Det er søndag, det er den 28. november, året er 2010, og i nat er det bye-bye-Bishkek. Jeg flyver til Danmark.

Og hvad sker der så lige på min yderste dag i Kirgistan?

Jeg har været ude og handle lidt, knuse en sød veninde farvel og sådan. Nu vil jeg så skrive mig helt op på toppen af Blogs-bjerg, fortælle og forklare og perspektivere og visualisere og alt, hvad ord kan trække. Den sidste blog skal blive den bedste.

Men jeg har ikke noget at gøre med, intet at forme ord af. Der ligger en besked fra bogstaverne på en lap papir på skrivebordet. ”Vi er trætte, klar dig selv, vi er gået i seng”. Og dér ligger de på rad og række.” Å” med dynen helt oppe over bollen, ”e”, ”l”, ”s” og ”k” i en hed klump, ”i” med prikken på hovedpuden og en dråbe spyt på hagen. Hele alfabetet med barbituratblafrende næsebor…

Godt så kameraet er opfundet. Jeg bladrer i mit kirgisiske album og finder tre billeder af mit Kirgistan. Tre stilfærdige, amatøragtige billeder, der kun har det budskab, du måtte lægge i dem…

Tak til alle, tak for alt, tak for kaffe. Tak fra mig.

Hvis du ikke har læst ”Den forsvundne fuldmægtig” eller ”Det forsømte forår” eller set dem på film - eller i det mindste har et par litografier på væggene med palmer og farvestrålende giraffer, elefanter og tapirer i naiv streg - så er det lige før vi må tage din ret til at være statsborger i Danmark op til overvejelse. Prøver og points kan komme på tale, spørgsmål om årstallet for det kvindelige håndboldlandsholds guld-triumf ved OL og den slags vigtige danskheds-pejlinger…

En langbenet hest på fortovet bag en lastbil eller en kortbenet hest på ladet af en lastbil? Vi ser det, vi vil se…

Men selvfølgelig har du det.

Hans Scherfig er dansk kulturarv, så det klodser.

Idealisten, kommunisten, kunstneren med de stærke briller og det knivskarpe blik for kapitalismens knyster er folkeeje.

Hans bøger er trykt i over en million eksemplarer – alene på dansk – og det sidste oplag er ikke gået i trykken.

Hans Scherfig besøger Kirgistan i 1964. Det er i eftertankens tid, før bloggen og nettet, så i stedet skriver han rejsebogen ”Hos kirgiserne”.

Jeg læser den på vej hertil 46 år senere, vender det sidste blad under indflyvningen til lufthavnen i Bishkek. Og belaver mig på snart at skulle betræde paradisisk jord.

For sådan er Hans Scherfigs rejsebog. Der er ikke en plet at sætte på det Kirgistan, han besøger. Alle er glade, alt er godt, bønderne smiler og arbejderne synger, solen skinner og hundehalerne logrer. Og i hovedstaden Bishkek slentrer smede og professorer rundt arm i arm og drikker champagne på en café i frokostpausen.

”Ja, det er flot, Scherfig, hallo!”, tænker jeg. Jeg og du, vi ved jo godt, hvordan det var bag jerntæppet. Ikke? Det ved vi da bare så meget om? Sådan fra tv og radio og aviser og Bent Jensen og sådan…

Min forståelsesmur

Men jeg var ikke i Bishkek i 1964. Altså er mine tanker om Scherfigs Kirgistan baseret på noget, jeg tror jeg ved. Måske funderet på løsagtig, sandheds-skyende anden- og tredjehåndsviden, der har været en tur i Vestens kapitalistisk-ideologiske manipulationsmaskine, før den blev installeret i mig som den forståelsesmur, jeg så spiller min bold op imod.

Det er min forestilling om Kirgistan anno 1964 mod Scherfigs oplevelse af Kirgistan anno 1964. Og hvem har så ret?

Jeg ved det ikke. Men jeg hører hver dag kirgisere sige, at livet var meget bedre dengang end nu. Materielt bedre, mere trygt. De drømmer sig tilbage…

Men der var jo ikke ytringsfrihed? Og man måtte ikke rejse til udlandet? Og alle dem, der blev sendt til Sibirien?

Kapitalismen bærer i sig kimen til sin egen undergang. Det skrev Karl Marx, det mente også Hans Scherfig. Så måske er det udtryk for rettidig kirgisisk omhu, at Lenin står støt på pladser og i parker overalt i Kirgistan og venter på sit comeback?

Det skal vi ikke glemme. Det glemmer kirgiserne heller ikke. Og i øvrigt er det også virkeligheden i dag. Forstået på den måde at det jo ikke giver mening at fokusere på retten til at sige, hvad man har lyst til og rejse hvorhen man vil, så længe der ikke engang er garanti for brød på bordet hver dag.

Og Sibirien, det hedder bare Moskva og Skt. Petersborg i dag: Næsten en million kirgisere lever et usselt liv som gæstearbejdere i russiske storbyer, tvunget af sted fordi der ikke er arbejde at få i hjemlandet. Rejs eller sult!

Scherfigs drømmesamfund

Vi ser det, vi vil se. Det vi har lært at se. Er blevet bedt om at se. Forestiller os, vi kommer til at se.

Jeg ser tiggerne og gadebørnene, fordi de er der. Men også fordi jeg arbejder for Folkekirkens Nødhjælp og de lokale partnere, der kæmper mod fattigdommen.

Var jeg udsendt af BMW for at forberede et salgsfremstød i Kirgistan, så var det slipsedrengenes glaskontorer og frokost-buffeten på Hotel Hyatt, jeg kunne få øje på.

Hans Scherfig så sit drømmesamfund. Han var idealist, han troede på kommunismen. Det er muligt, han – måske også under opholdet i Kirgistan – i sit stille sind forbandede Sovjetmagten for dens forbrydelser og overgreb. Men kommunismen, den troede han på. Til sin død i 1979.

Hans farvestrålende tapirer, elefanter og giraffer lever endnu på kirgisiske vægge. Det er ikke sikkert, du tror på det. Men jeg har set dem!

Da jeg engang i foråret kom ind i receptionen hos Folkekirkens Nødhjælp i Nørregade i København og var i god tid til min aftale, satte jeg mig i den ledige stol lige indenfor til venstre.

Overfor sad en ældre dame. Og da ældre damer – og folk i al almindelighed – pirrer min nysgerrighed, skulle mit hjerte ikke slå ret mange gange, før jeg havde fået på det rene, at vi var der i samme ærinde. At vi begge gerne ville til Kirgistan som seniorsupportere. At vi begge skulle til samtale om dét.

”Konkurrent”, det tænkte jeg sgu. Indtil den ældre dame fortalte, hun var kok. Så blev jeg straks venligere stemt, for jeg er journalist, og det er jo en helt anden menu.

Åse Jørgensen boede og kokkererede en uge på et ældrecenter i Balikchy.

Den første dag i september sad vi ved siden af hinanden igen. I et fly bound for Istanbul. Og med fælles aftale i Kirgistan. Rejsefæller, kolleger og på fornavn var vi nu.

Og Åse viste sig i øvrigt at være på min alder, hun lidt over, jeg lidt under de 60. Hvad der nu ikke har ændret ved, at jeg her i Kirgistan konsekvent har sagt ”Hej, gamle”, når hun ringede til mig, eller når vi mødtes.

Og det skal der ikke laves om på.

Så nu vil jeg sige ”Tak, gamle!”.

Åse rejste hjem for et par dage siden. Så de sidste uger, inden jeg skal retur til Danmark, skal jeg klare mig selv. Og mon ikke det går… Men det er ikke det samme at være i Kirgistan uden Åse.

Ikke at vi har hængt ud og siddet lårene af hinanden i tide og utide. Da slet ikke. Men vi har været rigtig gode til at bruge hinanden til lige at vende dagene og få snakket om det, der nu kunne være.

Det er også forekommet, at der er gået mor i Åse. Så har hun ringet og ment, jeg ikke ville overleve tiden ud i Kirgistan, med mindre jeg straks kom hen i hendes lejlighed og spiste boller i karry og ris a la mande med kirsebærsovs!

Tak for mad, gamle!

Trylle-suppe

Åse laver god mad. Og så har hun opskriften på, hvordan man vader lige ind i folks hjerter. Jeg ved, de kirgisere, der har mødt Åse i hendes virke som seniorsupporter, er kommet til at holde rigtig meget af hende. For hendes åbenhed, livsglæde og gåpåmod.

Og fordi hun er så sej. En journalist skal bare have en blyant og et stykke papir, så kører det. En kok har brug for gryder og pander, og de har ikke stået i kø i skabene hos de lokale FKN-partnere, Åse skulle samarbejde med.

Men lur mig om ikke hun alligevel sammen med kirgisiske pensionister har tryllet løgsupper og linsefrikadeller ud af den blå bjergluft. Uden snyd og pulvere og dåser…

Verden ville være et bedre sted med færre dåser. Og flere Åse´r!

Nu går Åse rundt i et hus nede på Præstø-egnen og lynpakker til en ferietur til Sri Lanka med hele familien. Forhåbentlig glemmer hun ikke i travlheden at være stolt af sig selv.

God tur, gamle!

Jeg var engang den glade ejer af et tysksproget Anders And-blad fra 1959, hvor den bukseløse amerikaner-and får sin ilddåb som nyansat, pavestolt brandmand. Og selvfølgelig i sin slukkeiver kommer til at starte århundredets skovbrand. På slutbilledet står den nu forhenværende brandmand And og skuer ud over tønder land af forkullede træstubbe. Og tankebobler de vise ord:

”Es will hier lange, lange Zeit nicht mehr brennen!”

Og hvor vil jeg nu hen med det?

Til Osh, provinshovedstaden i det sydlige Kirgistan.

For det er dér, Anders Ands boblende tanker sniger sig ind på mig. I taxaen fra lufthavnen til bymidten og værelset på Hotel Sunrise.

Jeg er forberedt på, at der skal komme en reaktion, er helt med på, at de vil gøre noget ved mig, de seks kilometer ind gennem forstæderne og langs floden ned ad hovedstrøget Lenina.

Det jeg ved. Det jeg har set. Det jeg ved, jeg skal se.

Her og der og allevegne i Osh møder øjet brandtomter, helt og halvt nedbrændte bygninger. Her en uzbekisk ejet restaurant.

Det er i Osh, næstekærligheden dør og river 2000 mennesker med sig i graven den anden uge i juni. Det er i Osh, 1800 bygninger bliver stukket i brand. Det er i Osh, titusinder af uzbekere – børn, gamle, unge – lærer dødsangsten at kende og flygter i panik.

Det er kun fem måneder siden, og det ruller forbi derude. Jeg tager det ind. De sanseløst smadrede butikker, brandtomterne, murenes graffititrusler. Men det er ikke det… Det er fornemmelsen. Jeg kan mærke døden. Føle angsten. Se hadet. Og selvhadet. Lugte blodrusen og desperationen gennem taxarudens splintfri glas.

Jeg kunne græde… Men der går Anders And i den.

Og på værelse 106 falder jeg hurtigt i søvn.

Næste morgen er verden ny fra min udkigspost på første sal. Og som den altid har været. Børn der skal i skole, voksne på vej på job. Busser hér, cykler dér. En mand der fejer, en hund der skal tisse. En storbarmet kone, der lokker med ”frisk mælk”. En tigger og en BMW.

Men fornemmelsen hænger ved. At det er lige derude. At intet er glemt, kun gemt.

”Es will hier lange, lange Zeit nicht mehr brennen”.

Jeg håber, Anders And får ret.

På femtedagen skabte Gud planterne og dyrene. Bl.a. denne ko på en mark i Naryn-provinsen.

Gud gav den gas. På fem dage skabte han himmel og jord, lys og mørke, land og vand, sol og måne, planter og træer, fisk, fugle, vingummibamser og alle andre dyr.

En overnormlig ugeproduktion… På min gamle arbejdsplads i Post DK ville det hedde ”målopfyldelse”, og brevchefen ville give en sodavand.

Dér fredag aften var Gud så også træt og burde nok have holdt weekend. Men nej, det var tidligt op igen lørdag morgen, lige en hurtig kop kaffe. Og så skulle mennesket skabes.

Det var han så ikke så heldig med.

Nu tænker jeg ikke på det, jeg kan se i spejlet. Det kunne være bedre. Værre. Men når en taxachauffør i Buenos Aires for et år siden var ret sikker på, det var rullestenen Keith Richards han havde fået op at køre, så er det ok… Selv om han nu egentlig ikke er for køn.

Det er noget indeni, der er kikset for Gud.

Halvanden måned

Jeg mener… her har jeg gået og strøet op mig med ”forkælet dansker” og ”næstekærlighed” og ”solidaritet” og ”taknemmelighed” og ”pligt til” og ”søster og bror”. Og hør så lige hvad der sker:

For en vesteuropæer er en tur i Bishkeks Operahus et greb i lommen. Jeg gav 38 kroner for to billetter til ”La Traviata”. De kirgisiske pensionister må nøjes med at sidde udenfor og tigge.

Jeg går tur i Bishkek. Slentrer ned til Operaen på Sovietskaya og køber to billetter til ”La Traviata”.

Den vil jeg gerne se&høre, og min kirgisiske veninde skal da med. Smånynner og -skynder mig så om i Kievskaya, hvor jeg har en tid hos tatovøren Andrej.

Kan ikke leve uden en sneleopard med bytte på venstre overarm. Det motiv fandt jeg tidligere på dagen i boghandlen ”Odyssey” og pungede ud for alle 124 sider alene for dyrets skyld.

Kaffe og en lille flink kage på ”Metro”, hvorfor ikke? Og så lige et par småting til husholdningen og lungerne i Irma-fætteren ”Narodny” på vej hjem.

Samlet pris: 3950 som (492 kr.). Hvilket svarer til halvanden måneds pension for en kirgisisk pensionist…

”Det er menneskeligt”, siger du?

Ja. Det er lige det, jeg mener.

Gud skulle nok være taget i sommerhus fredag aften.

Det kan også være, jeg bare har misforstået det hele. Måske Gud i virkeligheden gjorde sig umage den lørdag. Men det han skabte var kabinettet og komponenterne – og så lige den software, der har givet mig evnen til at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert.

Så shit, ansvaret er mit.

Jeg tror, jeg holder min dumme mund lukket lidt. Ordene ”solidaritet”, ”næstekærlighed” og ”taknemmelighed” bør kun udtales med handling.

De ser da ok ud, Sovjettidens betonboligblokke. Men rockwool og termoruder er noget, vi andre har. Og om vinteren når temperaturen ned på minus 40 grader.

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan. Og visdom til at se forskellen”.

Det er en bøn, jeg har lært engang. Den giver rigtig meget mening for mig. Bortset fra det allerførste ord. For jeg tænker mere og mere, at det er mennesket, der har skabt Gud. Ikke omvendt.

Den tanke lader vi ligge og simre i gryden til en anden god gang. Det her skal ikke handle om Skabelsesberetningen eller Guds eksistens. Men om fattigdom. Og bønnen bobler op, fordi en veninde spørger mig:

”Tror du, fattige mennesker tænker meget over, at de er det?”

Vi går på Lenina, hovedgaden i Naryn, da hun spørger. Naryn – hed om sommeren, polarkold om vinteren - er en by med 45.000 sjæle syv bjergtagende, hvidtoppede autotimer sydøst for Kirgistans hovedstad Bishkek.

Og kan man få øje på fattigdommen i Bishkek, så skriger den en ind i ansigtet i Naryn. Her var engang en stor brødfabrik, her var engang et stort slagteri, her var der gang i den… engang.

Overlevelseskursus

Nu er der kun fattigdommen tilbage. Et par tal: En undersøgelse i 2001 viste, at en fjerdel af byens befolkning havde en indtægt under 3,50 Dollars, og en tredjedel måtte klare sig for mindre end 11 Dollars.

