Alt ånder fred…
|
| Kirgistan går til valg den 10. oktober. Med 29 partinavne på stemmesedlen – og en hær af udenlandske valgobservatører til at overvåge, at alt går rigtigt til. Fusk og snyd har været regelen, ikke undtagelsen i alle foregående valg i Kirgistans 19 år som selvstændig nation. |
Paradisets have tilhører stationsforstander Andersen i Skævinge. Æblerne, de er pissesure. Men vi er rigtige drenge. Og de stjæler frugt, når frugt er. Ole, Kaj, Benny Flapøre og jeg lister havelågen op.
Alt ånder fred…
”Han kommer!” De andre råber, spæner, så det gungrer elefantisk i græsset. Jeg vil også, men benene lystrer ikke. Angsten pumper bly i dem. Og så er han der, Andersen. Med den fedtede privatbanekasket som låg på hovedets koleriske vulkan. Pølsefingrene klemmer om min nakke. Fornemmelsen af varm tis i mine bukseben. Jeg er 10 år.
Jeg er 58. Skævinge er skiftet ud med Bishkek, hovedstaden i Kirgistan. Stationsforstanderens have med pladsen foran landets parlament. Her er ingen æbletræer, ingen Andersen. Men fire skifertavler med datoen 07 04 2010. Og navnene på 82 kirgisere, der blev dræbt af militærets kugler den dag i april.
Jeg har set det på nettet. Demonstranterne, soldaterne, røgen fra deres geværløb, mennesker der flygter i panik. Ligene og de sårede. Blodet og de tomme øjne.
Måske derfor jeg dér foran mindetavlerne kommer til at tænke tilbage… Hvis stationsforstander Andersen var Bakiyev, præsidenten der gav ordre til at skyde. Hvis jeg havde været der, og mine ben ikke ville lystre. Hvis pølsefingrene i nakken var af metal. Hvis tisset var blod…
|
| Skoleelever foran mindetavlerne for de dræbte i Bishkek den 7. april. Den afsatte præsident, Kurmanbek Bakiyev, er sigtet for at have givet soldaterne ordre til at skyde. Han befinder sig i Hviderusland, der nægter at udlevere ham til retsforfølgelse i Kirgistan. |
Hvis jeg to måneder senere havde været i Osh eller Jalal-Abad længere sydpå i Kirgistan, hvor 2.000 mennesker mistede livet. Fordi de tilhørte en etnisk gruppe, de andre ikke kunne lide. Eller i en desperat kamp om de smuler, der ikke er…
Hvis det havde været i Danmark. Fire snese lig på Rådhuspladsen i København…
Jeg står dér på pladsen og prøver at forstå. Forstår det og forstår det ikke. At det kunne ske.
Så går jeg hjem gennem byen. Valgplakaterne råber: Stem på mig! Mit parti! Der er parlamentsvalg i Kirgistan den 10. oktober. Økonomisk kaos, korruption, massearbejdsløshed, massiv fattigdom, sult og nød er den opvask, en ny regering skal tage.
Folket – det vil have fred. Svaret er ikke et partinavn, når jeg spørger til valget. Men fred. Brød og fred. Det er folkets håb. Frygten er mere vold, flere drab.
Jeg vågner i natten. Tager en Sovereign fra pakken, brækker filteret af, tænder den. Står op og går hen og åbner vinduet ud mod Tuburskaya-gaden. Det regner blidt. Et egern piler det første morgenlys i møde i ahorntræet lige udenfor.
Alt ånder fred…
|
| Plyndringer af butikker, hærværk og afbrænding af regeringskontorer- her en retsbygning - i Bishkek fulgte i kølvandet på demonstrationen og drabene den 7. april. |
De trætte fugle…
”Lufthavnens arme fanger flyverne ind, de trætte fugle vender hjem.”
Min trætte fugl er denne nat en Boeing syv-nul-syv, ruget ud i Istanbul. 4.000 km har den i vingerne, da næbbet er i vinkel til det blide bump.
Og asfalten får et røgsort gummikys,
Vi klikker med sikkerhedsbælterne. Ryster fjerene. Roder og regerer. Pakker ned og liver op. Taster ind og melder ud, jeg er her og er du der?
Jeg spejder ud i natten, mens vi triller mod ankomsthallen. Og ser menneskets dårskab stillet til skue i det første spæde morgenlys. Vingespids ved vingespids står de og rækker tunge af næstekærligheden. Et dusin stumpnæsede, farveladebrune transportfly fra US Air Force slikker de mentale sår efter endnu en tur til Afghanistan med død og lidelse, popcorn, jordnøddesmør og brev fra mor.
Trætte fugle…
I København ser de Deadline. Jeg ser på uret. 03.22. Det er den 1. september 2010, og det er lufthavnen i Bishkek. Jeg er i lufthavnen i Bishkek. I Kirgistan. Det er for vildt, og det er først lige begyndt.
Jeg vågner tidligt, tænker smøg og kaffe. Så penge må man have. Lyner maveskindet op og fisker 100 Dollars frem. Kom ikke her, min far, Amerika ist wunderbar.
Der ligger en gammel mand foran banken. Ligger bare. Med øjne uden gnist. Trøjen er en las, strømperne et hul, sko noget han havde engang. Og jeg tvinger mig til at se det, bukserne lakeret med lort.
Jeg ser ham igen morgenen efter og næste dag igen. Så er han der ikke mere. Han er ikke mere… Det er naboen, der fortæller det. Folk i rundkreds, ambulancen der kom så sent. For sent.
En træt fugl er vendt hjem…
Til Gud? Jeg ved det ikke. Ved heller ikke, om man må blive vred på Gud? Er det at blive ledt i fristelse? Er det en synd, jeg skal tilgives for? Jeg ved det ikke. Men jeg bliver vred. Manden, der ikke er mere. Veninden i Danmark med én lunge og endnu mindre håb. Den lille dreng, der træder på en mine i morgen. Fattigdommen og lidelsen, jeg skal møde her. Som er alle vegne. Det giver ingen mening. Og hvem er skyldig? Kapitalismen, imperialismen, kommunismen, diktatoren, imamen, hærchefen, paven, krigens købmænd, Lukasjenko? Anders Fogh med stålsat NATO-blik i en lokal avis?
|
| Brødre og søstre: Mikhail, Lyuba, Anna, Valentina, Elena, Alexander – og Hans fra Fyn. |
Spørgsmålet om skyld, måske skal vi bare lade det ligge. Og tage ansvar for at lave verden om. Vi brødre og søstre på denne jord. Brødre og søstre, det er så nemt at sige. Og flyver mig af munden, da jeg bliver interviewet til Kirgistans P1. Men jeg kan mærke den, familiefølelsen, da jeg senere på dagen er inviteret til frokost hos Mikhael og Lyuba, et pensionistægtepar i Bishkek-forstaden Alamedin. Vi snakker, griner, siger tak, selv tak, skåler og bliver alvorlige, stille lidt. Sammen. Mikhael fra Moskva, Anna fra Osh nede sydpå, Valentina med ræv bag øret og datter i Mexico. Elena, Lyuba, Alexander… Og jeg, der er født på Fyn.
Vi er brødre og søstre. Vi er sammen. Vi har et ansvar sammen. Det er trist at sige farvel. Og trist at læse, at Danmark er på afgrundens rand. Det står i BT på nettet. Uha, det må være slemt. For her i Kirgistan er det da kun ad Helvede til. Måske jeg skulle vende hjem og blive frivillig…
Jeg har svært ved at falde i søvn. Jeg kniber øjnene sammen, tæller brødre og søstre, får og lam. Tænker på Bishkeks smukke kvinder, der hedder Morgenstjerne og Måneskin på dansk. Fjernkysser min troldetøs derhjemme, godnatter min datter og svigersøn. Og smiler til Harry og Arthur, mine børnebørn.
Folder mine hænder, beder det meningsløse Fadervor. Men det er det, jeg har. Så sover jeg. Drømmer.
Om trætte fugle…
PS: jeg ville ønske, citatet øverst var mit… Men det skal kunstnerkollektivet Røde Mor have æren for. Det stammer fra sangen om Vietnam-krigen, og soldaten ”Lille” Johnny, der kommer hjem til sin mor i en kiste.
