Folkekirkens Nødhjælp
Uganda
Den utilregnelige regn
Af Anna Rask Pedersen
|
| Anna er 20 år og udsendt som volontør i Uganda |
”Min livret er atap, for vi har ikke råd til posho”, siger min 16-årige værtssøster Acham Lucy alvorligt, mens hun energisk rører i den brune, klistrede masse, der senere skal blive til atap. Det er spisetid i min landsby, og folk er kommet hjem fra deres arbejde i marken, enten for at spise eller for at sove og på den måde fortrænge den bidende sult, de lever med hver eneste dag. Efter at have levet af store mængder posho og atap i halvanden måned er det stadig svært for mig at forstå, hvordan en af disse kan kaldes en livret. Ikke desto mindre er det virkeligheden, ikke kun for Lucy, men for rigtig mange familier her i området, hvis eneste faste måltid netop er atap.
Ekstreme vejrforhold
De mest almindelige afgrøder i området, som næsten alle familier dyrker, er rodfrugten cassava, sorghum, som er en slags frø og jordnødder. Disse tre passer perfekt til klimæt her, og udgør tilsammen stedets ”nationalret” nemlig atap, lavet af cassava og sorghum, og en dertilhørende jordnøddesauce med grønne blade. For en familie, hvis eneste måltid er til aften, er netop denne ret altså energikilden til en hel dags arbejde i marken. Vi er heldige i min familie; vi får mad to gange om dagen. Men den uforudsigelige regn og ekstreme tørkeperioder gør hverdagen usikker for mange mennesker i denne del af Uganda, som kaldes Amuria-distriktet. Her ser familier deres afgrøder svinde år for år på grund af ekstreme vejrforhold og konflikter om retten til at dyrke jord. I 2007 forværredes forholdene markant, da massive oversvømmelser ødelagde afgrøderne på markerne, der omgående gik i forrådnelse. Da man ville genoptage markarbejdet, ramtes området af voldsom tørke, hvilket betød, at de sædvanlige afgrøder pludseligt var uegnet til det tørre klima. Det tidligere så udbyttesrige landbrug er altså totalt lammet af klimaets forandringer, der synes at ramme med dobbelt styrke i dette område. Netop nu oplever området regn, dog tre måneder for sent og alt, alt for voldsomt. Man frygter faktisk en gentagelse af oversvømmelserne i 2007. Alligevel er folk i landsbyen overbeviste om, at regnen skyldes min blotte tilstedeværelse, som var den sendt med mig som en velsignelse fra oven. Mest af alt føler jeg mig flov over denne udbredte opfattelse. Flov fordi, jeg aldrig har oplevet klimaforandringerne så voldsomt som her, selvom de i høj grad skyldes min livsstil i Vesten.
"I Uganda spiser jeg posho og atap – majsgrød og grød af rodfrugten cassava – mættende for en kort stund, men hverken særligt velsmagende eller nærende" - Anna Rask, volontør
Kampen mod sult
|
|
I Uganda spiser man grød både morgen og aften. |
Jeg følger arbejdet hos en lokal organisation, SOCADIDO, der netop kæmper for at forbedre forholdene for de hårdt ramte indbyggere i området. Jeg har således flere gange deltaget i fødevareuddelinger, hvor blandt andet majsmel og bønner gives til de hårdest trængende familier. Disse mennesker tilhører som regel den gruppe, der kun får eet måltid mad om dagen. Desuden tæller de ofte en flok børn med oppustede maver og kobberfarvet hår samt hiv-patienter, der ikke får det fulde udbytte af deres medicin - alt sammen på grund af fejlernæring. På trods af disse barske forhold mødes jeg altid af et enormt overskud med sætningerne ”how are you?” eller ”you are most welcome!”. Det er fascinerende at møde en sådan livsglæde hos et folk, der kæmper med så store problemer.
Som et slags supplement til fødevareuddelingerne, arrangerer organisationen workshops, hvor landmænd undervises i at udnytte de få ressourcer, de har, og at dyrke jorden i et uforudsigeligt klima. Denne kombination af fødevareuddeling og uddannelse vil forhåbentligt med tiden give landmændene den viden, de behøver for at sikre en solid høst år efter år i et område, der er hårdt ramt af klimaets forandringer.