Om måneden.

Og det er ikke blevet stort bedre siden. Beløbene er sikkert anderledes, men fattigdommen den samme. Arbejdsløsheden er tårnhøj, så der er rigelig tid til at deltage i det overlevelseskursus, hverdagen er for størsteparten af Naryns indbyggere.

”Tror du, fattige mennesker tænker meget over, at de er det?”

Måske indbyggerne flest i Naryn kan finde sindsroen i en accept af deres livssituation, i accepten af, at de ikke kan ændre den. I accepten af, at der ikke er arbejde at få, hjælp at hente. Måske man accepterer, at hverdagen er kulde, brød og kartofler, ikke kurbade, Emmery-spelt og chips-for-sulten-sjov.

Måske man ikke tænker så meget over det. Måske…

Der var engang en butik. Og nogle fabrikker. Nogle arbejdspladser. Nu er der kun fattigdommen tilbage.

Døden på vagt

Men kan man finde sindsro i angsten for morgendagen? Angsten for, at småt bliver til intet? Angsten for hvordan børnene overlever sult og 40 graders kulde, den vinterdag der ikke er råd til mad og lukket for varmen?

Kan man så finde sindsro? Kan man så se forskellen?

Vi går ind i en bank for at veksle 100 Dollars. Vi vil gå ind i en bank… Men døren er låst. En vagt med maskinpistol stikker hovedet ud og ”hvad vil I?”, vil også se sedlen. Så får vi lov at komme ind.

Måske døren er låst og døden på vagt, fordi sindsroen ikke stiller sulten.

Ja, jeg tror, fattige mennesker tænker meget over, at de er det.

Jeg tror også, Gud kan være deres trøst. Hvis de da ikke tænker som jeg, at Gud er en, mennesket har skabt.

Min mor døde i februar, 88 år og mæt af dage. Så det var i orden.

Vi var der alle sammen, børn og børnebørn, sad ved hendes seng på hospitalet, da hun trak sit sidste vejr. Så det var også i orden.

Så meget i orden var det hele, at min yndlings-nevø David lidt senere kunne komme tilbage på stuen med en termokande og sige ”Hva´så, mormor, skal du have en kop kaffe eller er du stadig død?”.

De sidste år min mor levede boede hun midt i Odense. Første parket til byens liv. Så sad vi sammen dér ved vinduet og kiggede på familefædre med klapvogne og drenge med Harley´er, kvinder med karriere og mænd med stikmærker, cafégæster, folk og fæ.

”Der er så mange skæbner”, sagde min mor så. Og jeg svarede – som så ofte før: ”Ja, der er en til os alle sammen”.

Og så kiggede vi videre…

Hvad sker der for dig, Gud?

Det gør jeg også her i Bishkek. Sidder om morgenen på min altan, ser byen vågne og tænker i skæbner. Og bliver igen og igen enig med mig selv om – nu min mor ikke er mere – at ”verden” ikke rimer på ”retfærdig”.

Jeg giver den gamle dame seks kroner og tænder hendes smøg. Måske skæbnen ville det sådan den dag…

Min mor var pensionist i 25 år, og ikke én dag gik hun sulten i seng, ikke én gang blev der lukket for strømmen eller fjernvarmen, ikke én pille måtte hun springe over, fordi der ikke var råd.

Der bor en gammel dame i blokken skråt overfor, hun er vel også plus-minus 88.

Hun tøfler ud af porten hver morgen og lidt hen ad gaden, hvor der er en betonklods.

Så sidder hun dér med en papkasse foran sig. Tre timer, fem timer, en hel dag. Hun tigger.

Er det måske retfærdigt? Retfærdighed? Hvad sker der for dig, Gud? Du, skæbnebestyrer… Har du ikke dårlig samvittighed nu?

Har jeg? Bør jeg vel have? Gud har så meget andet, jeg sidder lige her. Det vil sige, jeg rejser mig, går over og giver hende 50 som (6 kr.) og en halvfuld pakke Marlboro. Tænder en af dem for hende og siger ”God dag!”.

Hjalp det på samvittigheden? Jeg ved det faktisk ikke, men nej, det er ikke den følelse, der er i mig. For det var så nemt. For seks kroner og ti smøger aflad…

Jeg kan i det hele taget ikke finde ud af det med den samvittighed. Hvad jeg skal med den, stikke den skråt op eller hvad?

En forkælet blondine

Jeg fik en Facebook-hilsen fra en veninde i Odense. Hun hedder Kate, og havde læst noget jeg havde skrevet om skæbner i Kirgistan.

Nu sad hun med nye, rådyre, lystkøbte læderstøvler på og munden fuld af Marabou og dårlig samvittighed. ”En forkælet blondine fra Vesten”, skriver hun.

Undskyld, Kate. Jeg har ikke skrevet noget for at give dig, nogen overhovedet, dårlig samvittighed. Jeg tror slet ikke det er den melodi, næstekærlighedens klaver spiller.

Vi skal leve vores liv, hvor vi nu er, deale med den skæbne, der er vores. Og måske kan samvittigheden blive en guide på vores vej.

Næstekærligheden er allermest en beslutning. En beslutning om at hjælpe Gud med at bestyre skæbnerne.

”Jeg vil hjælpe”. I nær familie med narkomanens ”Jeg vil ikke tage stoffer mere” eller rygerens ”Jeg har slukket min sidste smøg”.

En kirgisisk hund – uden snor - i Bishkeks botaniske have.

Jeg har en veninde her i Bishkek. Hun hedder Gladys, og det svinger. Så hvorfor ikke hænge ud en lørdag eftermiddag med hende?

Det gør vi så. Skyerne sover, solen er rundhåndet. Efterårsfarveladen i den botaniske have skriger på vores besøg.

Men vi går i Beta Stores, Dordoi Plaza og TsUM. Hvad der bare er en anden måde at sige Field´s, Fisketorvet og Magasin på.

Gladys og hendes overhøjhælede sko er med på det med den botaniske. I teorien. Men hun skal lige købe et tørklæde, er det ok med mig? Ja, selvfølgelig. Et tørklæde må man have.

En brøkdel fra et skrig

Tre timer, otte minutter, 34 butikker og en brøkdel fra et skrig senere kan jeg ikke mere. Jeg er træt af at kigge på tørklæder, træt af at stå udenfor butikker og ikke kigge på tørklæder. Hader tørklæder.

Så jeg river mig uden besvær løs fra en montre med Bjørn Borg-underbukser og ruller med trappen ud i solen og friheden.

Går om bagved og tisser på et træ. Det kan en mand lide. Og en hund. Lige dér midt i stråleglansen går det op for mig, at jeg er en hund i snor, der lydigt lunter i hælene på sit shoppende menneske.

Hun kan sejle i sin egen sø, Gladys. Tænker hunden. Men det bliver ved antydningen af en diskret knurren, da hun omsider kommer ud – uden tørklæde – smiler og nikker mod en ny butik. Man er jo kun en hund.

Senere – over suppen på en café – dør hunden af grin. Så taler vi om fremtiden for Kirgistan. Om behovet for fred og stabilitet. For udenlandsk kapital. Den er nøglen til skabet med arbejdspladser og tryghed i tilværelsen.

Mudret valg

Da vi mødes mandag, har der været et fredeligt parlamentsvalg.

En kommunistisk agitator i Bishkeks centrum på valgdagen. Men lige lidt hjalp det. Kommunistpartiet fik blot 0,2 % af stemmerne. Den kapitalistiske ideologi har snor i Kirgistan.

- Nu skal pengene nok komme, siger Gladys. Lidt i alvor, lidt for sjov. Galgenhumor er vist det rigtige ord. For valgresultatet er mudret. Kun fem af 29 opstillede partier har klaret mindstekravet på 5 % af stemmerne og får plads i parlamentet. Og intet parti har fået over 9 % af de stemmer, der trods alt blev afgivet.

Stemmeprocenten nåede lige over 50 %. Og partiet Ata-Jurt (”Fædrelandet”) blev valgets topscorer. Ata-Jurt, der har svært ved at skjule sin begejstring for den afsatte, landflygtige præsident Turmanbek Bakiyev – og sin afsky for den ”alt for” demokratiske forfatning, der blev vedtaget i juni.

Men måske der er en farbar, demokratisk vej gennem mudderet. Og måske den udenlandske kapital kommer bagefter i hjulsporet. Fra EU, Kina, Rusland, USA.

Det snakker vi om. Og pludselig synes jeg, vi alle er hunde i snor.

I Kirgistan er fattigdommen herre. Kirgiserne trækker i snoren, gisper og giver hals. De vil alle sammen i Dordoi Plaza og shoppe tørklæder. De vil være kapitalister lige som os. For de tror, det er friheden.

Men jeg er også en hund i snor. Vi er hunde i snor.

Forbruget er vores herre. Køb!, råber den, køb mere! Smid væk og køb noget nyt! Og vi lystrer. Man er jo bare en hund.

Jeg tror, jeg køber en dræberhund, når jeg kommer tilbage til Danmark.

Og måske den river sig løs i Field´s.

Skal det være blæsere, så er jeg mere til militære marcher. Numrene er ikke så lange. Her puster et kirgisisk militærorkester ud foran Koncerthuset i Bishkek.

Jeg er ikke jazz-det-så-fedt typen. Duke Ellington og Ben Webster ville føle sig som salt på jordbær i min CD-samling. Hvor der kun er den fede fløde: Zappa, Hendrix, Keith Richards, alle dem i Stones, Doors, Pink Floyd, Deep Purple, Lou Reed…

Men nu er det jo ikke KB-Hallen i gamle dage, jeg har visum til. Men Bishkek i Kirgistan. Og man skulle da være en streg i næsen på en møgkat, hvis man ikke her ville lade sig friste af en jazzkoncert med musikere fra Kirgistan, Uzbekistan, Kazakhstan og Moskva. Og en sød veninde at følges med.

Så jeg stiller op. Og sætter mig ned. Og det er helt meget ok før pausen. Og i. Men efter, så er det moskvitten på saxofon. Flink mand, ikke noget dér, men milde Marie, han er en maratontrutter.

Dér knækker min jazz-film. Jeg bliver bare så negativ. Så snothottentot-negativ.

Træt af det hele. Af dem, af jer hjemme på Nødhjælps-kontoret i København. Af mig selv. Af det jeg skriver. Øv, øv, øv.

Hulk og ynk

Lige før det fjerde øv annoncerer maratonmanden så det næste nummer. Og det lyder, jeg lyver ikke ret meget, præcis som om han siger ”Nødens købmand”. Selv om titlen nok er mere hen ad ”The naughty doorman”.

Nødens købmand. Den kan jeg lige bruge. Det er det, jeg er. En stålhjertet handelsrejsende i andre menneskers nød. Sådan en, der maser sig ind i uskyldige pensionisters hjem og hælder nød og fattigdom over på blokken og ”smil nu ikke for meget til kameraet, du er jo sulten og syg”. For straks at suse hjem til den bærbare og trykke på hulk- og ynk-tasterne.

Tør det smil af og se lidt sløje og sultne ud! Nødens købmand har kun nød og elendighed i varekataloget.

Og da jeg nu har udnævnt mig selv til ”Nødens købmand”, så kommer straks tanken om at maksimere profitten, som vi kalder det på min fløj. Jeg kunne skrive nødens historie en gang for alle og turnere med den. Så skulle jeg bare lave sådan et søg-skift på navne, møntfod, pest og kolera, som jeg nu kom frem. Den historie kunne vel nok holde vand i 150 lande.

Pigtråd i ørerne

Vi går før ekstranumrene. Spiser jordbær med is og flødeskum på en restaurant. Min veninde smiler til mig: ”Glem det, det er lige meget”. Og allerede dér smelter isen, mit humør går i plus.

Helt hedt bliver det dagen derpå. Jeg slentrer ned ad Chui, den lokale Vestergade, og pludselig får jeg levende pigtråd i ørerne. Vups og en gul sodavand sidder jeg på en blå plastikstol foran scenen. Et kirgisisk rockband ruller ”Long Tall Sally” ud. Lige ud i hovedet på mig og solen.

Jeg sender alligevel ikke den mail til København. De har ikke gjort mig noget. Tværtimod.

Det var bare den saxofon…

Nu da eftertanken trykker døren ind, ved jeg godt, hvad det handler om. At man som journalist kan føle sig som en kynisk menneskeforbruger. Og at den historie om mennesker i nød, jeg helst vil skrive, består af syv ord, et komma og et punktum:

Her er et menneske, der lider nød.

Det burde række. Men jeg ved godt, det er himmelråbende naivt.

Jazzmusikere fra Rusland, Kazakhstan, Uzbekistan og Kirgistan er på plakaten i weekenden. Jeg har givet 1000 som for to billetter. Prisen på mit liv…

Vi sidder på en cafe i Bishkeks centrum og spiser pizza. Gladis får en med skinke. Hun er kvinde og kirgiser. Jeg er vegetar. Nøjes med ost og tomater.

Vi tygger og snakken går. Om den jazzkoncert vi har købt billetter til for 1000 som (125 kr.). Om mit liv og hendes og livet i Kirgistan. Ind i mellem sprutter vi af grin. Hver gang Gladis siger ”why not”. Og det gør hun hele tiden.

Men pludselig er der slet ikke noget at grine af. For Gladis kigger på fortovets menneskemylder og siger så:

- Mange af dem der vil slå dig ihjel, hvis nogen vil give dem 1000 som for at gøre det.

Mit liv for en jazzkoncert.

Jeg ved, det ikke passer. Men jeg ved, at Gladis ikke lyver. Så det passer! Min kirgisiske veninde har holdt virkelighedens spejl op foran mig. Det er sådan, det er i Kirgistan.

Og jeg forstår, at jeg ingenting forstår.

Alle de ord, jeg har strøet ud over skærmen på min computer mine første tre uger i Kirgistan. Fattigdom, nød, sult, massearbejdsløshed, korruption, tiggere, dagens ret fra skraldespanden, gadebørn, 82 dræbte, 2000 dræbte. Ord har det været, kun ord.

Mit liv for en jazzkoncert. Det er dér, kirgiserne er. De har ingen kære mor med understøttelse, sygedagpenge, børnecheck, bistandshjælp, revalidering og hvad vil du have. De har at klare sig selv. Helt selv.

Måske jeg også ville slå ihjel for 1000 som. Hvis mine børn skreg af sult, hvis min mor sad i en vinterklam lejlighed med 10 kuldegrader. Hvis jeg ikke kunne hjælpe dem. Hvis… Hvis jeg skulle klare mig selv. Helt selv.

- Why not, siger Gladis.

Gladis er smuk og klog. Men hun vil hellere være en dum fotomodel. Det er kirgisisk realisme.

Bange for fremtiden

Hun er 33 år, dårende smuk, velbegavet, veluddannet, arbejder som PR-manager. Men det er ikke det, Gladis ser, når hun holder spejlet op foran sig selv. Hun ser en kvinde ude over sin første ungdom, uden en mand at søge trygheden i. En voksen kvinde, der bor hjemme hos far og mor, for det er, hvad der er råd til. En kvinde, der er bange for fremtiden. Når forældrene dør? Hvis hun ikke bliver gift? Hvis hun bliver syg? Arbejdsløs?

- Jeg ville ønske, jeg var en ung, dum fotomodel med store bryster og lange ben. Så kunne jeg blive gift med en rig mand.

Jeg skal lige til…, så klodser jeg tungen. Jeg kan stikke min danskfede kloge-Åge op i røven, kan jeg. Min himmelråbende naivitet kan komme bagefter.

Kærlighed kan man ikke spise. Kildevand hjælper ikke mod kuldegrader. Så hellere være statussymbol. Blive parkeret ved siden af BMW´en i en rig mands lune garage. Hvor man ikke skal klare sig selv. Ikke slå ihjel for 1000 som.

Why not…