Ordet er afsavn…
Vi vil gerne hjælpe. Jordskælv i Haiti, oversvømmelser i Pakistan, hungersnød i Østafrika, så er der hul igennem til næstekærligheden og bankkontoen. Som der er, når det handler om børn uden skolebøger, ældre uden medicin, flygtninge uden fædreland.
Det er godt, vi vil. For der er brug for hver en krone i en skæv og uretfærdig verden. Og vi giver gerne to.
Jeg er heller ikke fedtet. Et hus i Burundi, et barn i Kap Verde, en hund hér, en plovmand dér.
|
| Der er tyve kvinder for hver mand i de hjælpeprojekter, FKN's partnere har for ældre i Kirgisistan. Men nøden er ikke mindre blandt de ældre mænd. Pensionen rækker slet ikke til at dække basale behov som mad, medicin og husleje, så tiggere er et helt almindeligt indslag i bybilledet - her i hovedstaden Bishkek. |
Sådan! Jeg går ud af banken og pudser glorien. Men skinne som min salig farmors sølvtøj, det vil den ikke. For der er noget, der ikke stemmer i mit regnskab:
Jeg giver af et overskud. Jeg har pengene, jeg giver dem til den gode sag, jeg mangler dem ikke. De er doneret, og jeg savner dem ikke. Altså udøver jeg i virkeligheden en slags toldfri næstekærlighed.
Jeg kunne give det dobbelte, fem gange så meget. Men jeg vil også i Parken til ”The Wall”. Der er også den tur med en kammerat til Makedonien. Den halve snes film, der skal ses i biografen. Den hektoliter kaffe, der skal drikkes au lait og på café. For slet ikke at tale om den kanelsnegl, der er et must i mit morgenritual. Ingen skal krumme et hår på dens glasur!
Ordet er afsavn. Det er dér, jeg vil hen.
Min næstekærlighed føles hul, min taknemmelighed over at være privilegeret dansker rimer på floskel. Til den dag jeg er villig til at lide afsavn. Den dag koncertbilletten går til Pakistan, kaffen til Haiti og kanelsneglen til et hungerramt barn.
Ordet er afsavn. Det er dér, jeg vil hen.
Foreløbig er jeg nået til Kirgisistan. Sendt hertil af Folkekirkens Nødhjælp.
Ulønnet, betaler selv. Så det er vel et stykke af vejen?
Jeg spørger mig selv – på tredjedagen opstanden i en lejlighed i hovedstaden Bishkek. Og ved ikke det sande svar. Jo, jeg vil det gode, bruge mine evner, min erfaring som journalist. Hjælpe hvor jeg kan, så godt jeg kan. Helst vil jeg – for nu at citere Jesus, som Lukas skrev det ned – ”bringe godt nyt til de afmægtige, forkynde frihed for de fangne, give nyt syn til de blinde og rejse dem op, som er blevet trampet ned”.
Jesus kom rigtig langt ad sin vej. Men han var også på jorden udelukkende for vores skyld. Jeg er i Kirgisistan for at hjælpe. Men også for min egen skyld. For oplevelsen og eventyret.
Og jeg ved ikke, om det regnestykke har et næstekærligt facit.
Måske de 35.000 kroner, det koster mig at være her, ville ligge bedre i gryden med dagens ret til 150 af Bishkeks gadebørn? Eller i kakkelovnen hos en gammel, gigtplaget morlil?
For gadebørnene her, de lider. Mange ældre lider. Ikke afsavn. Men nød.
Hvis jeg nu gjorde det, sådan for alvor og ikke bare oppe i hovedet? Hvis jeg vekslede ferie, kaffe og kanelsnegl til nødhjælp? Hvis jeg bare havde mad i munden, tøj på kroppen, tag over hovedet, og det så var det og resten til næsten?
Måske min glorie ville skinne, måske jeg ville blive mere glad, nærmest lykkelig…
Jeg ved det ikke. Men jeg ved at afsavnets modsætning er overforbrug og ragen til sig. Og det er tidens hotte stof. Jeg tager det også, doper mig ved kassen i Netto, fixer mig i luftfartens netbårne indkøbskurv. Så jeg slipper for at mærke, hvordan jeg har det. Sådan i virkeligheden.
Jeg vil ikke være dopet. Jeg vil mærke mig selv og være mig selv bekendt.
Ordet er afsavn.
TILBAGE