Min mor døde i februar, 88 år og mæt af dage. Så det var i orden.
Vi var der alle sammen, børn og børnebørn, sad ved hendes seng på hospitalet, da hun trak sit sidste vejr. Så det var også i orden.
Så meget i orden var det hele, at min yndlings-nevø David lidt senere kunne komme tilbage på stuen med en termokande og sige ”Hva´så, mormor, skal du have en kop kaffe eller er du stadig død?”.
De sidste år min mor levede boede hun midt i Odense. Første parket til byens liv. Så sad vi sammen dér ved vinduet og kiggede på familefædre med klapvogne og drenge med Harley´er, kvinder med karriere og mænd med stikmærker, cafégæster, folk og fæ.
”Der er så mange skæbner”, sagde min mor så. Og jeg svarede – som så ofte før: ”Ja, der er en til os alle sammen”.
Og så kiggede vi videre…
Hvad sker der for dig, Gud?
Det gør jeg også her i Bishkek. Sidder om morgenen på min altan, ser byen vågne og tænker i skæbner. Og bliver igen og igen enig med mig selv om – nu min mor ikke er mere – at ”verden” ikke rimer på ”retfærdig”.
|
|
| Jeg giver den gamle dame seks kroner og tænder hendes smøg. Måske skæbnen ville det sådan den dag…
|
Min mor var pensionist i 25 år, og ikke én dag gik hun sulten i seng, ikke én gang blev der lukket for strømmen eller fjernvarmen, ikke én pille måtte hun springe over, fordi der ikke var råd.
Der bor en gammel dame i blokken skråt overfor, hun er vel også plus-minus 88.
Hun tøfler ud af porten hver morgen og lidt hen ad gaden, hvor der er en betonklods.
Så sidder hun dér med en papkasse foran sig. Tre timer, fem timer, en hel dag. Hun tigger.
Er det måske retfærdigt? Retfærdighed? Hvad sker der for dig, Gud? Du, skæbnebestyrer… Har du ikke dårlig samvittighed nu?
Har jeg? Bør jeg vel have? Gud har så meget andet, jeg sidder lige her. Det vil sige, jeg rejser mig, går over og giver hende 50 som (6 kr.) og en halvfuld pakke Marlboro. Tænder en af dem for hende og siger ”God dag!”.
Hjalp det på samvittigheden? Jeg ved det faktisk ikke, men nej, det er ikke den følelse, der er i mig. For det var så nemt. For seks kroner og ti smøger aflad…
Jeg kan i det hele taget ikke finde ud af det med den samvittighed. Hvad jeg skal med den, stikke den skråt op eller hvad?
En forkælet blondine
Jeg fik en Facebook-hilsen fra en veninde i Odense. Hun hedder Kate, og havde læst noget jeg havde skrevet om skæbner i Kirgistan.
Nu sad hun med nye, rådyre, lystkøbte læderstøvler på og munden fuld af Marabou og dårlig samvittighed. ”En forkælet blondine fra Vesten”, skriver hun.
Undskyld, Kate. Jeg har ikke skrevet noget for at give dig, nogen overhovedet, dårlig samvittighed. Jeg tror slet ikke det er den melodi, næstekærlighedens klaver spiller.
Vi skal leve vores liv, hvor vi nu er, deale med den skæbne, der er vores. Og måske kan samvittigheden blive en guide på vores vej.
Næstekærligheden er allermest en beslutning. En beslutning om at hjælpe Gud med at bestyre skæbnerne.
”Jeg vil hjælpe”. I nær familie med narkomanens ”Jeg vil ikke tage stoffer mere” eller rygerens ”Jeg har slukket min sidste smøg”.
© Mike Kollöffel