Blog
0

Muli bwanji og velkommen

Carl Gustav Lorentzen arbejder for Folkekirkens Nødhjælp og har boet i Malawi siden januar 2009

Malawi kæmper med sult, klimaforandringer, AIDS, overbefolkning, malaria, skovrydning, fejlernæring, høj spædbarns- og børnedødelighed, korruption, statsgæld og meget, meget mere. Selv om Malawi er smukt og bugter sig i bakke dal, er det mest op ad bakke. Det vil jeg fortælle mere om her.

THANK YOU FOR SMOKING?

I mandags stillede hundredvis af mænd i blå kedeldragter sig bag hver deres sækkevogn. Sækkevogne, med navne som Alexander the Great og Lion King, var alle læsset med brune tobakssække og klar til at trille ind Lilongwes største hal, Tobacco Auctions Floors. På Præsident Bingus ordre åbnede årets salg af Malawis suverænt største eksportvare, tobak. 7.106 sække blev sprintet ind og ud af den store hal i et velorganiseret virvar af blå mænd med sækkevogne, speedtalking sælgere og slipseklædte købere og en sød duft af tør tobak.

AFHÆNGIG SOM EN GAMMEL KÆDERYGER

Åbningsdagen gik fint og priserne var lidt højere end sidste år. I løbet af sæsonen skal mere end 250.000 tons tobak ud på auktionsgulvene og Malawi sikre sig 70 % af deres eksportindtægter. Selvom næsten ingen ryger i Malawi er landet afhængig af tobak som en gammel kæderyger og det er risky business.

Afhængigheden af tobakken gør landlocked Malawi sårbar overfor oliepriser, toldbarriere og anti-ryge bevægelser. Samtidig er tobaksplanten ikke særlig bæredygtig, kræver plads og sprøjtemidler, som forsager afskovning og udsivning af pesticider. Et skifte til en alternativ ’cashcrop’, som fx sojabønner, frugt eller krydderier, vil dog på kort sigt have uoverskuelige konsekvenser, da næsten 75 % af malawianerne er ’afhængige’ af tobakssalget og næsten 2 mil. mennesker er direkte beskæftiget med tobak, som landmænd, høstarbejdere, transportfolk og mellemhandlere.

FORGIFTEDE TOBAKSBØRN

Selvom Malawi og tobaksindustrien har underskrevet diverse konventioner og code of conducts om social ansvarlig produktion og handel med tobak er dem, som tager det hårdeste slid i markerne børn; 78.000 børn i et land, som ikke mangler voksen arbejdskraft. I 2009 fandt organisationen PLAN MALAWI børn ned til fem år, som arbejdede i markerne i op til 11 timer om dagen for småpenge. Undersøgelser af flere børn har vist, at dette arbejde forsager alvorlig nikotin-forgiftning (GTS) svarende til rygning af 50 cigaretter om dagen. GTS giver hovedpine, indlæringsvanskeligheder, svage muskler og øget risiko for kræft. Desuden er voldelig og seksuel misbrug en del af dagligdagen for mange ’tobaksbørn’.

Kontrollen med tobaksproduktionen er mislykkedes til fordel for indtægterne fra ’de gyldne blade’. Man kan med stor sandsynlighed finde tobak fra Malawi i cigaretter i de kendte mærker, som handles i Danmark, men ’de gyldne blade’ er altså også ’rådne’ og handles med store økonomiske, økologiske og menneskelige konsekvenser.

THANK YOU FOR SMOKING?


Kommentarer
Skriv selv kommentar
Skriv ny kommentar
Navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhed:
Captcha
Gentag: