisten, kommunisten, kunstneren med de stærke briller og det knivskarpe blik for kapitalismens knyster er folkeeje.
Hans bøger er trykt i over en million eksemplarer – alene på dansk – og det sidste oplag er ikke gået i trykken.
Hans Scherfig besøger Kirgistan i 1964. Det er i eftertankens tid, før bloggen og nettet, så i stedet skriver han rejsebogen ”Hos kirgiserne”.
Jeg læser den på vej hertil 46 år senere, vender det sidste blad under indflyvningen til lufthavnen i Bishkek. Og belaver mig på snart at skulle betræde paradisisk jord.
For sådan er Hans Scherfigs rejsebog. Der er ikke en plet at sætte på det Kirgistan, han besøger. Alle er glade, alt er godt, bønderne smiler og arbejderne synger, solen skinner og hundehalerne logrer. Og i hovedstaden Bishkek slentrer smede og professorer rundt arm i arm og drikker champagne på en café i frokostpausen.
”Ja, det er flot, Scherfig, hallo!”, tænker jeg. Jeg og du, vi ved jo godt, hvordan det var bag jerntæppet. Ikke? Det ved vi da bare så meget om? Sådan fra tv og radio og aviser og Bent Jensen og sådan…
Min forståelsesmur
Men jeg var ikke i Bishkek i 1964. Altså er mine tanker om Scherfigs Kirgistan baseret på noget, jeg tror jeg ved. Måske funderet på løsagtig, sandheds-skyende anden- og tredjehåndsviden, der har været en tur i Vestens kapitalistisk-ideologiske manipulationsmaskine, før den blev installeret i mig som den forståelsesmur, jeg så spiller min bold op imod.
Det er min forestilling om Kirgistan anno 1964 mod Scherfigs oplevelse af Kirgistan anno 1964. Og hvem har så ret?
Jeg ved det ikke. Men jeg hører hver dag kirgisere sige, at livet var meget bedre dengang end nu. Materielt bedre, mere trygt. De drømmer sig tilbage…
Men der var jo ikke ytringsfrihed? Og man måtte ikke rejse til udlandet? Og alle dem, der blev sendt til Sibirien?
|
|
| Kapitalismen bærer i sig kimen til sin egen undergang. Det skrev Karl Marx, det mente også Hans Scherfig. Så måske er det udtryk for rettidig kirgisisk omhu, at Lenin står støt på pladser og i parker overalt i Kirgistan og venter på sit comeback?
|
Det skal vi ikke glemme. Det glemmer kirgiserne heller ikke. Og i øvrigt er det også virkeligheden i dag. Forstået på den måde at det jo ikke giver mening at fokusere på retten til at sige, hvad man har lyst til og rejse hvorhen man vil, så længe der ikke engang er garanti for brød på bordet hver dag.
Og Sibirien, det hedder bare Moskva og Skt. Petersborg i dag: Næsten en million kirgisere lever et usselt liv som gæstearbejdere i russiske storbyer, tvunget af sted fordi der ikke er arbejde at få i hjemlandet. Rejs eller sult!
Scherfigs drømmesamfund
Vi ser det, vi vil se. Det vi har lært at se. Er blevet bedt om at se. Forestiller os, vi kommer til at se.
Jeg ser tiggerne og gadebørnene, fordi de er der. Men også fordi jeg arbejder for Folkekirkens Nødhjælp og de lokale partnere, der kæmper mod fattigdommen.
Var jeg udsendt af BMW for at forberede et salgsfremstød i Kirgistan, så var det slipsedrengenes glaskontorer og frokost-buffeten på Hotel Hyatt, jeg kunne få øje på.
Hans Scherfig så sit drømmesamfund. Han var idealist, han troede på kommunismen. Det er muligt, han – måske også under opholdet i Kirgistan – i sit stille sind forbandede Sovjetmagten for dens forbrydelser og overgreb. Men kommunismen, den troede han på. Til sin død i 1979.
Hans farvestrålende tapirer, elefanter og giraffer lever endnu på kirgisiske vægge. Det er ikke sikkert, du tror på det. Men jeg har set dem!
© Mike Kollöffel