Sult og sindsro
De ser da ok ud, Sovjettidens betonboligblokke. Men rockwool og termoruder er noget, vi andre har. Og om vinteren når temperaturen ned på minus 40 grader.
”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan. Og visdom til at se forskellen”.
Det er en bøn, jeg har lært engang. Den giver rigtig meget mening for mig. Bortset fra det allerførste ord. For jeg tænker mere og mere, at det er mennesket, der har skabt Gud. Ikke omvendt.
Den tanke lader vi ligge og simre i gryden til en anden god gang. Det her skal ikke handle om Skabelsesberetningen eller Guds eksistens. Men om fattigdom. Og bønnen bobler op, fordi en veninde spørger mig:
”Tror du, fattige mennesker tænker meget over, at de er det?”
Vi går på Lenina, hovedgaden i Naryn, da hun spørger. Naryn – hed om sommeren, polarkold om vinteren - er en by med 45.000 sjæle syv bjergtagende, hvidtoppede autotimer sydøst for Kirgistans hovedstad Bishkek.
Og kan man få øje på fattigdommen i Bishkek, så skriger den en ind i ansigtet i Naryn. Her var engang en stor brødfabrik, her var engang et stort slagteri, her var der gang i den… engang.
Overlevelseskursus
Nu er der kun fattigdommen tilbage. Et par tal: En undersøgelse i 2001 viste, at en fjerdel af byens befolkning havde en indtægt under 3,50 Dollars, og en tredjedel måtte klare sig for mindre end 11 Dollars.
Om måneden.
Og det er ikke blevet stort bedre siden. Beløbene er sikkert anderledes, men fattigdommen den samme. Arbejdsløsheden er tårnhøj, så der er rigelig tid til at deltage i det overlevelseskursus, hverdagen er for størsteparten af Naryns indbyggere.
”Tror du, fattige mennesker tænker meget over, at de er det?”
Måske indbyggerne flest i Naryn kan finde sindsroen i en accept af deres livssituation, i accepten af, at de ikke kan ændre den. I accepten af, at der ikke er arbejde at få, hjælp at hente. Måske man accepterer, at hverdagen er kulde, brød og kartofler, ikke kurbade, Emmery-spelt og chips-for-sulten-sjov.
Måske man ikke tænker så meget over det. Måske…
|
| Der var engang en butik. Og nogle fabrikker. Nogle arbejdspladser. Nu er der kun fattigdommen tilbage. |
Døden på vagt
Men kan man finde sindsro i angsten for morgendagen? Angsten for, at småt bliver til intet? Angsten for hvordan børnene overlever sult og 40 graders kulde, den vinterdag der ikke er råd til mad og lukket for varmen?
Kan man så finde sindsro? Kan man så se forskellen?
Vi går ind i en bank for at veksle 100 Dollars. Vi vil gå ind i en bank… Men døren er låst. En vagt med maskinpistol stikker hovedet ud og ”hvad vil I?”, vil også se sedlen. Så får vi lov at komme ind.
Måske døren er låst og døden på vagt, fordi sindsroen ikke stiller sulten.
Ja, jeg tror, fattige mennesker tænker meget over, at de er det.
Jeg tror også, Gud kan være deres trøst. Hvis de da ikke tænker som jeg, at Gud er en, mennesket har skabt.
Hunde i snor
|
| En kirgisisk hund – uden snor - i Bishkeks botaniske have. |
Jeg har en veninde her i Bishkek. Hun hedder Gladys, og det svinger. Så hvorfor ikke hænge ud en lørdag eftermiddag med hende?
Det gør vi så. Skyerne sover, solen er rundhåndet. Efterårsfarveladen i den botaniske have skriger på vores besøg.
Men vi går i Beta Stores, Dordoi Plaza og TsUM. Hvad der bare er en anden måde at sige Field´s, Fisketorvet og Magasin på.
Gladys og hendes overhøjhælede sko er med på det med den botaniske. I teorien. Men hun skal lige købe et tørklæde, er det ok med mig? Ja, selvfølgelig. Et tørklæde må man have.
En brøkdel fra et skrig
Tre timer, otte minutter, 34 butikker og en brøkdel fra et skrig senere kan jeg ikke mere. Jeg er træt af at kigge på tørklæder, træt af at stå udenfor butikker og ikke kigge på tørklæder. Hader tørklæder.
Så jeg river mig uden besvær løs fra en montre med Bjørn Borg-underbukser og ruller med trappen ud i solen og friheden.
Går om bagved og tisser på et træ. Det kan en mand lide. Og en hund. Lige dér midt i stråleglansen går det op for mig, at jeg er en hund i snor, der lydigt lunter i hælene på sit shoppende menneske.
Hun kan sejle i sin egen sø, Gladys. Tænker hunden. Men det bliver ved antydningen af en diskret knurren, da hun omsider kommer ud – uden tørklæde – smiler og nikker mod en ny butik. Man er jo kun en hund.
Senere – over suppen på en café – dør hunden af grin. Så taler vi om fremtiden for Kirgistan. Om behovet for fred og stabilitet. For udenlandsk kapital. Den er nøglen til skabet med arbejdspladser og tryghed i tilværelsen.
Mudret valg
Da vi mødes mandag, har der været et fredeligt parlamentsvalg.
|
| En kommunistisk agitator i Bishkeks centrum på valgdagen. Men lige lidt hjalp det. Kommunistpartiet fik blot 0,2 % af stemmerne. Den kapitalistiske ideologi har snor i Kirgistan. |
- Nu skal pengene nok komme, siger Gladys. Lidt i alvor, lidt for sjov. Galgenhumor er vist det rigtige ord. For valgresultatet er mudret. Kun fem af 29 opstillede partier har klaret mindstekravet på 5 % af stemmerne og får plads i parlamentet. Og intet parti har fået over 9 % af de stemmer, der trods alt blev afgivet.
Stemmeprocenten nåede lige over 50 %. Og partiet Ata-Jurt (”Fædrelandet”) blev valgets topscorer. Ata-Jurt, der har svært ved at skjule sin begejstring for den afsatte, landflygtige præsident Turmanbek Bakiyev – og sin afsky for den ”alt for” demokratiske forfatning, der blev vedtaget i juni.
Men måske der er en farbar, demokratisk vej gennem mudderet. Og måske den udenlandske kapital kommer bagefter i hjulsporet. Fra EU, Kina, Rusland, USA.
Det snakker vi om. Og pludselig synes jeg, vi alle er hunde i snor.
I Kirgistan er fattigdommen herre. Kirgiserne trækker i snoren, gisper og giver hals. De vil alle sammen i Dordoi Plaza og shoppe tørklæder. De vil være kapitalister lige som os. For de tror, det er friheden.
Men jeg er også en hund i snor. Vi er hunde i snor.
Forbruget er vores herre. Køb!, råber den, køb mere! Smid væk og køb noget nyt! Og vi lystrer. Man er jo bare en hund.
Jeg tror, jeg køber en dræberhund, når jeg kommer tilbage til Danmark.
Og måske den river sig løs i Field´s.
Mit liv for en jazzkoncert
|
| Jazzmusikere fra Rusland, Kazakhstan, Uzbekistan og Kirgistan er på plakaten i weekenden. Jeg har givet 1000 som for to billetter. Prisen på mit liv… |
Vi sidder på en cafe i Bishkeks centrum og spiser pizza. Gladis får en med skinke. Hun er kvinde og kirgiser. Jeg er vegetar. Nøjes med ost og tomater.
Vi tygger og snakken går. Om den jazzkoncert vi har købt billetter til for 1000 som (125 kr.). Om mit liv og hendes og livet i Kirgistan. Ind i mellem sprutter vi af grin. Hver gang Gladis siger ”why not”. Og det gør hun hele tiden.
Men pludselig er der slet ikke noget at grine af. For Gladis kigger på fortovets menneskemylder og siger så:
- Mange af dem der vil slå dig ihjel, hvis nogen vil give dem 1000 som for at gøre det.
Mit liv for en jazzkoncert.
Jeg ved, det ikke passer. Men jeg ved, at Gladis ikke lyver. Så det passer! Min kirgisiske veninde har holdt virkelighedens spejl op foran mig. Det er sådan, det er i Kirgistan.
Og jeg forstår, at jeg ingenting forstår.
Alle de ord, jeg har strøet ud over skærmen på min computer mine første tre uger i Kirgistan. Fattigdom, nød, sult, massearbejdsløshed, korruption, tiggere, dagens ret fra skraldespanden, gadebørn, 82 dræbte, 2000 dræbte. Ord har det været, kun ord.
Mit liv for en jazzkoncert. Det er dér, kirgiserne er. De har ingen kære mor med understøttelse, sygedagpenge, børnecheck, bistandshjælp, revalidering og hvad vil du have. De har at klare sig selv. Helt selv.
Måske jeg også ville slå ihjel for 1000 som. Hvis mine børn skreg af sult, hvis min mor sad i en vinterklam lejlighed med 10 kuldegrader. Hvis jeg ikke kunne hjælpe dem. Hvis… Hvis jeg skulle klare mig selv. Helt selv.
- Why not, siger Gladis.
|
| Gladis er smuk og klog. Men hun vil hellere være en dum fotomodel. Det er kirgisisk realisme. |
Bange for fremtiden
Hun er 33 år, dårende smuk, velbegavet, veluddannet, arbejder som PR-manager. Men det er ikke det, Gladis ser, når hun holder spejlet op foran sig selv. Hun ser en kvinde ude over sin første ungdom, uden en mand at søge trygheden i. En voksen kvinde, der bor hjemme hos far og mor, for det er, hvad der er råd til. En kvinde, der er bange for fremtiden. Når forældrene dør? Hvis hun ikke bliver gift? Hvis hun bliver syg? Arbejdsløs?
- Jeg ville ønske, jeg var en ung, dum fotomodel med store bryster og lange ben. Så kunne jeg blive gift med en rig mand.
Jeg skal lige til…, så klodser jeg tungen. Jeg kan stikke min danskfede kloge-Åge op i røven, kan jeg. Min himmelråbende naivitet kan komme bagefter.
Kærlighed kan man ikke spise. Kildevand hjælper ikke mod kuldegrader. Så hellere være statussymbol. Blive parkeret ved siden af BMW´en i en rig mands lune garage. Hvor man ikke skal klare sig selv. Ikke slå ihjel for 1000 som.
Why not…
De trætte fugle…
”Lufthavnens arme fanger flyverne ind, de trætte fugle vender hjem.”
Min trætte fugl er denne nat en Boeing syv-nul-syv, ruget ud i Istanbul. 4.000 km har den i vingerne, da næbbet er i vinkel til det blide bump.
Og asfalten får et røgsort gummikys,
Vi klikker med sikkerhedsbælterne. Ryster fjerene. Roder og regerer. Pakker ned og liver op. Taster ind og melder ud, jeg er her og er du der?
Jeg spejder ud i natten, mens vi triller mod ankomsthallen. Og ser menneskets dårskab stillet til skue i det første spæde morgenlys. Vingespids ved vingespids står de og rækker tunge af næstekærligheden. Et dusin stumpnæsede, farveladebrune transportfly fra US Air Force slikker de mentale sår efter endnu en tur til Afghanistan med død og lidelse, popcorn, jordnøddesmør og brev fra mor.
Trætte fugle…
I København ser de Deadline. Jeg ser på uret. 03.22. Det er den 1. september 2010, og det er lufthavnen i Bishkek. Jeg er i lufthavnen i Bishkek. I Kirgistan. Det er for vildt, og det er først lige begyndt.
Jeg vågner tidligt, tænker smøg og kaffe. Så penge må man have. Lyner maveskindet op og fisker 100 Dollars frem. Kom ikke her, min far, Amerika ist wunderbar.
Der ligger en gammel mand foran banken. Ligger bare. Med øjne uden gnist. Trøjen er en las, strømperne et hul, sko noget han havde engang. Og jeg tvinger mig til at se det, bukserne lakeret med lort.
Jeg ser ham igen morgenen efter og næste dag igen. Så er han der ikke mere. Han er ikke mere… Det er naboen, der fortæller det. Folk i rundkreds, ambulancen der kom så sent. For sent.
En træt fugl er vendt hjem…
Til Gud? Jeg ved det ikke. Ved heller ikke, om man må blive vred på Gud? Er det at blive ledt i fristelse? Er det en synd, jeg skal tilgives for? Jeg ved det ikke. Men jeg bliver vred. Manden, der ikke er mere. Veninden i Danmark med én lunge og endnu mindre håb. Den lille dreng, der træder på en mine i morgen. Fattigdommen og lidelsen, jeg skal møde her. Som er alle vegne. Det giver ingen mening. Og hvem er skyldig? Kapitalismen, imperialismen, kommunismen, diktatoren, imamen, hærchefen, paven, krigens købmænd, Lukasjenko? Anders Fogh med stålsat NATO-blik i en lokal avis?
|
| Brødre og søstre: Mikhail, Lyuba, Anna, Valentina, Elena, Alexander – og Hans fra Fyn. |
Spørgsmålet om skyld, måske skal vi bare lade det ligge. Og tage ansvar for at lave verden om. Vi brødre og søstre på denne jord. Brødre og søstre, det er så nemt at sige. Og flyver mig af munden, da jeg bliver interviewet til Kirgistans P1. Men jeg kan mærke den, familiefølelsen, da jeg senere på dagen er inviteret til frokost hos Mikhael og Lyuba, et pensionistægtepar i Bishkek-forstaden Alamedin. Vi snakker, griner, siger tak, selv tak, skåler og bliver alvorlige, stille lidt. Sammen. Mikhael fra Moskva, Anna fra Osh nede sydpå, Valentina med ræv bag øret og datter i Mexico. Elena, Lyuba, Alexander… Og jeg, der er født på Fyn.
Vi er brødre og søstre. Vi er sammen. Vi har et ansvar sammen. Det er trist at sige farvel. Og trist at læse, at Danmark er på afgrundens rand. Det står i BT på nettet. Uha, det må være slemt. For her i Kirgistan er det da kun ad Helvede til. Måske jeg skulle vende hjem og blive frivillig…
Jeg har svært ved at falde i søvn. Jeg kniber øjnene sammen, tæller brødre og søstre, får og lam. Tænker på Bishkeks smukke kvinder, der hedder Morgenstjerne og Måneskin på dansk. Fjernkysser min troldetøs derhjemme, godnatter min datter og svigersøn. Og smiler til Harry og Arthur, mine børnebørn.
Folder mine hænder, beder det meningsløse Fadervor. Men det er det, jeg har. Så sover jeg. Drømmer.
Om trætte fugle…
PS: jeg ville ønske, citatet øverst var mit… Men det skal kunstnerkollektivet Røde Mor have æren for. Det stammer fra sangen om Vietnam-krigen, og soldaten ”Lille” Johnny, der kommer hjem til sin mor i en kiste.
TILBAGE