Vi vil gerne hjælpe. Jordskælv i Haiti, oversvømmelser i Pakistan, hungersnød i Østafrika, så er der hul igennem til næstekærligheden og bankkontoen. Som der er, når det handler om børn uden skolebøger, ældre uden medicin, flygtninge uden fædreland.
Det er godt, vi vil. For der er brug for hver en krone i en skæv og uretfærdig verden. Og vi giver gerne to.
Jeg er heller ikke fedtet. Et hus i Burundi, et barn i Kap Verde, en hund hér, en plovmand dér.
|
|
| Der er tyve kvinder for hver mand i de hjælpeprojekter, FKN's partnere har for ældre i Kirgisistan. Men nøden er ikke mindre blandt de ældre mænd. Pensionen rækker slet ikke til at dække basale behov som mad, medicin og husleje, så tiggere er et helt almindeligt indslag i bybilledet - her i hovedstaden Bishkek.
|
Sådan! Jeg går ud af banken og pudser glorien. Men skinne som min salig farmors sølvtøj, det vil den ikke. For der er noget, der ikke stemmer i mit regnskab:
Jeg giver af et overskud. Jeg har pengene, jeg giver dem til den gode sag, jeg mangler dem ikke. De er doneret, og jeg savner dem ikke. Altså udøver jeg i virkeligheden en slags toldfri næstekærlighed.
Jeg kunne give det dobbelte, fem gange så meget. Men jeg vil også i Parken til ”The Wall”. Der er også den tur med en kammerat til Makedonien. Den halve snes film, der skal ses i biografen. Den hektoliter kaffe, der skal drikkes au lait og på café. For slet ikke at tale om den kanelsnegl, der er et must i mit morgenritual. Ingen skal krumme et hår på dens glasur!
Ordet er afsavn. Det er dér, jeg vil hen.
Min næstekærlighed føles hul, min taknemmelighed over at være privilegeret dansker rimer på floskel. Til den dag jeg er villig til at lide afsavn. Den dag koncertbilletten går til Pakistan, kaffen til Haiti og kanelsneglen til et hungerramt barn.
Ordet er afsavn. Det er dér, jeg vil hen.
Foreløbig er jeg nået til Kirgisistan. Sendt hertil af Folkekirkens Nødhjælp.
Ulønnet, betaler selv. Så det er vel et stykke af vejen?
Jeg spørger mig selv – på tredjedagen opstanden i en lejlighed i hovedstaden Bishkek. Og ved ikke det sande svar. Jo, jeg vil det gode, bruge mine evner, min erfaring som journalist. Hjælpe hvor jeg kan, så godt jeg kan. Helst vil jeg – for nu at citere Jesus, som Lukas skrev det ned – ”bringe godt nyt til de afmægtige, forkynde frihed for de fangne, give nyt syn til de blinde og rejse dem op, som er blevet trampet ned”.
Jesus kom rigtig langt ad sin vej. Men han var også på jorden udelukkende for vores skyld. Jeg er i Kirgisistan for at hjælpe. Men også for min egen skyld. For oplevelsen og eventyret.
Og jeg ved ikke, om det regnestykke har et næstekærligt facit.
Måske de 35.000 kroner, det koster mig at være her, ville ligge bedre i gryden med dagens ret til 150 af Bishkeks gadebørn? Eller i kakkelovnen hos en gammel, gigtplaget morlil?
For gadebørnene her, de lider. Mange ældre lider. Ikke afsavn. Men nød.
Hvis jeg nu gjorde det, sådan for alvor og ikke bare oppe i hovedet? Hvis jeg vekslede ferie, kaffe og kanelsnegl til nødhjælp? Hvis jeg bare havde mad i munden, tøj på kroppen, tag over hovedet, og det så var det og resten til næsten?
Måske min glorie ville skinne, måske jeg ville blive mere glad, nærmest lykkelig…
Jeg ved det ikke. Men jeg ved at afsavnets modsætning er overforbrug og ragen til sig. Og det er tidens hotte stof. Jeg tager det også, doper mig ved kassen i Netto, fixer mig i luftfartens netbårne indkøbskurv. Så jeg slipper for at mærke, hvordan jeg har det. Sådan i virkeligheden.
Jeg vil ikke være dopet. Jeg vil mærke mig selv og være mig selv bekendt.
Ordet er afsavn.
© Mike Kollöffel
10.09.2010 - Dikte
Afsavn