Jeg var engang den glade ejer af et tysksproget Anders And-blad fra 1959, hvor den bukseløse amerikaner-and får sin ilddåb som nyansat, pavestolt brandmand. Og selvfølgelig i sin slukkeiver kommer til at starte århundredets skovbrand. På slutbilledet står den nu forhenværende brandmand And og skuer ud over tønder land af forkullede træstubbe. Og tankebobler de vise ord:
”Es will hier lange, lange Zeit nicht mehr brennen!”
Og hvor vil jeg nu hen med det?
Til Osh, provinshovedstaden i det sydlige Kirgistan.
For det er dér, Anders Ands boblende tanker sniger sig ind på mig. I taxaen fra lufthavnen til bymidten og værelset på Hotel Sunrise.
Jeg er forberedt på, at der skal komme en reaktion, er helt med på, at de vil gøre noget ved mig, de seks kilometer ind gennem forstæderne og langs floden ned ad hovedstrøget Lenina.
Det jeg ved. Det jeg har set. Det jeg ved, jeg skal se.
|
|
| Her og der og allevegne i Osh møder øjet brandtomter, helt og halvt nedbrændte bygninger. Her en uzbekisk ejet restaurant.
|
Det er i Osh, næstekærligheden dør og river 2000 mennesker med sig i graven den anden uge i juni. Det er i Osh, 1800 bygninger bliver stukket i brand. Det er i Osh, titusinder af uzbekere – børn, gamle, unge – lærer dødsangsten at kende og flygter i panik.
Det er kun fem måneder siden, og det ruller forbi derude. Jeg tager det ind. De sanseløst smadrede butikker, brandtomterne, murenes graffititrusler. Men det er ikke det… Det er fornemmelsen. Jeg kan mærke døden. Føle angsten. Se hadet. Og selvhadet. Lugte blodrusen og desperationen gennem taxarudens splintfri glas.
Jeg kunne græde… Men der går Anders And i den.
Og på værelse 106 falder jeg hurtigt i søvn.
Næste morgen er verden ny fra min udkigspost på første sal. Og som den altid har været. Børn der skal i skole, voksne på vej på job. Busser hér, cykler dér. En mand der fejer, en hund der skal tisse. En storbarmet kone, der lokker med ”frisk mælk”. En tigger og en BMW.
Men fornemmelsen hænger ved. At det er lige derude. At intet er glemt, kun gemt.
”Es will hier lange, lange Zeit nicht mehr brennen”.
Jeg håber, Anders And får ret.
© Mike Kollöffel