Blog
0

Muli bwanji og velkommen

Carl Gustav Lorentzen arbejder for Folkekirkens Nødhjælp og har boet i Malawi siden januar 2009

Malawi kæmper med sult, klimaforandringer, AIDS, overbefolkning, malaria, skovrydning, fejlernæring, høj spædbarns- og børnedødelighed, korruption, statsgæld og meget, meget mere. Selv om Malawi er smukt og bugter sig i bakke dal, er det mest op ad bakke. Det vil jeg fortælle mere om her.

COFFIN STREET - 24 HOURS SERVICES

Midt i Lilongwe, Malawis støvede hovedstad, ligger der en særlig driftig gade. I den ene ende af gaden, ’møbelafdelingen’, sælger snedkere store voluminøse lænestole i ømt velourbetræk. Midtvejs står smedjene med sorte hårdflader og beskyttelsesbriller og svejser på de store tunge metalporte, som holder tyvene udenfor de huse, hvor de få som har mere end de fleste bor. I den anden ende af vejen afløses lænestole og portene af kister. Mange kister - og derfor kaldes vejen også Coffin Street.

Kisterne fås i alle størrelser, former, farver og priser - og kan betales kontant eller på afbetaling. Hos ATETE COFFIN WORK SHOP (WE ARE THE BEST) koster den dyreste kiste (laminat og ’messinghåndtag’) omkring 4.250,- kr., mens den mindste trækiste på en meter koster 230,- kr.

Freza på 23 år som ejer kisteværkstedet fortæller at det en er god forretning at sælge kister i Malawi, men at konkurrencen er blevet hård de senere år. Derfor har han engageret sin søster til at samle bårebuketter af plastikbånd som både er til salg og til leje.

Der er travlt i Coffin Street fordi den generelle dødelighed er uhyggelig høj i overbefolkede Malawi. Den forventede levealder er lav (under halvtreds år) og skal bl.a. ses i sammenhæng med AIDS-epidemien (ca. 12 % smittede), spædbarnsdødelighed (ca. 1 %), malaria (3,5 mil. tilfælde om året) samt de mange dødelige sygdomme, som bl.a. relaterer sig til udpræget dårlig ernæring og sanitet.

I et fattigt land som Malawi kræver de mange begravelser mange ressourcer som de fleste efterladte slet ikke kan levere. Dels skal der ofte betales for afdødes hospitalsregninger, købes kiste og begravelsesplads og så skal selve begravelsen arrangeres og afholdes. I Malawi er begravelser en væsentlig social begivenhed som alle med det mindste kendskab til den afdøde - eller de pårørende - forventes at deltage i. Derfor går meget af en almindelig malawianers tid med at gå til begravelser. Hele begravelsesfølget (inklusiv fjerne slægtninge og bekendte) skal desuden også trakteres med et eller andet som fx et måltid mad, hvilket kræver endnu flere ressourcer.

Er man så ’heldig’ at begravelsesfølget ikke er så stort skulle man tro at det ville kræver færre ressourcer, men det gør det ikke altid. Størrelsen på begravelsesfølget viser nemlig også hvor populær afdøde har været. Men den detalje kan også klares i Coffin Street. Ved venlig forespørgsel kan Freza nemlig skaffe ’professionelle sørgende’, som kan fylde hullerne ud i begravelsesfølget for ca. 40 kr om dagen…

ATETE COFFIN WORK SHOP (WE ARE THE BEST) har ‘24 HOURS SERVICES’.


Kommentarer
Skriv selv kommentar
Skriv ny kommentar
Navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhed:
Captcha
Gentag: