Blog
0

Muli bwanji og velkommen

Carl Gustav Lorentzen arbejder for Folkekirkens Nødhjælp og har boet i Malawi siden januar 2009

Malawi kæmper med sult, klimaforandringer, AIDS, overbefolkning, malaria, skovrydning, fejlernæring, høj spædbarns- og børnedødelighed, korruption, statsgæld og meget, meget mere. Selv om Malawi er smukt og bugter sig i bakke dal, er det mest op ad bakke. Det vil jeg fortælle mere om her.

MAGISKE KRUKKER OG MODIG NYTÆNKNING

I det sydlige Malawi skulle majsen lige nu stå og knejse mørkegrønt på markerne, men den er slatten og bleg, og støvet generer i øjnene og knaser mellem tænderne. Regnen falder ikke som den plejer og selvom regntiden langt fra er ovre, er alarmklokkerne begyndt at bimle. Befolkningen i denne del af landet ved godt at høsten vil slå fejl – igen - og frustrationerne får mange steder frit løb. Historier om heksejagt på påståede hekse, som ved hjælp af heksekunst og forbandelser forhindrer regnen i at falde, er efterhånden dagligt stof i aviserne.

Når regnen bryder med traditionenerne skal der tænkes nyt.

KRUKKER MED REGNBYGER

Flere gange er traditionelle dansere, ”urte-læger” eller sære landsbytosser blevet overfaldet, jaget ud af deres landsbyer og i et par tilfælde slået ihjel. I sidste uge blev en kvindes hjem ødelagt af en ophidset bande af unge mænd. Kvinden blev beskyldt for at være ”heks” og at hun holdt regnen indespærret i en magisk krukke inde i hendes hus. Mændene blev straks arresteret, men dagen efter episoden faldt der regn, hvilket har givet ekstra næring til beskyldninger om heksekunst og forbandelser.

SPØGELSER PÅ PALADSET

Selvom det er ulovligt at udføre heksekunst (witchcraft) i Malawi og har været det i snart 100 år fylder troen på heksekunst enormt meget i ALLE dele af samfundet. Selv præsidenten var for nogle år siden involveret i en sag om spøgelser, som skulle uddrives fra præsidentpaladset. Kvinde føder sten, Flyvende mennesker og Død og begravet mand vender tilbage til landsby er andre historier, som har ryddet forsider i det seneste år. For det meste får historierne lov til at køre i et par dage før en naturlig forklaring eller afsløring af svindel sætter en stopper for – ja, galskaben.

NÅR REGNEN BRYDER MED TRADITIONERNE

Malawi er på trods af økonomisk fattigdom rigt på kulturer, fantastiske fortællinger, danse, sprog og historie. Men desværre benyttes mange gamle traditioner i stort omfang, som en form for social kontrol så det går ud over udviklingen i et land, hvor nytænkning ofte fortrænges af netop gamle traditioner for, hvordan man skal dyrke sine marker og hvilke afgrøder man skal dyrke. Men når regnen bryder med traditionerne SKAL der tænkes nyt! Folkekirkens Nødhjælp arbejder gennem lokale partnere, som forstår traditionerne og er opmærksomme på, hvordan nye landbrugsmetoder, som fx alternative afgrøder, der ikke kræver så meget regn skal introduceres for at kunne vinde tillid og virke.

Nytænkning: I det sydlige Malawi hjælper solpaneler med at pumpe vand op til markerne.

NYTÆNKNING BETALER SIG – MEN KRÆVER MOD

Og nytænkning betaler sig! I et tidligere indlæg fortalte jeg om Vindmølledrengen Wiliam, som på trods af konstante anklager om heksekunst (selv fra sin mor…) byggede sin egen vindmølle til gavn for hele sin landsby. Benson med køkkenhaven overvandt også sin egen skepsis og naboernes drillerier, da han vha. masser af hunde- og hønselort brød med traditionerne og fik sin køkkenhave til at gro.

Men der skal mod til at tænke nyt i Malawi…


Kommentarer
Skriv selv kommentar
Skriv ny kommentar
Navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhed:
Captcha
Gentag: