Blog
0

Muli bwanji og velkommen

Carl Gustav Lorentzen arbejder for Folkekirkens Nødhjælp og har boet i Malawi siden januar 2009

Malawi kæmper med sult, klimaforandringer, AIDS, overbefolkning, malaria, skovrydning, fejlernæring, høj spædbarns- og børnedødelighed, korruption, statsgæld og meget, meget mere. Selv om Malawi er smukt og bugter sig i bakke dal, er det mest op ad bakke. Det vil jeg fortælle mere om her.


DØDSENSFARLIG AFSKOVNING ER LIVSNØDVENDIGT

Golde sletter afløser fugtig regnskov i Malawi og øger risikoen for tørke og oversvømmelse. Dels fordi træerne ikke længere holder på regnen og dels fordi afbrændingen af brændsel har bidraget til at påvirke klima og vejr negativt med dårlig høst og sult til følge. Men inddragelsen af jord er livsnødvendigt for de fattigste, men kan blive dødsensfarligt for Malawi.

Midt i Lilongwe, mellem store bankbygninger, ministerier og hoteller står der en gruppe kvinder og hugger brænde. Bag dem ses en kinesisk pavillon, som indtil for nylig lå gemt mellem store tropiske træer og eksotiske planter i Lilongwes eneste rigtige park, Chinese Gardens. Nu er parken stort set blevet ryddet af bulldozere for at give plads til et femstjernet hotel med central beliggenhed. Kvinderne arbejder hurtigt for at få samlet så meget brænde sammen som de kan bære inden de bliver smidt væk.

Det brænde, som kvinderne har samlet sammen, vil allerede være brugt om et par dage og så må de ud igen, hvis de altså er så heldige at kunne finde noget. Den evige søgen efter brændsel er efterhånden blevet kvindernes vigtigste beskæftigelse for der bliver mindre og mindre træ i Malawi.

IKKE MEGET JORD TIL DELING

Ifølge verdensbanken var over 20 % af landet dækket af skov i 2000, men siden har den omfattende afskovning betydet en årlig nedgang på omkring 4 %, som hurtigt kan accelerere, hvis en ny sultkatastrofe truer og der bliver brug for mere jord at dyrke på. Malawis 13 millioner indbyggere deles om et areal på 118.400 kvadratkilometer. Altså næsten samme befolkningstæthed som i Danmark, men i et land, hvor ALLE dyrker jorden med en simpel hakke og heller ikke har adgang til en alternativ energikilde end brænde og trækul, giver det ikke meget jord til deling. Malawis regering har sat gang I flere skovplantnings initiativer, men er også tvunget til på kort sigt at tage hensyn til den voksende befolknings fødevaresikkerhed og genbeplantningen står slet ikke mål med afskovningen.

EN OND CIRKEL UDSÆTTER DE FATTIGSTE

Den konstante mangel på brændsel betyder også, at det ofte skal transporteres over store afstande. Derfor omdannes en stor mængde brænde til lettere trækul i en proces, som kræver endnu mere brænde. Her er det igen de fattigste, som kommer i klemme, da det er dem, som må udføre det usunde arbejde som kulsviere. Og da det tilmed er forbudt at sælge trækul pga. af de miljømæssige konsekvenser er det på alle måder en risikofyldt affære når trækullet skal laves og fragtes ind til de store byer og mange skal bestikkes på vejen.

Det er altså ikke (kun) rydningen af Chinese Gardens, som er skyld den lurende katastrofe, men et miks af stigende befolkningstilvækst og ukontrolleret afskovning, som øger jorderosionen drastisk og får mere og mere af Malawis sparsomme gode jord til at skylle ud i floderne sammen med den efterhånden begrænsede regn.

Afskovningen er derfor også livsnødvendig, hvis de fattigste skal have en chance for en indkomst og for at finde et stykke jord. Det er en ond cirkel!

Se mere og kommentér (1)

MAGISKE KRUKKER OG MODIG NYTÆNKNING

I det sydlige Malawi skulle majsen lige nu stå og knejse mørkegrønt på markerne, men den er slatten og bleg, og støvet generer i øjnene og knaser mellem tænderne. Regnen falder ikke som den plejer og selvom regntiden langt fra er ovre, er alarmklokkerne begyndt at bimle. Befolkningen i denne del af landet ved godt at høsten vil slå fejl – igen - og frustrationerne får mange steder frit løb. Historier om heksejagt på påståede hekse, som ved hjælp af heksekunst og forbandelser forhindrer regnen i at falde, er efterhånden dagligt stof i aviserne.

Når regnen bryder med traditionenerne skal der tænkes nyt.

KRUKKER MED REGNBYGER

Flere gange er traditionelle dansere, ”urte-læger” eller sære landsbytosser blevet overfaldet, jaget ud af deres landsbyer og i et par tilfælde slået ihjel. I sidste uge blev en kvindes hjem ødelagt af en ophidset bande af unge mænd. Kvinden blev beskyldt for at være ”heks” og at hun holdt regnen indespærret i en magisk krukke inde i hendes hus. Mændene blev straks arresteret, men dagen efter episoden faldt der regn, hvilket har givet ekstra næring til beskyldninger om heksekunst og forbandelser.

SPØGELSER PÅ PALADSET

Selvom det er ulovligt at udføre heksekunst (witchcraft) i Malawi og har været det i snart 100 år fylder troen på heksekunst enormt meget i ALLE dele af samfundet. Selv præsidenten var for nogle år siden involveret i en sag om spøgelser, som skulle uddrives fra præsidentpaladset. Kvinde føder sten, Flyvende mennesker og Død og begravet mand vender tilbage til landsby er andre historier, som har ryddet forsider i det seneste år. For det meste får historierne lov til at køre i et par dage før en naturlig forklaring eller afsløring af svindel sætter en stopper for – ja, galskaben.

NÅR REGNEN BRYDER MED TRADITIONERNE

Malawi er på trods af økonomisk fattigdom rigt på kulturer, fantastiske fortællinger, danse, sprog og historie. Men desværre benyttes mange gamle traditioner i stort omfang, som en form for social kontrol så det går ud over udviklingen i et land, hvor nytænkning ofte fortrænges af netop gamle traditioner for, hvordan man skal dyrke sine marker og hvilke afgrøder man skal dyrke. Men når regnen bryder med traditionerne SKAL der tænkes nyt! Folkekirkens Nødhjælp arbejder gennem lokale partnere, som forstår traditionerne og er opmærksomme på, hvordan nye landbrugsmetoder, som fx alternative afgrøder, der ikke kræver så meget regn skal introduceres for at kunne vinde tillid og virke.

Nytænkning: I det sydlige Malawi hjælper solpaneler med at pumpe vand op til markerne.

NYTÆNKNING BETALER SIG – MEN KRÆVER MOD

Og nytænkning betaler sig! I et tidligere indlæg fortalte jeg om Vindmølledrengen Wiliam, som på trods af konstante anklager om heksekunst (selv fra sin mor…) byggede sin egen vindmølle til gavn for hele sin landsby. Benson med køkkenhaven overvandt også sin egen skepsis og naboernes drillerier, da han vha. masser af hunde- og hønselort brød med traditionerne og fik sin køkkenhave til at gro.

Men der skal mod til at tænke nyt i Malawi…

Se mere og kommentér (0)

150 TONS RIS TIL HAITI FRA VERDENS FATTIGSTE

Selvom Malawi er blandt verdens fattigste, og altid balancerer på kanten af en ny sultkatastrofe, er landet ved at gøre klar til at sende 150 tons ris afsted til Haitis nødlidende befolkning. Malawis hjælp til Haiti er noget særligt af flere årsager. Den nordlige del af Malawi blev nemligi december ramt af en serie af de værste jordskælv landet har oplevet i årtier. Det værste jordskælv målte 6,2 på richterskalaen, fire blev dræbt, 180 blev såret og 24.000 hjem blev helt eller delvist ødelagt. Malawi kæmper altså i disse dage selv med at genhuse og yde basal nødhjælp til sine egne jordskælvsramte.

FORSTÅELSE FOR HAITIS LIDELSER

En anden årsag til, at den betydelige hjælp til Haiti er noget helt særligt er, at Malawi for ikke mange år siden gennemlevede en alvorlig katastrofe. Fra 2002 til 2005 blev landet ramt af tørke som betød at høsten slog fejl i store dele af landet og kastede næsten halvdelen af den 13 millioner store befolkning ud i hungersnød. I denne periode måtte Malawi selv importere store mængder mad og tage imod nødhjælp for at kunne stille sin egen befolknings sult. Derfor motiverede Malawis Præsident Bingu hjælpen til Haiti med at ”Malawi forstår de lidelser Haitis befolkning gennemlever.”

Karonga blev i december ramt af en række store jordskælv. Flere veje blev ødelagt og 24.000 hjem blev helt eller delvist ødelagt.

MED HILSEN FRA ’THE WARM HEART OF AFRICA’

I de seneste år har høsten dog været god i Malawi, som kalder sig det “Warm Heart of Africa”. Men alle her ved, hvor hurtigt det kan ændre sig, og prognoserne for dette års høst ser ikke for gode ud i alle egne af landet pga. alt for lidt regn. Alligevel er risen til Haiti på vej med hilsen fra verden fattigste i ’The Warm Heart of Africa’.

Støt ofrene i HAITI her!

Se mere og kommentér (0)

FRA LOKALT KLIMAOFFER TIL GLOBAL KLIMASTJERNE

I 2002, i Malawi og langt langt ude på landet blev en stor dreng, William Kamkwamba, taget ud af skolen fordi hans familie ikke havde råd til hans skolegang. Høsten var slået fejl pga. tørke, sulten braset ind af døren og der var brug for alle hænder i marken. William så sin far arbejde i de tørre marker og så en fremtid han ikke ville accepterer.

SULTEN OG SULTEN EFTER VIDEN

Skolen var pludselig et overstået kapitel i Williams liv og Malawi havde sandsynligvis tabt endnu et talent på den tørre jord. William gav dog ikke op, for han var også sulten efter viden og fortsatte med at læse engelske fysikbøger på det nærmeste bibliotek. ”Læse” og ”bibliotek” er dog så meget sagt for William kunne ikke rigtig noget engelsk og der var nærmere tale om en lille samling bøger og magasiner, gemt væk i et hjørne på hans gamle skole. William kunne dog tyde bøgernes tegninger og diagrammer, og da han en dag stødte på en tegning af en vindmølle, som drev noget der lignede en vandpumpe, tænkte han, at en vindmølle ville kunne beskytte familien mod sult.

TRAKTORSKRAMMEL OG HEKSEKUNST

William tegnede sin egen vindmølle-konstruktion på et stykke papir og når arbejdet var færdigt i marken ledte han efter materialer til sit projekt på lossepladser. Naboerne kiggede med stor mistro på William, som samlede på skrammel og frygtede han var blevet skør. Selv Williams mor var bekymret for om han mon var påvirket - eller lavede heksekunst! Af reservedele bl.a. fra en gammel traktor, en cykel og et vandrør begyndte en 5 meter høj vindmølle langsomt at rejse sig midt i den lille landsby.

DER BLEV LYS…OG DER KOM EN JOURNALIST FORBI

Lidt vind + en pære fra en gammel bils forlygte og der blev lys! William havde skabt strøm ud af skrot og skrammel - eller ”elekstrisk vind”, som vindmøllen blev kaldt i landsbyen. William var nu blandt de 4 % af malawis befolkning, som har adgang strøm, men han ville lave mere strøm. Så imens vennerne fra landsbyen opladede deres mobiltelefoner med strøm fra vindmøllen byggede han en endnu større og bedre 12 meter høj vindmølle, som kunne pumpe det livsnødvendige vand op til familiens mark. William og hans vindmølle blev langsomt kendt og en dag kom en journalist forbi.

VENNER MED AL GORE OG GÆST I THE DAILY SHOW

Journalisten spredte Williams historie til flere journalister, som førte historien ud i den globale blogosfære, som i 2007 førte til en invitation til at tale på en teknologi-konference i Tanzania. William fløj i flyvemaskine, sov i en rigtig seng og søgte informationer på nettet (om vindmøller selvfølgelig). Alt sammen for første gang i sit liv. Siden har William fløjet verden rundt med sin historie, blevet venner med Al Gore, talt på flere konferencer og universiteter, været på forsiden af The Wall Street Journal, gæst i The Daily Show, udgivet bogen The Boy Who Harnessed The Wind og fået tildelt et uddannelsesstipendium, så William kan blive ingeniør i Sydafrika. William nægtede at blive et lokalt klimaoffer og blev istedet global klimastjerne.

VINDMØLLER OG SOLPANELER HOLDER SULTEN FRA DØREN

Williams idéer om bæredygtig energi, som våben i kampen mod sult og tørke er også Folkekirkens Nødhjælps. Sammen med vores partnere opsættes solpaneler og vandpumper, som hjælper fattige bønder med at pumpe livsnødvendigt vand op til markerne, så der kan høstes hele året og sulten holdes fra døren. Læs mere om Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Malawi her og læs mere om Williams fantastiske vindmølle her.

Se mere og kommentér (0)

TILBAGE