Tak, gamle!
Da jeg engang i foråret kom ind i receptionen hos Folkekirkens Nødhjælp i Nørregade i København og var i god tid til min aftale, satte jeg mig i den ledige stol lige indenfor til venstre.
Overfor sad en ældre dame. Og da ældre damer – og folk i al almindelighed – pirrer min nysgerrighed, skulle mit hjerte ikke slå ret mange gange, før jeg havde fået på det rene, at vi var der i samme ærinde. At vi begge gerne ville til Kirgistan som seniorsupportere. At vi begge skulle til samtale om dét.
”Konkurrent”, det tænkte jeg sgu. Indtil den ældre dame fortalte, hun var kok. Så blev jeg straks venligere stemt, for jeg er journalist, og det er jo en helt anden menu.
|
| Åse Jørgensen boede og kokkererede en uge på et ældrecenter i Balikchy. |
Den første dag i september sad vi ved siden af hinanden igen. I et fly bound for Istanbul. Og med fælles aftale i Kirgistan. Rejsefæller, kolleger og på fornavn var vi nu.
Og Åse viste sig i øvrigt at være på min alder, hun lidt over, jeg lidt under de 60. Hvad der nu ikke har ændret ved, at jeg her i Kirgistan konsekvent har sagt ”Hej, gamle”, når hun ringede til mig, eller når vi mødtes.
Og det skal der ikke laves om på.
Så nu vil jeg sige ”Tak, gamle!”.
Åse rejste hjem for et par dage siden. Så de sidste uger, inden jeg skal retur til Danmark, skal jeg klare mig selv. Og mon ikke det går… Men det er ikke det samme at være i Kirgistan uden Åse.
Ikke at vi har hængt ud og siddet lårene af hinanden i tide og utide. Da slet ikke. Men vi har været rigtig gode til at bruge hinanden til lige at vende dagene og få snakket om det, der nu kunne være.
Det er også forekommet, at der er gået mor i Åse. Så har hun ringet og ment, jeg ikke ville overleve tiden ud i Kirgistan, med mindre jeg straks kom hen i hendes lejlighed og spiste boller i karry og ris a la mande med kirsebærsovs!
Tak for mad, gamle!
Trylle-suppe
Åse laver god mad. Og så har hun opskriften på, hvordan man vader lige ind i folks hjerter. Jeg ved, de kirgisere, der har mødt Åse i hendes virke som seniorsupporter, er kommet til at holde rigtig meget af hende. For hendes åbenhed, livsglæde og gåpåmod.
Og fordi hun er så sej. En journalist skal bare have en blyant og et stykke papir, så kører det. En kok har brug for gryder og pander, og de har ikke stået i kø i skabene hos de lokale FKN-partnere, Åse skulle samarbejde med.
Men lur mig om ikke hun alligevel sammen med kirgisiske pensionister har tryllet løgsupper og linsefrikadeller ud af den blå bjergluft. Uden snyd og pulvere og dåser…
Verden ville være et bedre sted med færre dåser. Og flere Åse´r!
Nu går Åse rundt i et hus nede på Præstø-egnen og lynpakker til en ferietur til Sri Lanka med hele familien. Forhåbentlig glemmer hun ikke i travlheden at være stolt af sig selv.
God tur, gamle!
Dårlig samvittighed
Min mor døde i februar, 88 år og mæt af dage. Så det var i orden.
Vi var der alle sammen, børn og børnebørn, sad ved hendes seng på hospitalet, da hun trak sit sidste vejr. Så det var også i orden.
Så meget i orden var det hele, at min yndlings-nevø David lidt senere kunne komme tilbage på stuen med en termokande og sige ”Hva´så, mormor, skal du have en kop kaffe eller er du stadig død?”.
De sidste år min mor levede boede hun midt i Odense. Første parket til byens liv. Så sad vi sammen dér ved vinduet og kiggede på familefædre med klapvogne og drenge med Harley´er, kvinder med karriere og mænd med stikmærker, cafégæster, folk og fæ.
”Der er så mange skæbner”, sagde min mor så. Og jeg svarede – som så ofte før: ”Ja, der er en til os alle sammen”.
Og så kiggede vi videre…
Hvad sker der for dig, Gud?
Det gør jeg også her i Bishkek. Sidder om morgenen på min altan, ser byen vågne og tænker i skæbner. Og bliver igen og igen enig med mig selv om – nu min mor ikke er mere – at ”verden” ikke rimer på ”retfærdig”.
|
| Jeg giver den gamle dame seks kroner og tænder hendes smøg. Måske skæbnen ville det sådan den dag… |
Min mor var pensionist i 25 år, og ikke én dag gik hun sulten i seng, ikke én gang blev der lukket for strømmen eller fjernvarmen, ikke én pille måtte hun springe over, fordi der ikke var råd.
Der bor en gammel dame i blokken skråt overfor, hun er vel også plus-minus 88.
Hun tøfler ud af porten hver morgen og lidt hen ad gaden, hvor der er en betonklods.
Så sidder hun dér med en papkasse foran sig. Tre timer, fem timer, en hel dag. Hun tigger.
Er det måske retfærdigt? Retfærdighed? Hvad sker der for dig, Gud? Du, skæbnebestyrer… Har du ikke dårlig samvittighed nu?
Har jeg? Bør jeg vel have? Gud har så meget andet, jeg sidder lige her. Det vil sige, jeg rejser mig, går over og giver hende 50 som (6 kr.) og en halvfuld pakke Marlboro. Tænder en af dem for hende og siger ”God dag!”.
Hjalp det på samvittigheden? Jeg ved det faktisk ikke, men nej, det er ikke den følelse, der er i mig. For det var så nemt. For seks kroner og ti smøger aflad…
Jeg kan i det hele taget ikke finde ud af det med den samvittighed. Hvad jeg skal med den, stikke den skråt op eller hvad?
En forkælet blondine
Jeg fik en Facebook-hilsen fra en veninde i Odense. Hun hedder Kate, og havde læst noget jeg havde skrevet om skæbner i Kirgistan.
Nu sad hun med nye, rådyre, lystkøbte læderstøvler på og munden fuld af Marabou og dårlig samvittighed. ”En forkælet blondine fra Vesten”, skriver hun.
Undskyld, Kate. Jeg har ikke skrevet noget for at give dig, nogen overhovedet, dårlig samvittighed. Jeg tror slet ikke det er den melodi, næstekærlighedens klaver spiller.
Vi skal leve vores liv, hvor vi nu er, deale med den skæbne, der er vores. Og måske kan samvittigheden blive en guide på vores vej.
Næstekærligheden er allermest en beslutning. En beslutning om at hjælpe Gud med at bestyre skæbnerne.
”Jeg vil hjælpe”. I nær familie med narkomanens ”Jeg vil ikke tage stoffer mere” eller rygerens ”Jeg har slukket min sidste smøg”.
Ordet er afsavn…
Vi vil gerne hjælpe. Jordskælv i Haiti, oversvømmelser i Pakistan, hungersnød i Østafrika, så er der hul igennem til næstekærligheden og bankkontoen. Som der er, når det handler om børn uden skolebøger, ældre uden medicin, flygtninge uden fædreland.
Det er godt, vi vil. For der er brug for hver en krone i en skæv og uretfærdig verden. Og vi giver gerne to.
Jeg er heller ikke fedtet. Et hus i Burundi, et barn i Kap Verde, en hund hér, en plovmand dér.
|
| Der er tyve kvinder for hver mand i de hjælpeprojekter, FKN's partnere har for ældre i Kirgisistan. Men nøden er ikke mindre blandt de ældre mænd. Pensionen rækker slet ikke til at dække basale behov som mad, medicin og husleje, så tiggere er et helt almindeligt indslag i bybilledet - her i hovedstaden Bishkek. |
Sådan! Jeg går ud af banken og pudser glorien. Men skinne som min salig farmors sølvtøj, det vil den ikke. For der er noget, der ikke stemmer i mit regnskab:
Jeg giver af et overskud. Jeg har pengene, jeg giver dem til den gode sag, jeg mangler dem ikke. De er doneret, og jeg savner dem ikke. Altså udøver jeg i virkeligheden en slags toldfri næstekærlighed.
Jeg kunne give det dobbelte, fem gange så meget. Men jeg vil også i Parken til ”The Wall”. Der er også den tur med en kammerat til Makedonien. Den halve snes film, der skal ses i biografen. Den hektoliter kaffe, der skal drikkes au lait og på café. For slet ikke at tale om den kanelsnegl, der er et must i mit morgenritual. Ingen skal krumme et hår på dens glasur!
Ordet er afsavn. Det er dér, jeg vil hen.
Min næstekærlighed føles hul, min taknemmelighed over at være privilegeret dansker rimer på floskel. Til den dag jeg er villig til at lide afsavn. Den dag koncertbilletten går til Pakistan, kaffen til Haiti og kanelsneglen til et hungerramt barn.
Ordet er afsavn. Det er dér, jeg vil hen.
Foreløbig er jeg nået til Kirgisistan. Sendt hertil af Folkekirkens Nødhjælp.
Ulønnet, betaler selv. Så det er vel et stykke af vejen?
Jeg spørger mig selv – på tredjedagen opstanden i en lejlighed i hovedstaden Bishkek. Og ved ikke det sande svar. Jo, jeg vil det gode, bruge mine evner, min erfaring som journalist. Hjælpe hvor jeg kan, så godt jeg kan. Helst vil jeg – for nu at citere Jesus, som Lukas skrev det ned – ”bringe godt nyt til de afmægtige, forkynde frihed for de fangne, give nyt syn til de blinde og rejse dem op, som er blevet trampet ned”.
Jesus kom rigtig langt ad sin vej. Men han var også på jorden udelukkende for vores skyld. Jeg er i Kirgisistan for at hjælpe. Men også for min egen skyld. For oplevelsen og eventyret.
Og jeg ved ikke, om det regnestykke har et næstekærligt facit.
Måske de 35.000 kroner, det koster mig at være her, ville ligge bedre i gryden med dagens ret til 150 af Bishkeks gadebørn? Eller i kakkelovnen hos en gammel, gigtplaget morlil?
For gadebørnene her, de lider. Mange ældre lider. Ikke afsavn. Men nød.
Hvis jeg nu gjorde det, sådan for alvor og ikke bare oppe i hovedet? Hvis jeg vekslede ferie, kaffe og kanelsnegl til nødhjælp? Hvis jeg bare havde mad i munden, tøj på kroppen, tag over hovedet, og det så var det og resten til næsten?
Måske min glorie ville skinne, måske jeg ville blive mere glad, nærmest lykkelig…
Jeg ved det ikke. Men jeg ved at afsavnets modsætning er overforbrug og ragen til sig. Og det er tidens hotte stof. Jeg tager det også, doper mig ved kassen i Netto, fixer mig i luftfartens netbårne indkøbskurv. Så jeg slipper for at mærke, hvordan jeg har det. Sådan i virkeligheden.
Jeg vil ikke være dopet. Jeg vil mærke mig selv og være mig selv bekendt.
Ordet er afsavn.
TILBAGE